Follow:
    Bøger, familie

    At lære at læse

    Hjemme hos os tæller vi stille og roligt ned til D.s fødselsdag i starten af februar. Hun fylder seks år, og det må jeg indrømme at jeg har lidt svært ved at håndtere. Det er en bittersød tid, for hun er stadig lige så fin og dejlig som altid, men den første barndom begynder også at slutte.

    I løbet af det næste halve år skal hun vinke farvel til verdens bedste venner og den trygge børnehaveverden. Hun klarer det betydeligt bedre end jeg.

    Hun er mere end parat til skolelivet – det er jeg ikke. På mange måder minder det mig om dengang min barsel sluttede, og hun skulle afsted i dagpleje. Alt strittede også på mig dengang og jeg hadede det, mens hun tullede ud i den nye, eventyrlige verden.

    Jeg ved, det bliver godt. Jeg ved, vi har valgt den rigtige skole, hvor der er plads og tid til hende. Jeg ved, hun glæder sig, selvom hun stadig ikke helt ved, hvad der er i vente.


    En ting hun dog gerne vil lære inden skolestart er at læse. Hun har i løbet af det sidste år brugt stadig større tid på at kigge/læse bøger, og hun kan efterhånden skrive en del ord. Det er ikke noget videre avanceret, men ord som far, mor, kat, is, sko, ko osv. Hun kender bogstavernes lyde, og kan med lidt hjælp gætte bogstavernes rækkefølge. Derfor begynder vi nu at hjælpe hende på vej med læsningen. Jeg har lånt den klassiske “Mette og Søren” lærebog, og så må vi se om hun kan knække læsekoden.

    For mig er det ikke vigtigt hvornår hun begynder at læse, men at hun får bibeholdt sin interesse og glæde for bøger. Men er det nu også så vigtigt?

    Ja, det er vigtigt.

    Glæden for litteraturen er livsvigtig. Bøger kan være dine venner og hjælpe dig igennem svære tider. Bøger gør dig klogere på verden og på dig selv. Bøger aktiverer og stimulerer andre dele af hjernen end iPads (der i øvrigt er noget af det værste, man kan stikke et barn, hvis du spørger mig). De udvikler koncentrationsevnen, og hjælper både børn og voksne med at finde ro og fokus.

    Og helt ærligt – har vi ikke alle brug for ro og fokus?

    Vil du blive klogere på børn og læsning?

    Så kan jeg anbefale dig at du kigger med hos #1000bøger , Læs for livet og bogsnak.dk, der flere gange har skrevet rigtig godt om emnet.

    Uncategorized

    Lidt om nytårsforsætter

    Klokken er 16.21 den 1. Januar, og jeg er fuldstændig mørbanket. Vi havde en virkelig hyggelig nytårsaften, men det var et helvede at få en overspændt fem-årig til at falde i søvn et fremmed sted, og det er også mulig at jeg var en smule generøs med vodkaen i den sidste drink jeg lavede. Klokken blev med andre ord 3 inden jeg faldt i søvn, og så blev vi brutalt vækket klokken 7.30 af en ulykkelig pige, der følte sig snydt for fyrværkeri.

    Med andre ord har jeg brugt dagen på at inhalere popcorn, se Disney-film og drikke kaffe. I morgen vender jeg tilbage til arbejdet, og jeg er slet ikke klar.

    Jeg er generelt ikke klar til ret mange ting, for jeg er stadig jævnt forbløffet over at 2019 bare er forsvundet ud i den blå luft. Jeg har det som om det var i går, vi tog på sommerferie.

    Når det kommer til nytårsforsætter, så kommer jeg også til kort. Jeg er den type menneske, der ikke tror på dem. Det har nok også noget at gøre med at jeg har en uheldig evne til at forlade projekter få minutter efter jeg har påbegyndt dem. Jeg har en opmærksomhedsevne som en parakit, og derfor ender jeg ofte med at bjerg af påbegyndte ting, der hverken er helt eller halvt færdiggjorte.

