Follow:
    Uncategorized

    New Year – New me

    … Eller noget i den retning.

    Det starter altid på samme måde. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vågner altid den 1. januar med to grundfølelser: Træthed (læs: en smule tømmermænd) og en gryende optimisme.

    Optimisme er ikke en følelse, jeg normalt beskæftiger mig med i mit register, så det er altid en underlig følelse at ligge fladt på sofaen med en kildrende fornemmelse af håb.

    Jeg har forlængst opgivet tanken om nytårsforsætter, men min krop er altid så tæsketræt efter et langt efterår og en endnu længere december, at den hungrer efter nye tider. Nye hobbyer. En ny, aktiv livsstil. En ny karriere. Et liv som et produktivt menneske.

    I dag, den 1. januar 2021 er ikke spor anderledes. Jeg har brugt dagen i nattøj og har skiftevist set film, læst bøger og strikket. Og så har jeg lagt planer. Jeg orker ikke engang uddybe hvor dumt et år 2020 var. Alle snakker om det, og mit år var ikke anderledes end hvad mange andres. Det virker derfor også både naivt og en anelse håbløst at planlægge og drømme om et lyst 2021. Alligevel kan jeg ikke lade være.

    I mit hoved har jeg derfor en alenlang liste med hensigtserklæringer, der bl.a. inkluderer følgende punkter:

    Skriv mere. Her, men også i det worddokument, der alt for længe har ligget brak i min dokument-mappe

    Skab mere. Lær at brodere. Lær at sy patchwork. Lær at strikke patentstrik. Og strømper.

    Mal. Altså væggene i huset. Men også på papir.

    Få en karriere. Efterhånden skriver jeg det mere af pligt end af så meget andet.

    Research. Mængden af familiedokumenter er mangedoblet siden min mors død. Jeg vil virkelig gerne blive klogere på hende, vores familie og mig selv.

    Læs. Det er en no-brainer. Men i stedet for at styrte rundt og læse den sidste nye anmelderroste litteratur, håber jeg at dykke ned i alle de gamle bøger, der allerede står i mine reoler.

    Del mere. Her, men også på Instagram. Jeg vil enormt gerne blive mere modig til at dele mine historier med verden. Der må da være nogen derude, der vil finde noget af mit nonsens interessant.

    Træk vejret. Det er jeg enormt dårlig til at huske at gøre.

    Bliv et venligere menneske. Nej, jeg er ikke et ret venligt menneske – hverken overfor andre eller mig selv. Det er et work in progress.

    Jobsøgning

    At tage afslag med løftet pande

    … Har aldrig været en af mine forcer. Jeg er blevet bedre til det, men jeg er stadig typen, der kan bruge timer, dage og måneder på at tænke på alt det, jeg skulle have gjort anderledes.

    For en uge siden var jeg til jobsamtale og om en halv time har jeg et telefonmøde med min a-kasse. Det bliver endnu en af de samtaler, jeg altid frygter, for jeg har intet nyt at fortælle.

    Jeg har ikke fået svar på jobsamtalen, og det betyder én af tre ting:

    1. De sidder i lønforhandling med en anden kandidat

    2. De er ved at lave genopslag på stillingen (har jeg endnu ikke oplevet)

    3. Jeg var så elendig til samtalen, at de har glemt alt om mig (Det har jeg prøvet én gang før – det var ydmygende!)

    Under alle omstændigheder, er jeg meget sikker på, jeg ikke får jobbet, og det er… Altså, det er faktisk okay. Og det er en helt ny oplevelse for mig.

    Jeg har efterhånden været til et hav af samtaler, siden jeg blev færdig med min uddannelse for otte år siden. Jeg har ikke tal på dem, og jeg kan ikke huske dem hver især. Hver gang er jeg taget derfra med en følelse af ikke at slå til og en fornemmelse af nederlag. Men jeg har efterhånden lært et par ting:

    Afslag er aldrig personlige. Det har intet med mig at gøre – de har bare haft en anden kandidat, der passer bedre ind i deres set-up.

    En samtale er ikke en eksamen. Jo, man skal sælge den bedst tænkelige version af sig selv, men det handler også om at vurdere og stille modkrav til virksomheden.