    Derfor indleder jeg også året med en række hensigtserklæringer, der måske kan rykkes lidt på i løbet af året:

    • Læs mere
    • Strik mere
    • Bevæg dig mere (for dette er ikke blevet bedre – tværtimod!)
    • Skriv mere (især herinde)
    • Plant flere blomster
    • Arbejd på tålmodigheden og venligheden – ikke mindst overfor dig selv

    Og jo, det er en frygtelig ligegyldig liste, der knap er relevant for mig selv. Men kan vi ikke lige snakke alvor her?

    Vi halser alle rundt og forsøger at være perfekte og nå det hele, mens vi jagter det ene dopamin-fix efter det andet på sociale medier. Vi skal allesammen være pænere, tyndere og mere interessante, for ellers har vi ingen værdi. Jeg er begyndt at få en mistanke om at vi allesammen er mere eller mindre kronisk deprimerede, mens vi vader rundt i en trædemølle af ligegyldigheder. Det vil jeg gerne væk fra. Jeg er uendeligt træt af at føle mig forjaget og forkert, og jeg tænker at der kun er en kur for det: venlighed og tålmodighed. Overfor os selv, og overfor andre. Jeg sætter ikke konkrete mål, for med et mål som “tab dig 20 kilo”, ligger det også implicit at jeg ikke er god nok eller pæn nok sådan som jeg er i dag.

    Risikoen for at fejle er også meget større med konkrete mål, og det går imod hele min ide om venlighed. I år vil jeg ikke være en fiasko. I år vil jeg være venlig og forsøge at favne mine fejl. Jeg er ikke perfekt, og det bliver jeg heller ikke. Så er der ingen grund til at forsøge at være det.

    Uncategorized

    Et år set i bakspejlet

    Om et par timer starter 2020, og vi står i et parcelhus og skåler i billig champagne med et vennepar. Jeg har et yderst anstrengt forhold til nytårsaften og al den ståhej, der fylder sagerne og ugerne op til aftenen. Der er utallige lister at forholde sig til, og alt skal gøres op på en top-ti. Ikke mindst i år, hvor vi slutter et årti, og sentimentaliteten derfor er ekstra stor. Lyder jeg træt? Det er jeg.

    Lyder jeg sur? Det er jeg ikke.

    Jeg vil alligevel (som alle andre) sige lidt om mit år, for det har været en rutchetur af den vildere slags.


    Jeg lå stille med stress

    Jeg blev opsagt og mistede al tro på egne evner

    Jeg gik på kursus i stresshåndtering (læs: gik ture og trak vejret ved et bål)

    Jeg læste kun bøger skrevet af kvindelige forfattere, og jeg sprang ud som en form for feminist.

    Vi købte et hus

    Vi flyttede ind i huset og opdagede at der ikke er noget vandtryk i huset

    Vi holdt påskefrokost for min familie

    Jeg blev meldt ledig

    Jeg gik på jobsøgningskursus og mødte flinke mennesker

    Jeg kom i praktik og fandt endegyldigt ud af at jeg ikke trives med markedsføring

    Jeg drak meget iskaffe

    Jeg overvejede om jeg skulle læse videre til lærer

    Jeg mistede kontakten til venner, men fik også nye, spirende venskaber

    Jeg kæmpede en forgæves kamp imod ukrudt i haven

    Jeg kom til jobsamtaler, men fik ikke nogen jobs

    Jeg blev ufatteligt glad for min psykolog

    Vi blev enige om at enebørn ikke er forkerte

    Der blev holdt polterabend for mig og jeg var god til lasergame

    Vi blev gift og jeg skiftede efternavn

    Vi var til samtaler på friskoler, og besluttede endelig hvilken skole D skal gå på.

    Jeg fik endelig et vikariat på et bibliotek, og begyndte at tro en lille smule på mig selv igen

    Jeg gik på juleferie og forsøgte at få pulsen ned

    Vi holdt juleaften i vores nye hus, og fik etableret nye traditioner (og fandt også ud af hvad vi ikke vil i fremtiden)

    Vi holdt julefrokost for min familie


    Og det var vist det. Hvad du ikke her kan fornemme er al tvivlen, de søvnløse nætter, sommerfuglene i mave, glæden, raseriet og meget andet.

    Jeg glæder mig til det nye år, men jeg kan samtidig ikke helt overskue det. Det er meningen jeg skal anskaffe mig et kørekort, jeg skal finde ud af om bibliotekarjobbet er noget for mig, vi skal have D. sendt i skole (!), og vi skal forsøge at finde os til rette i det rigtige voksenliv. Det er godt, det først er i morgen. Skål!

    familie

    TabuTorsdag: Når storken ikke kommer tilbage

    Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der sidder med følelsen af at tingene aldrig falder helt i hak. I håb om at følgende ikke kommer til at lyde alt for selvynkende, så er jeg alligevel nødt til at slippe et par ord om noget, der driller mig.

    Der er det helt åbenlyse: Det jeg før har skrevet om her og her.

    For at gøre ondt værre, er jeg også fyldt med varig bitterhed over min egen krop. Billedet over dette indlæg er nemlig ikke en annonce rettet imod dig. Det er et screendump fra min Facebook-side, og det er jeg træt af.

    Vi skal ikke have flere børn

    Desværre er det et valg, vi af naturen er blevet påtvunget. Vi kan kun få flere børn, hvis vi betaler ufatteligt mange penge for behandling. Penge, vi ikke har.

    Det har taget mig tre år at blive nogenlunde ok med den beslutning, og jeg har lært at leve med (og svare ærligt på ) folks nysgerrige spørgsmål.

    Og her er jeg, ganske uhøfligt, nødt til at indskyde en bemærkning: Det er fint at være nysgerrig, men det er faktisk ikke okay at spørge.

    Især hvis du ikke er tæt ven og ikke allerede har set mig græde over livets uretfærdighed.

    For eksempel har de fleste forældre i børnehaven efterhånden spurgt ind til vores situation. Selvom jeg normalt kækt svarer tilbage med sandheden og jeg kun sjældent bliver irriteret, så er det stadig sårbart. Jeg kommer aldrig til at forstå at sådan et spørgsmål er accepteret smalltalk på linje med vejrudsigten. Ikke mindst fordi der i spørgsmålet “Skal I ikke snart have endnu et barn?”, ligger en antydning af at det er unormalt og forkert kun at få et enkelt barn.

    Det er simpelthen en sætningsstruktur med indbygget skam.

    Selvom spørgsmålet bare bliver stillet af almindelig interesse og er et forsøg på hyggelig smalltalk, og på trods af at jeg ikke er stor fan af tabu’er, så er det alligevel en akavet snak at tage der, henover gummistøvler, trætte børn og instruktioner om at tage termotøj på.

    Det er det samme som hvis du er i tvivl om en kvinde er gravid: Lad være med at spørge! Måske er hun i virkeligheden bare tyk.

    Og jo, her føler jeg mig også lettere truffet, for jeg er tyk, og bliver derfor endnu oftere spurgt ind til indholdet af min mave.

    Jeg er så heldig at spørgsmålene og det ærlige svar har været med til at danne grobund for spirende venskaber til (i denne situation) andre forældre, men det er kun undtagelser.

    Normalt bliver det ekstremt akavet, og det er flere gange endt ud i dårlige jokes og pinlige tilbud om både sæd- og ægdonationer. Og nej, det er ikke noget jeg finder på.

    De opmuntrende historier om “din kusines sterile kusine, der fik et barn efter fem års intensive behandlinger, og så blev naturligt gravid hurtigt bagefter”, hjælper heller ikke. Det samme gælder med råd om vitaminer og mineraler. Historierne gør det værre, for når andre oplever mirakler, hvorfor gør vi så ikke? Og hvis jeg var i tvivl om vores kostsammensætning, så ville jeg spørge en læge.

    Jeg tænker stadig dagligt på det manglende barn, men det føles med som et afsluttet kapitel. Jeg er kommet til det punkt, hvor det er okay, når M. sætter vores gamle babyting til salg. Jeg ved også at D. alligevel er ved at være for gammel til at blive storesøster. Det er okay. Man kan ikke få alt i livet, og vi er ufatteligt heldige med den datter, vi har fået.