    Og nej, det er ikke raketvidenskab, men det har været ret revolutionerende for mig at gøre begge opdagelser. Jeg har siddet til mange samtaler, hvor jeg nærmest desperat har snakket dem efter munden, undladt at stille undrende spørgsmål og hvor jeg udelukkende har fokuseret på arbejdsopgaverne, og ikke har spurgt ind til arbejdsmiljøet. Altsammen ud fra devisen om at jeg ville være “heldig”, hvis de i det hele taget overvejede at ansætte mig, så det var nok bedst at spille underdanig.

    Et par elendige fuldstændigt latterligt elendige ansættelser senere, er jeg blevet klogere. Derfor er det okay, at jeg nok ikke får ansættelsen, selvom det føltes som et godt sted at arbejde. Det er helt sikkert for det bedste i det lange løb. I stedet tager jeg det som et kompliment, at de fandt min ansøgning og profil så interesant, at de inviterede mig til en samtale.

    Med 162 ansøgere til et enkelt job, føles det nemlig som en sejr i sig selv.

    Bøger, familie

    At gå på opdagelse

    Da min mor døde, gik jeg i stå på en uventet måde. Jeg blev ikke opslugt af sorg på samme måde, som mange andre gør, når deres forældre dør. Nej, jeg gik i action-mode. Jeg er stadig ikke blevet ramt af en voldsom sorg, og jeg er faktisk i tvivl om jeg vil blive det. Mit forhold til min mor var, mildest talt, kompliceret.

    Vi er nu kommet så langt at vi næsten er klar til at overdrage nøglerne til min mors lejlighed til hendes udlejer. Vi har ryddet det hele, gjort rent efter bedste evne, og kan se lyset for enden af tunnelen. Det har været en frusterende proces, for jeg er en type, der ikke er god til langstrakte projekter (i mangel på bedre ord). At være afhængig af Skifterettens Corona-forsinkede sagbehandling, andre familiemedlemmers kalendere og generel logistik er ikke noget, jeg er fan af. Jeg ville helst bare have overstået nedpakningen på en weekend, og så lukke døren bag mig.

    I min kaotiske tilstand de sidste to måneder, har jeg dog også været ret elendig til at skille mig af med min mors ting. Vores garage er pakket med plakater, møbler, artefakter og, ikke overraskende, en anseelig bogsamling.

    Og det er netop det sidste, jeg vil komme ind på. Min mor elskede at læse, og hendes lejlighed var et overflødighedsbæger af romaner. Hun havde bogreoler overalt, og hendes borde var fyldt med god litteratur. Jeg kunne ikke redde alt, og det var heller ikke alt, der havde min interesse, men der står nu omkring 350-400 bøger ude i vores garage.

    Jeg har vasket og hver eneste bogforside af i grundrens, og har støvsuget hver bog efter bedste evne. Der står skåle med eddike overalt i garagen i håb om at det kan tage 40 års cigaret-dunst, og så er jeg ellers på jagt efter en anti-lugt-mirakel, der kan fjerne resten. Alternativet er nemlig at skille sig af med samlingen, og det nænner jeg ikke – heller ikke selvom at 99% er gulnede, slidte paperbacks.

    Der er mange klassiskere, og der er mange, jeg aldrig har læst. Det er mit nye projekt: At læse mig igennem min mors bøger. Og i ny og næ dele mine tanker om det her på bloggen. For bøger er ikke kun bogstaver på papir; Det er nye uudforskede verdener, og det er minder om de mennesker, der har haft bøgerne før os.

    Det glæder jeg mig til at give mig i kast med.

    I mellemtiden: Har du et tip til at få røglugt ud af bøger?

    Jobsøgning

    Status på Dagpengeland

    Det regner udenfor, klokken er 8, og jeg har allerede drukket to kopper kaffe. Jeg havde lyst til at løbe en tur (vent, hvad?!), men det er for koldt og for vådt til det.

    Klokken 11 skal jeg til Jobcentermøde, og som altid er jeg både nervøs og lidt bange.

    Jeg har verdens sødeste jobkonsulent, og selvom jeg ved, der intet farligt er i den halve times møde, har tanken om det alligevel holdt mig vågen i to nætter.

    Jeg føler altid, jeg kommer med dårlige undskyldninger til vores møder. Undskyldninger for at vi endnu engang sidder der. Undskyldninger for at jeg ikke har fået ringet til nok mennesker. Undskyldninger for at jeg ikke sender ansøgninger hver dag. Undskyldninger for at jeg ikke kommer til samtaler. Undskyldninger for det hele.