    Kan du fornemme at der er et “men” på vej? Og at det nu bliver virkelig tungt?

    Der er, og vil nok altid være, en varig følelse af tab ved ikke at kunne få flere børn. Vi fik også hjælp til at blive forældre første gang, men det slog mig slet ikke ud på samme måde. I dag ved jeg, det var fordi jeg slet ikke havde en ide om, hvad vi ville gå glip af, hvis behandlingen ikke resulterede i en baby. Jo vist, vi havde en drøm og en stor længsel efter at blive en familie, men vi ville nok godt kunne have fundet os tilrette i en anden form for liv. Dermed slet ikke sagt at det er tilfældet for andre barnløse, men sådan var det for os.

    Nu ved vi til gengæld, hvad vi går glip af.

    For hver måned der går, snyder min krop mig og selvom jeg ved at chancen for at blive gravid er nogenlunde lig nul, så når jeg altid at få en lille gnist af håb. Det føles med andre ord som at blive kvast måned efter måned. I går greb jeg mig selv i at overveje fordelene ved at blive steriliseret. Så kunne jeg da i det mindste helt lægge drømmen fra mig.

    Det er en dramatisk tanke, men infertilitet har for vane at traumatisere, samtidig med at du dagligt bliver mindet om alt det, der ikke er.

    Jeg er ikke længere ved at falde omkuld af sorg og misundelse når venner og bekendte annoncerer familieforøgelse. Det har ellers altid været noget af det sværeste for mig. Jeg er oprigtigt glad på andres vegne, men det har været en seriøs øvelse at mestre.

    Jeg har de sidste par år følt mig som et lillebitte menneske, fordi jeg netop har haft så svært ved at acceptere at babylandet er lukket for os, mens alle andre åbenbart skyder børn ud med raketfart. Jeg har følt mig som et utaknemmeligt skarn, der burde være taknemmelig for det vi har. Vi er jo ikke barnløse. Vi er børneløse. Det har i sig selv været et kæmpe tabu og ekstremt ensomt. Det er først fornyligt at det er gået op for mig at vi ikke er alene og at “secondary infertility” rent faktisk er noget, der rammer mange. Vi snakker bare ikke om det. Det burde vi gøre.

    Men hov, skrev jeg ikke lige at I skulle lade være med at stille det der spørgsmål med “Hvornår kommer der endnu en baby?”. Jo, det gjorde jeg.

    Men der må jo være andre måder at tage snakken på, ikke?

    Kh, Lea

    familie, Jobsøgning

    Siden sidst

    • Er vi blevet gift. Det var præcis lige så afslappet og hyggeligt som vi drømte om.
    • Kan jeg stadig ikke forstå at vi er så heldige med vores familier.
    • Kan jeg ikke helt vænne mig til at jeg har fået et nyt navn.
    • Har jeg fået et afslag jobbet fra det forrige indlæg. Det kom ikke som en store overraskelse.
    • Har jeg været forfærdeligt skuffet over ikke at få det job. Men nu ved jeg i det mindste, hvad jeg gerne vil arbejde med.
    • Har jeg haft sidste dag i praktik. Det var et virkelig fint og rart firma. De var dog nok ikke lige så imponerede over mig, som jeg var af dem.
    • Har jeg haft svært ved at finde motivationen til at fortsætte jobsøgningen. Der er jo ingen, der vil ansætte mig.
    • Bliver jeg ved med at drømme om at lave et børnekulturhus med fokus på leg og læring.
    • Har vi været til begravelse, da den sidste oldemor døde. Hende kommer vi til at savne.
    • Har jeg haft verdens hyggeligste bogklub på besøg til rosé, pizza og italiensk tv-serie. Det var dejligt.
    • Jeg lavede også en perfekt cheesecake. Den kan du finde her.
    • Har vi valgt skole til D. Valget var faktisk slet ikke så svært, da vi kom ud til friskolen. En gang i mellem skal man (læs: jeg) bare lade være med at overtænke alting.
    • Er jeg ovenud lykkelig ved tanken om at der er madordning på skolen. Vi slipper med andre ord for madpakkehelvedet.
    • Bestilte jeg i søndags tøj på nettet. I morges stod der en pakke foran hoveddøren. Alt tøjet passede perfekt og var oven i købet pænt. Det er et moderne mirakel!
    Jobsøgning