    Jeg undskyldte endda engang for at verdens sødeste jobkonsulent skulle bruge sin tid på at mødes med mig.

    Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der er fanget i Dagpengeland. Jeg ved, jeg langt fra er den eneste i min generation, der har problemer med at bide sig fast i jobmarkedet. Men jeg føler mig som den eneste, der ikke kan bruges til noget som helst.

    Og det er et problem.

    Jeg aner bare ikke, hvordan jeg skal løse det problem.

    Nu vil jeg lave dagens tredje kop kaffe, trække vejret dybt og krydse fingre for at mine undskyldninger i dag er færre end normalt, og at verdens sødeste jobkonsulent har et forslag til en vej videre. Eller at hun i det mindste ikke æder mig.

    Det ville være en virkelig uheldig afslutning på en fredag formiddag i Dagpengeland.

    Sundhed

    Om at være rund pt. 5

    Kan du huske, da jeg sidst skrev om at være tyk? Jeg var ved lægen, og det gik ikke ret godt, for jeg blev ikke taget seriøst. I stedet gik jeg hjem og lod være med at spise i tre dage derefter, fordi lægen havde formået at få mine tidligere mad-problematikker til at blusse op igen.

    Hvilke problematikker, tænker du måske.

    Jo, ser du:

    Jeg har aldrig haft et normalt forhold til mad. Da jeg var barn, bestod morgenmad af lyst toast-brød med tandsmør, og der var ingen, der snakkede om ernæring.

    Jeg dyrkede ikke idræt i min fritid, og gymnastiktimerne i skolen var bare en endeløs række af ydmygelser, hvor jeg konstant følte mig forkert, fremmedgjort og elendig.

    Da jeg begyndte at få lommepenge, købte jeg slik og kager som jeg spiste i smug.

    Da jeg blev teenager, var jeg overbevist om at jeg var fed og klam, så ofte bestod mit eneste måltid indtil aftensmaden af en krydderbolle.

    Da jeg flyttede hjemmefra havde jeg ingen penge, så jeg spiste pasta med ketchup, og ris med soya til aftensmad. Når jeg flottede mig, købte jeg en maxipakke med ultra-tynde koteletter, som kunne række i 14 dage, hvis jeg frøs dem ned enkeltvist.

    Da jeg mødte M., og fik et egentligt madbudget, faldt der ro på mig, og jeg lærte at nyde mad – og at spise normalt.

    Og jo, selvfølgelig spiser jeg stadig søde sager, men hvem gør ikke det?

    Sagen er, at jeg i en alder af 33 år har fået et langt mere afslappet og sundt forhold til min kost. Jeg har ikke ejet en vægt i fem år, og jeg forsøger at lytte til min krops behov, når det kommer til kost. Men jeg er alligevel ikke stærkere end at en forhippet læge kan knække mig.

    Jeg fik taget blodprøver hos lægen, og da han ringede tilbage med resultaterne et par uger senere, fortalte jeg ham om min oplevelse.

    Jeg fortalte hvor ked af det han havde gjort mig, at jeg ikke følte, jeg var blevet hørt, og at hans fokus på min overvægt havde skubbet mig tilbage i et usundt mønster, som jeg havde brugt mange år på at bryde.

    Det beklagede han. Sådan skulle det selvfølgelig ikke være. Det var jo hans job som læge at se det hele menneske, og finde årsager og løsninger på problemer. Det var bestemt ikke hans job at skabe problemer, og han var ked af at jeg havde følt mig marginaliseret.

    Men, for selvfølgelig er det et men: Mine blodprøver var alle fine. Jeg mangler ikke vitaminer, jeg har ikke stofskifteproblemer og der var ingen tegn på sygdom, så mine symptomer måtte nødvendigvis skyldes min overvægt.

    Og så begyndte det forfra; Vægttab, motion, kostomlægning, diætist, træningsforløb.

    Og jeg betakkede mig. Jeg undskyldte mig med min nyligt afdøde mor, og fik afsluttet samtalen, velvidende at jeg ikke vil have lyst til at nærme mig den læge igen.

    Hvorfor skriver jeg om dette? Mit besøg hos lægen er privat, og det samme er mit helbred. Det angår ikke andre, men alligevel har jeg en stærk formodning om, at der sidder andre mennesker derude, der har brug for at vide, at de heller ikke er alene. At det, at de er tykke også er blevet omdrejningspunktet for den måde, de bliver set på af andre. Jeg kan i hvertfald umuligt være den eneste.

    Jeg ved, jeg ikke er den eneste.

    Det er ganske enkelt: Når vores værdi som mennesker bliver gjort op i antallet af kilo på vægten, så har det store konsekvenser. Det vil jeg gerne fortælle mere om de følgende uger.

    Jeg håber, du har lyst til at læse med.

    familie

    Om at miste

    En sen lørdag aften for 13 dage siden ringede det på hoveddøren, og udenfor stod to politibetjente, der var blevet sendt ud for at fortælle at min mor var blevet fundet død.

    Jeg græd. Ikke så meget af sorg, som af selve chokket og af lettelse. Jeg føler også sorg, men den handler ikke om at min mor er død – den handler om alt det, vi aldrig fik sammen.

    Jeg har altid vidst at hun ville dø tidligt, og jeg har i perioder også set frem til at det skulle ske.

    Det er ikke sådan noget man siger højt, og alligevel gør jeg det gerne. Der er ikke mange, der kan forstå den følelse af lettelse, stilhed og fred, som jeg også har følt de sidste 13 dage. De fleste mennesker kommer (heldigvis!) fra kærlige og støttende familier, hvor deres forældre er fikspunktet for det meste, og for dem er tanken om at miste et familiemedlem ganske grusom.

    Min mor var også et fikspunkt, men hun var sjældent et godt et.

    Jeg havde en hård barndom.

    Der var svigt, der var alkohol, vilde fester, og der var bekymringer. Der var ubetalte regninger, der var perioder uden telefon, el, gas og der var vrede breve med trusler om RKI.

    Der var også impulsive ferier til Paris, smuk kunst, høj, klassisk musik og bunker af stor litteratur.

    Der var skænderier, snak om seperation og skilsmisse, der var grænseoverskridende fortællinger, som mødre aldrig bør fortælle deres børn. Der var smadrede glas og knust porcelæn.

    Der var alle løgnene og skuespillet, der skulle gemme alt det grimme, så ingen fandt ud af sandheden. Der var også skammen og usikkerheden, der gjorde at jeg aldrig tog veninder med hjem fra skole. Der var et massivt bedrag, for at mine lærere ikke skulle opdage noget. Det gjorde de aldrig – så god var jeg. Jeg skinnede udadtil for at ingen skulle finde ud af hvor bange, jeg i virkeligheden var.

    Der var latter, og der var gråd.

    Der var Martini, der var hvidvin, der var rødvin, der var Pernod, der var Richard, og der var Pinex til at tage tømmermændene.

    Der var tårer, når hun faldt. Der var tårer, når jeg skulle samle hende op igen. Der var mistede tænder, og brækkede næser.

    Der var en tom pung, og der var altid en jagt på lånte penge. Der var lange timer, hvor jeg var alene hjemme. Når jeg kom hjem fra 1. klasse, vidste jeg at sedlen på døren med en tegning af et skib, betød at jeg kunne hente nøglen på Fregatten.

    Hos Fregatten havde jeg fri adgang til kandisstængerne. Jeg havde mit eget sæt service med klovne på Strandpavillionen. Hos Downtown havde de altid vaniljeis i fryseren. Vi var for fine til WestEnd, indtil jeg fyldte 14 år og far flyttede igen. Så kunne jeg hente min mor der, når jeg alligevel skulle hjem fra skole.

    Da jeg blev student, havde jeg ikke gjort det godt nok. Et 11-tal i Dansk var ikke godt nok. Jeg var aldrig god nok. Jeg var altid en skuffelse. Jeg var ikke lige så smuk som hende, jeg var ikke lige så klog som hende, jeg var ikke lige så petite som hende, jeg var ikke lige så munter som hende, jeg var ikke lige så belæst som hende, og jeg var ikke lige så charmerende som hende. Jeg lignede min far. Jeg var for tyk. Jeg var for høj. Jeg elskede ikke hende lige så højt, som hun elskede mig.

    Det sidste var klart min største forbrydelse i min mors øjne. Hun kunne sende giftpile afsted, og hun mestrede disciplinen, der hedder dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg have kontakt til min far, når nu det var hende, der havde gjort alt for mig? Hvorfor ville jeg ikke tilgive hende? Hun havde jo ikke gjort noget forkert.