    Ti ting, du nok ikke skal nævne til jobsamtalen

    Du er endelig blevet kaldt til en drømmesamtale og du er ved at gå ud af dit gode skind af glæde og iver. Det er nemlig både trist, ensomt og ualmindeligt hårdt at være arbejdsløs. Du bruger flere timer på at forberede dig og på at skrive noter, så du er sikker på at huske alle de geniale ting, du kan sige for at sikre dig jobbet.

    Du har forberedt en solid elevator-tale og har taget dit skarpeste sæt tøj på. Dagen oprinder og du kommer præcis ti minutter for tidligt til samtalen. Du ved, ikke for tidligt, så du risikerer at rende ind i den person, der har været til samtale før dig, men heller ikke så sent, at du bliver presset og lugter af sved.

    Døren til lokalet går op, og du bliver inviteret ind af ansættelsesudvalget.

    Du giver hånd, tager imod tilbuddet om en kop kaffe, og så begynder alt det sjove.

    Du åbner munden, og ud falder en ordstrøm uden lige.

    Du glemmer alle gode intentioner, elevatortalen er pist forsvundet og i stedet kører du direkte imod jobsamtaledøden.

    Dette er den ultimative liste over ting, du ikke skal sige:

    1. At du har brudt den sociale arv, fordi du har fået en uddannelse
    2. At du snart skal giftes
    3. At din svigermor bor på den anden side af vejen og at I ofte vinker til hinanden.
    4. At dit barn er rødblond, men at du håber, hun bliver sådan rigtig rødhåret med tiden.
    5. at din grandfætter flyver ind fra USA for at deltage i dit bryllup
    6. at du ikke kan strikke og gå rundt på samme tid (WTF?),
    7. At din største svaghed er, at du har en tendens til at gå for meget op i dit arbejde, og at du derfor har en forhistorie med stress.
    8. At du har haft en vækkelse (uden at det involverede en gud) mens du boede i Norge, og at du derfor nu ved, at du skal arbejde med mennesker.
    9. At din kæreste er tidligere håndboldtræner, men at du selv er yderst boldforskrækket.
    10. At du bager en virkelig god (kvaje)kage, og at du nok skulle have taget noget med til samtalen.

    Lyder det urealistisk og fjollet? Kender du ingen, der kunne på at være så utjekket til en samtale?

    Så var du tydeligvis ikke den jobsamtale, jeg var til i morges.

    Sagde jeg fornuftige ting ind i mellem rablerierne?

    Muligvis.

    Kan ansættelsesudvalget huske de fornuftige ting?

    Jeg tvivler.

    Tror jeg, at jeg får det job, jeg har gået og tænkt på i en evighed?

    Næppe.

    Bøger

    Et barn af bøger

    Da jeg var barn fik jeg altid bøger i gave. Det føltes i hvert fald sådan. Det er den historie, jeg altid har fortalt, når jeg er blevet spurgt om hvor min interesse for bøger kommer fra. 

    I virkeligheden er jeg ikke sikker på at det faktisk var sådan det forholdt sig. I dag mindes jeg nemlig primært at jeg havde bøger, der var gået i arv fra mine søster og fra min mors egen barndom. Der var en meget slidt udgave af Pelle Haleløs, talrige Astrid Lindgren-bøger og en hel række med Ole Lund Kirkegaard-bøger, der alle så ret triste ud. Min yndlingsbog var verdens smukkeste billedbog fra Gyo Fujikawa, som jeg stadig ejer.  