    Hun var til det sidste blind for den skade, hun havde gjort, og det stod i vejen for så meget godt.

    Der er også de grusomme historier, jeg de sidste fem år har hørt fra andre: Om de ydmygelser, og de tæv livet gav hende. Det var historier, jeg længe forsøgte at skyde fra mig, for at beskytte mit eget liv. “Det er hendes eget valg”, blev til mit mantra, selvom jeg godt vidste, det ikke passede. De sidste tretten dage har jeg været omgivet af de historier, og jeg har set tydelige beviser for dem. Jeg har set forfaldet, jeg har set sporene i lejligheden og jeg har læst ordene. Jeg fortryder ikke, men det gør mig ondt, at hun ikke kunne slippe væk.

    For 10 dage siden stod vi kapellet og kiggede på hende. Hun lignede ikke sig selv, men en voksdukke. Det var fire år siden jeg sidst havde set hende, og hun lignede mere min mormor end det billede, jeg havde af hende i hukommelsen.

    Jeg lovede min mor at jeg ville give slip på hadet, og at jeg ville forsøge at huske hende for det, hun også var:

    Hende, der fortalte historien om Tommelise. Hende, der bagte verdens bedste chokoladekage. Hende, der hvert år pyntede op til jul natten inden den 1. december, så jeg kunne blive overrasket, når jeg vågnede. Hende, der altid serverede bagerbagt smørkage til morgenmad på fødselsdage. Hende, der var så lysende smuk, at jeg som barn drømte om at være hende. Hende, der drømte om kærlighed og tryghed, men aldrig fandt det.

    I dag, 13 dage senere, føles politiets besøg, turen til kapellet og bisættelsen som en evighed siden. Jeg føler, jeg vandrer igennem et ødeland af praktiske spørgsmål, jeg ikke kan besvare. Hvem skal have olielampen? Skal vi forsøge at redde hendes bøger, selvom de lugter af 40 års cigaretrøg? Hvordan skal vi nogensinde få tømt lejligheden, når nu hendes lejlighed ligger ud til Aalborgs mest befærdede busgade? Hvad gør vi med huslejen? Hvornår har Skifteretten behandlet hendes bo? Hvor stor en gæld efterlader hun sig?

    Og netop det er måske ikke så unormalt igen. Det kan godt være, jeg i mange år har vidst at vi tidligt ville komme til at sige farvel til min mor, men jeg havde ikke skænket de praktiske opgaver mange tanker. Det er der vel ingen der har, og måske er det også godt, at der pludselig er så meget, vi skal tage stilling til. På den måde får vi ikke mulighed for at sidde lammede tilbage og spekulere over alle de ting vi kunne have gjort anderledes.

    Det korte af det lange er dette: Min mor er død. Hun levede et hårdt liv. Hun er savnet for det, hun også var, men ikke for den person, hun som regel var. Resten er lige meget, og med tiden vil skammen, sorgen og den dårlige samvittighed forsvinde.

    Med lidt held er det lettelsen og kærligheden, der så vil fylde mest.

    Det fortjente hun. Det fortjener vi alle.

    Jobsøgning

    Gamle drømme og nye veje

    Det er otte år siden, jeg blev færdiguddannet fra universitetet, og jeg har endnu ikke fået sådan rigtig gang i en karriere. Det har været otte år, der har været fyldt med op- og nedture, og en famlen efter en identitet, som andre åbenbart er født med.

    Jeg har i mange år undret mig over, at alle omkring mig fik tingene til at falde i hak. Andre får det til at se så nemt ud. Vores venner har alle fået karrierer; de har taget fornuftige valg og de virker til at være tilfredse med deres udkomme. Vi har været længere tid om det, og jeg er sket ikke kommet i mål endnu. Jeg troede, jeg havde fundet løsningen, men så skete der noget med nogle urimelige arbejdsforhold og jeg ramte bunden med både stress og angst.

    Inden sommerferien var jeg glad, for jeg havde endelig fået foden indenfor i den litterære verden, og jobbet på et bibliotek var alt, jeg nogensinde har drømt om. Problemet med biblioteksjobs er bare at de er få, der er ekstremt mange kandidater om buddet, og min uddannelse er… Ja, den er mildest talt ved at være forældet.

    Jeg har nok også været urealistisk i forhold til mine egne kompetencer, og ikke ville indrømme overfor mig selv eller omverdenen hvem jeg er, og hvad jeg i virkeligheden gerne vil.

    Vil du høre det?

    Jeg er sådan en, der gerne vil hjælpe andre.

    Jeg vil gerne give andre en chance og få øje på dem, der har brug for en snak. Jeg vil gerne være hende, der åbner nye verdener. Jeg drømmer om at give andre det, jeg selv ville ønske jeg havde fået: Et kram, et klap på skulderen og en tro på, at de dur til noget.

    Jeg drømmer i grunden om at arbejde med børn og unge.

    Igen.

    Jep, den er god nok:

    Jeg tror, jeg drømmer om at være folkeskolelærer.

    Sundhed

    Om at være rund, del 4

    I dag var jeg til læge, og det var noget af en oplevelse. 

    Jeg er aldrig blevet behandlet som en tyk person af systemet før (altså udover glukoseprøver og foredrag, da jeg var gravid), men det blev jeg i dag. Jeg har ellers været rund i et stykke tid.

    Jeg havde bedt om en tid hos lægen, fordi jeg igennem længere tid har følt mig utilpas med en masse forskellige symptomer og følgevirkninger. Jeg fælder blandt andet absurd meget og ja, så har min vægt de sidste par år været stigende. Da jeg kom til det, nåede jeg ikke længere i min liste med dårligdomme, som ellers er markant længere end det. 

    Jeg ender altid med at græde, for det er åbenbart mit modus operandi, når jeg sidder overfor en læge. Jeg fortalte kort og hikstende om hvordan jeg har det, og at jeg har rigtig svært med mange ting. Hvad lægen hæftede sig ved, var min vægt og mit ”ønske om at tabe mig”. Det havde jeg ikke sagt noget om. 

    Jeg havde nævnt min vægtøgning som et muligt symptom, og sagt at jeg holder mig aktiv og at jeg spiser rimeligt sundt og varieret, men at mit overskud alligevel er væk. 

    Han konkluderede at der ikke er nogen sygdomme, der giver vægtøgning, og at det derfor må være et spørgsmål om min kost, og om at jeg skal i gang med at tælle kalorier. 

    Jeg sagde, jeg ikke føler behov for en slankekur, og at jeg ikke har noget i mod at være rund.

    Han sagde at han ikke er uddannet diætist, men at man kan blive overrasket over hvor mange skjulte kalorier man indtager i løbet af en dag, og at han selvfølgelig kan henvise mig til en, der kan hjælpe mig med at nå ”den vægt, jeg drømmer om”.

    Jeg begyndte her at forsvare mig selv ved at nævne, hvad jeg spiser i løbet af en dag, hvor mange skridt jeg går og antallet af kilometer jeg cykler, men han virkede ligeglad, for han havde tydeligvis allerede besluttet sig. 

    Han spurgte også ind til om jeg tager mine vitaminer, hvilket jeg forsøger at huske, men, som alle andre mennesker, for det meste glemmer. Det fik ham til at foreslå at jeg skal have taget blodprøver, for ”så er det nok både kosten og vitaminerne, der driller”. 

    Han sluttede af med ordene ”Det er rigtig godt du kom, for nu kan vi komme i gang, så du kan få en vægt, du føler dig tilpas med”. Jeg gik derfra efter 10 minutters samtale med tårerne løbende ned ad kinderne. 

    Det korte af det lange er, at det er enormt sårbart at sidde overfor en læge. Vi bliver opdraget til at se læger som autoriteter – som levende guder med kanyler. Det er svært at sige dem imod, og det kan være lige så svært at åbne op over for dem og tale om sårbare emner og helbred.

    Det er også vigtigt at få en dialog om at tykke mennesker også er mennesker – og at de kan fejle andet end deres vægt.

    Min læge kunne have taget fat alle mulige andre steder – han kunne spørge, om jeg får psykologhjælp til at tøjle min angst. Han kunne have spurgt ind til alle de andre ting, jeg nævnte. Gid han havde! Han kunne også have spurgt ind til min cyklus, mit sociale liv eller mit arbejdsliv. Det eneste han bed mærke i var min vægt.

    Han kunne have gjort og sagt alle mulige ting, i stedet for kun at se mig som et overvægtigt menneske.