    Selvfølgelig fik jeg også bøger i gave. De stærkeste minder fra min barndom handler nemlig om de bøger, jeg fik foræret. Jeg kan huske at jeg fik lille sorte Sambo da jeg fyldte tre. Det var årets bedste gave, for jeg kunne den allerede udenad. Jeg kan huske at jeg fik Peter Pedal i julegave af min dagplejer. Jeg kan huske at jeg fik bogen om elefantkongen Babar af min far. Jeg fik bogen og et kassettebånd med Krummerne af min søster da jeg var syv år. Det var også hende, der gav mig mine to eneste bøger om Troldepus. Jeg kan huske hvornår jeg fik bøgerne. Jeg kan huske, hvor jeg sad, da jeg fik dem. Jeg kan huske hvordan gavepapiret så ud. Jeg kan endda huske, hvordan bøgerne lugtede. 

    Jeg var et barn af bøger, for jeg var et ensomt barn. 

    Jo, det ser sørgeligt ud, når det står skrevet sådan. Det er heldigvis først de seneste år, dette er gået op for mig. Jeg havde aldrig mange venner, og jeg deltog ikke i fritidsaktiviteter. Når jeg kom hjem fra børnehave og skole var jeg for det meste enten på Fregatten eller hjemme hos min mormor. Jeg havde enkelte gode venner både i børnehaven og i skolen, men jeg følte mig i bund og grund altid forkert og anderledes, og jeg fortalte aldrig nogen om, hvordan jeg havde det. Der var i øvrigt heller ingen der spurgte. Jeg er ikke enebarn, for jeg har søskende, men de boede ikke hos os, så jeg var altid alene. På den måde blev bøgerne et tilflugtssted for mig. 

    I dag ved jeg at bøgerne hjalp mig, og gav mig læ i det stormvejr der var min barndom. 

    De fleste af mine bøger fra dengang står stadig i bogreolen, og bliver flittigt benyttet af vores datter. Hun er fem år gammel og har samme alder som jeg havde, da jeg fik Babar af min far. Jeg læste højt for hende da hun lå i min mave og hun har fået læst godnathistorie siden hun blev født. Hun falder ikke i søvn med en iPad i hånden, men med en bunke bøger i sengen. Bøger fungerer ikke som et tilflugtssted for hende, men som et naturligt element i hendes liv. Hun er også et enebarn, men hun kommer forhåbentligt ikke til at tænke på sig selv som værende et ensomt barn. Det er jeg stolt af.

    Jeg tror på undersøgelserne, der siger at børn, der har fået læst bøger højt som små, både selv læser mere som voksne og klarer sig bedre i deres voksenliv. Jeg tror også på at litteraturen gør mennesker mere empatiske og rummelige i mødet med andre. Jeg er også så gammeldags at jeg er overbevist om at god børnelitteratur er grundlaget for al videre dannelse. Dannelse er nemlig ikke et fy-ord i min verden, men nærmere en mangelvare i en verden, der ofte har alt for travlt med Instagram, Snapchat og Youtube. 

    Derfor ligger det mig også meget på sinde, at D. bliver introduceret til mange forskellige slags bøger i sin barndom. Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard er gode, men nutidens børnelitteratur kan så meget andet og mere. Det er heller ikke en særlig begivenhed, når der dukker nye bøger op i D.´s bogsamling. Hun kommer ikke til at kunne huske hvornår hun har fået hver enkelt bog, men det er også ok. Det fleste bøger er alligevel hentet hjem fra biblioteket, hvor udbuddet er enormt, og hvor børn har en fest. Netop bibliotekets rolle som børnekulturformidlende institution kunne jeg skrive meget om, men der er ingen der kan forklare det lige så godt som geniale Kathrine gør ovre hos #1000bøger.

    I anledning af dagens #septemberbøger vil jeg afslutte med denne (måske lidt banale) tanke: Hvis børnelitteraturen kan rykke vores perspektiv og hjælpe os med at forstå verden, mens vi er bittesmå – hvilken forskel kan den så ikke gøre, når vi render stressede og forvildede rundt og forsøger at finde mening i vores voksne liv?

     

    Bøger

    At være en utro læser

    Det er første dag i september, og som jeg skrev om i går, betyder det for mit vedkommende projektet #septemberbøger på Instagram. Jeg startede derfor dagen med at finde en bog, jeg læser lige nu. Det burde ikke være så svært, men jeg er i øjeblikket i gang med intet mindre end ni forskellige romaner på samme tid. Ja, ni.