    Han kunne også have indgået i en dialog med mig, i stedet for at kigge på sit ur tre gange.   

    Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre herfra. Skal jeg give ham ret og bare affinde mig med at alle mine problemer åbenbart skyldes, at jeg godt kan lide cola med sukker? Sande at jeg føler mig stødt, fordi han har ramt plet? Indse at jeg blot er endnu et krænkelsesparat menneske, der bør mande sig op? Skal jeg gå på streng, vegansk diæt?

    Eller skal jeg gøre oprør og bede ham om at se på andet end min vægt? Påpege at mine symptomer også kan være tegn på andet end fedme? Og at Google (Fy!) fortæller at der er en del sygdomme, hvor vægtøgning er et symptom? Spørge om han også ville have lagt så stor energi i at snakke om min vægt, hvis jeg havde vejet 50 kilo?  

    Jeg ved det ikke, men jeg er nu blevet klogere på hvorfor statistikkerne fortæller at overvægtige oftere oplever markant dårligere behandling i sundhedssystemet.

    Av, hvor ville jeg ønske, jeg ikke var den erfaring rigere.  

          

    Bøger

    Når bloggeren ikke forstår andre bloggere

    Anmeldelse: Call Me By Your Name af André Aciman

    Anmeldelse

    Titel: Call Me By Your Name” af André Aciman. Udgivet af Rosinante i 2020.

     ★☆ ☆ ☆ ☆ 

    Jeg er med i verdens dejligste bogklub. Hver måned mødes jeg med syv andre kvinder til en uformel snak om en bog, vi har læst. Det er min opgave at skaffe bøger til klubben, og dermed er det også mit tunge ansvar at sørge for litteratur, der både er underholdende og interessante. Det burde ikke være en udfordring, for jeg elsker at læse, og jeg har jo trods alt både studeret noget så pompøst som Litteraturhistorie på Universitetet, og har arbejdet som Bibliotekar. Piece of cake, ikke?

    Men nej, nemt er det desværre ikke. Måned efter måned vakler jeg under ansvaret og får klamme håndflade ved tanken om at vælge forkert. Som om den forkerte bog vil få medlemmerne til at synes mindre godt om mig.

    Som alle andre er jeg et letpåvirkeligt og jeg lader mig nemt influere af andre mennesker. Denne måneds valg til bogklubben blev “Call Me By Your Name” af André Aciman, som samtlige bogbloggere i Danmark åbenbart elsker. Jeg havde i forvejen set filmen, og det er en sanseløst, smuk oplevelse – og hvilke bøger er ikke bedre end deres filmatiseringer?

    Historien om den geniale 17-årige dreng Elio, der forelsker sig hovedkulds i den 24-årige filosofi-studerende Oliver viste sig hurtigt at være…

    Foruroligende, for at sige det mildt

    Romanen har mange lighedspunkter med filmatiseringen, men indtrykket efter at have vendt den sidste side er noget helt andet. Filmatiseringen var så smuk, poetisk og gav et billede af den første store kærlighed mellem to yngre mænd. Da jeg så filmen første gang græd jeg, for jeg kunne selv huske følelsen af at være en hjertesyg teenager, der blev forladt af livets første store kærlighed. Efter at have læst romanen er jeg bare glad for, at jeg ikke selv har oplevet noget lignende.

    Hele forskellen ligger i perspektivet. Romanen er skrevet som en erindring skrevet af en langt ældre Elio, der mindes sin ungdoms sommer i forældrenes hjem i Italien. Det betyder også, at vi som læsere bliver suget direkte ind i Elios tankegang, og vi mister den distance man som seer naturligt har i filmen. Pludselig er Elio ikke bare en begavet, men uerfaren ung mand, der forelsker sig. I stedet hører vi om hans besættelse af Oliver, og følger hver eneste lille tanke, der for hver side bliver mørkere og mørkere.

    Han drømmer om at være i Olivers hud, han drømmer om at Oliver skal være i hans hud, han vil have at Oliver skal dø, han har det fint med at Oliver måske/måske ikke lægger sig ovenpå ham om natten, da de stadig knap kender hinanden. Det er en lang stream of consciousness, der langsomt hvirvler dig ind i et besat sind.

    Beskrivelserne af den arrogante og humørsyge Oliver, der på den ene side gennemknalder Elio, og derefter ignorerer ham ved middagsbordet på næste side, fik mig som læser til at krympe mig. Der er intet sundt eller givende i Elios og Olivers forhold, og netop derfor forstår jeg ikke andre bogbloggeres dånen over “dette århundredes kærlighedshistorie”.

    Romanen kunne have været helt fin, hvis ikke skrivestilen havde været så prætentiøs. Romaner, der udfordrer grænserne for samfundets normer, og som tager læseren med på tur i det ubehagelige kan være fantastiske. Jeg siger bestemt ikke at litteraturen skal være tam eller romantisk, men jeg mener simpelthen ikke at den litterære kvalitet her er meget højere end i meget triviallitteratur – og det er med til at ødelægge det, der ellers kunne have været en god historie. Jeg har ikke tal på hvor mange gange ordet “pik” bliver nævnt (selv E. L. James virker mere nuanceret i sit sprogbrug i 50 Shades of Gray!) – og på den måde bliver det mere en pastiche på en homoerotisk kærlighedshistorie, end noget, der bevæger læseren.

    Som læser sidder jeg tilbage med en ubehagelig følelse af at have læst noget, der er en dårlig beskrivelse af et magtforhold mellem en ung teenager og en langt mere erfaren mand – et forhold, der ikke har meget med kærlighed at gøre.

    Med andre ord er jeg skuffet, og det er ikke en roman jeg vil anbefale til andre. Filmen til gengæld? Den er stadig god – måske netop fordi den repræsenterer kærligheden mellem to mænd, uden det dysfunktionelle lag af afvisning, besættelse og usunde magtforhold.

    kørekort

    Verdens ældste 18-årige

    kravlegård

    Da jeg gik i gymnasiet. begyndte mine klassekammerater alle at tage kørekort. De mødtes om aftenen på køreskoler, de havde vilde oplevelser på glatbaner og en efter en fik de så kørekort. Jeg gjorde ikke, for jeg var overbevist om at det var spild af penge. Jeg havde også travlt med mange andre ting: At gå i byen, at aflure hvordan voksenlivet i det hele taget fungerede og at forsøge at overbevise min tysklærer om at jeg rent faktisk kunne tale tysk.

    Når folk spurgte ind til mit manglende kørekort eller villighed til at tage det, svarede jeg som regel noget lettere idiotisk a la “Jeg har råd til kørekortet, men jeg har jo ikke råd til en bil”, og så syntes jeg det var uddebatteret. 1-0 til Lea.

    Jeg bildte mig selv ind at det var unødvendigt med et kørekort. Jeg regnede med at jeg skulle bo i en storby, hvor det var upraktisk at have bil, og at nobelpristagere i litteratur alligevel havde råd til at blive kørt rundt af andre. I mellemtiden kunne jeg jo bare tage metro og taxa som alle andre dødelige.

    I dag ved jeg godt, at jeg i virkeligheden bare var en angst og ensom 18-årig, der var overbevist om at jeg ville være den værste køreskoleelev i verdenshistorien.

    Der er nu gået 14 år, og jeg er må indrømme at de andre i min klasse både var klogere og modigere end mig. Vi bor i en by i midten af Danmark, men det føles alligevel som en form for endestation. I bil tager det en time til alle andre nærmere byer, og kollektiv trafik er et mareridt. Samtidig bliver D. større og det er begyndt at virke nødvendigt at jeg tager mig sammen. Derfor besluttede jeg mig i januar for at starte på en køreskole. Jeg gjorde det, jeg satte mig bag et rat – og jeg var ikke elendig.

    Har jeg så fået et kørekort, her syv måneder senere?

    Nej.

    Men det er Coronas skyld, for køreskolen måtte jo også lukke sammen med resten af landet, og jeg er ikke kommet igang igen bagefter.

    Det gode er at jeg ikke mangler ret meget, før jeg kan kalde mig billist. Der er kun en teoriprøve, to kørelektioner, en tur på glatbane, en million ekstra køretimer og en køreprøve til, før jeg har mit kørekort.

    Og den dag det lykkes, ikke?

    Så vil jeg være den stolteste ældgamle 18-årige i verden!


Warning: Use of undefined constant custom_pagination - assumed 'custom_pagination' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/fabulea.dk/public_html/wp-content/themes/alexandra/index.php on line 37