    På mit natbord ligger der tre forskellige bøger:

    • Urmagerens datter – Kate Morton
    • Wild – Cheryl Strayed
    • Max, Mischa og Tet-offensiven – Johan Harsted (som jeg kun har læst 25 sider i, på grund af denne regel)
  • I stuen er der to bøger:
    • Pariseren – Isabella Hammad
      Women Talking – Miriam Toews

    På telefonen har jeg gang i intet mindre end fire e-bøger:

    • Heartburn – Nora Ephron (Den er episk!)
    • Outlander, guldsmed i rav – Diana Galbaldon
    • Bonjour Tritesse – Françoise Sagan
    • Vores elskede – Kamila Shamsie

    Det er ikke unormalt for mig – sådan har det faktisk altid været. Jeg er bare ikke en “one book at a time kinda woman”. Tværtimod. Det er for det meste ok, men det betyder selvfølgelig også at jeg ofte strander midt i romaner uden nogensinde at komme retur.

    Valget til #septemberbøger faldt i dag på Pariseren af Isabella Hammad. Jeg købte den for fjorten dage siden, men jeg begyndte først på den i går, da jeg lå syg.

    Den lover usædvanligt godt: Det er en smuk slægtsroman om mødet mellem Mellemøsten og Europa i brydningsårene i starten af det tyvende århundrede.

    Jeg glæder mig til at følge den unge Midhat Kamal, der tager til Frankrig for at læse medicin i 1914. Jeg forudser både historiske begivenheder, store dilemmaer, kærlighedsintriger og kultursammenstød forude. Det skal nok blive godt!

    Bøger

    #septemberbøger er her

    Det er ved at være den tid på året igen. Æblerne falder til jorden i haven, luften bliver koldere og dagene bliver kortere. Jeg er ikke ubetinget fan af efteråret, men der er én tradition, jeg er glad for: Instagram-legen #septemberbøger.

    “Ha! Hvad er det for noget nymodens stads?!”, spørger du sikkert (ikke) med en hånlig latter.

    Det er intet mindre end en genial leg, som Ringsted Bibliotek opfandt for et par år siden. Reglerne er såre simple: Hver dag i september poster man et litterært billede ud fra en simpel beskrivelse, og poster det med #septemberbøger.

    Jeg har forsøgt mig med det før, men hvert år har jeg kun fået smidt et par enkelte billeder op. I år tager jeg revanche! Eller… Jeg har i hvertfald planer om at forsøge.

    For mig er det en god refleksion over de bøger jeg har i min bogreol, samt en inspiration at se hvad andre deler. Det er en anden form for litteraturformidling, hvor vi mødes om bøgerne i et forum, der ellers kun sjældent er dedikeret til noget så gammeldags og umoderne som litteratur. Det er jeg utroligt begejstret for.

    Jeg håber, du har lyst til at følge med!

    familie

    Om at skifte navn

    Kan du huske det? De tidlige skoleår, hvor du forelskede dig for første gang? Du satte blyanten ned på papiret og skrev dit nye navn. Det navn, du ville få, når du blev gift med din eneste ene*.

    Jeg mindes, at jeg var ni år, da jeg første gang gjorde det. Både det med at blive forelsket, men også det med at tegne hjerter og bytte mit efternavn ud med mit hjertes udkårnes.

    I mit tilfælde var det ikke en dreng fra klassen, men i stedet verdens smukkeste fyr, der både kunne synge og charmere. Nej, det var ikke Nick fra Backstreet Boys eller Mark fra Take That. Det var Taylor.

    Hvem?

    Taylor Hanson!

    Ja, “ha-ha!”, grin du bare, men jeg var stor fan af Hanson. Dem med Mmm-Bop. Drengene, der lignede piger, fordi de havde langt hår. Men jeg sværger, de lavede altså noget god musik. Og jeg skulle giftes med Taylor. Den midterste bror, der sang. Punktum.

    Jeg brugte altså en stor del af tredje klasse på at skrive Lea Hanson i mine notesbøger. Fjollet, jo, men sådan er det med hormoner. Jeg overvejede endda om vores underbo Fru Hansen mon var i familie med drengene, men jeg turde ikke spørge hende.

    Nå, men nu til sagen.

    I disse dage har jeg gang i samme tankespind som for 22 år siden. Denne gang er der dog mere praktiske grunde til det. Vi skal giftes, og derfor skifter jeg efternavn. M. og jeg har snart været sammen i 11 år, så det er vel på tide. Jeg har altid leget med tanken om, at jeg en dag ville blive en rigtig del af min svigerfamilie, og komme til at hedde det samme som dem. Jeg elsker min svigerfamilie højt, selvom jeg ikke altid er overbevist om at de følelser er gengældte**. Der er alligevel noget grænseoverskridende ved at annektere deres efternavn.

    Jeg har nemlig altid identificeret mig 100% med mit navn. Hvor andre tænker på deres navne som noget de har, så er mine mellemnavne og mit efternavn noget jeg er. Jeg er en Erfurth. Jeg er en Rathcky. Jeg er en Frederiksen. Vel at mærke med alt det, det indebærer af historier, traumer og fællesskaber. Jeg har aldrig været irriteret over det besværlige i at skulle stave og gentage mine navne. Jeg har tværtimod været stolt af det. Jeg siger farvel til Frederiksen, og bliver i stedet til en Saxtoft. Det er underligt.

    Jeg forstår faktisk ikke, hvordan man helt nonchalant kan skifte navn uden at det ryster hele det fundament ens identitet bygger på. Jeg kan ikke lade være med at have en irrationel frygt for at jeg dagen efter brylluppet vågner op som en helt anden person. At alt jeg har været, pludselig er blevet udvisket og erstattet af noget, som jeg ikke helt ved, hvad er. I det usandsynlige tilfælde at dette rent faktisk skulle ske, håber jeg at jeg pludselig er i besiddelse af nogle af de (mange!) gode karaktertræk M og min svigerfamilie besidder: tålmodighed, rolighed, beskedenhed og et positivt livssyn. Det ville klart forbedre mig som person.

    Der er også en dimension af tryghed ved at vide at jeg er i sikkerhed og at jeg helt officielt hører til i min egen lille familie. Det er med garanti godt for sådan en rodløs dame som mig, der generelt har haft svært ved at finde ro.

    Men Lea, det er jo kun et af dine navne, der bliver ændret? Og så kommer I jo endelig til at hedde det samme, som en rigtig familie? Ja og nej.

    Jeg får et endnu mere besværligt navn, for jeg nægter at skille mig af med mine mellemnavne***. Det positive er, at jeg endelig får et bevis for min tilknytning til M. Vi kommer dog ikke til at hedde det samme. D. har det ene af mine mellemnavne og M. gifter sig til det andet. Med andre ord: Tre personer med tre forskellige navne. Det er nøjagtigt lige så rodet og ustruktureret som jeg er. På den måde er det godt at vide, at jeg også bringer noget med ind i ægteskabet…


    *) Lad os lige her fokusere på det problematiske ved at piger allerede fra barnsben er så indoktrinerede af kønsrollernes tyranni at de drømmer om at bytte en del af deres identitet ud med en drengs navn. Jeg tvivler på at ti-årige Anton drømmende bruger sine ledige stunder på samme sysler. Jeg kunne skrive længe og harmdirrende om dette, men jeg skal nok lade være.

    **) Jeg er ikke sikker på at nogen i virkeligheden kan lide mig. Det gælder ikke kun for min svigerfamilie. Hvis jeg var en superheltinde ville mit navn være “Low-selfesteem-Woman”. Min superkraft ville være evnen til at skræmme superskurke væk med mine angstfyldte overvejelser om folks syn på mig.

    ***) Jeg er skilsmissebarn. At bede mig om at vælge imellem mine mellemnavne er som at bede mig om at vælge mellem mine forældre. Det går ikke og det sker ikke.


Warning: Use of undefined constant custom_pagination - assumed 'custom_pagination' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/fabulea.dk/public_html/wp-content/themes/alexandra/index.php on line 37