Follow:
    familie

    Om at miste

    En sen lørdag aften for 13 dage siden ringede det på hoveddøren, og udenfor stod to politibetjente, der var blevet sendt ud for at fortælle at min mor var blevet fundet død.

    Jeg græd. Ikke så meget af sorg, som af selve chokket og af lettelse. Jeg føler også sorg, men den handler ikke om at min mor er død – den handler om alt det, vi aldrig fik sammen.

    Jeg har altid vidst at hun ville dø tidligt, og jeg har i perioder også set frem til at det skulle ske.

    Det er ikke sådan noget man siger højt, og alligevel gør jeg det gerne. Der er ikke mange, der kan forstå den følelse af lettelse, stilhed og fred, som jeg også har følt de sidste 13 dage. De fleste mennesker kommer (heldigvis!) fra kærlige og støttende familier, hvor deres forældre er fikspunktet for det meste, og for dem er tanken om at miste et familiemedlem ganske grusom.

    Min mor var også et fikspunkt, men hun var sjældent et godt et.

    Jeg havde en hård barndom.

    Der var svigt, der var alkohol, vilde fester, og der var bekymringer. Der var ubetalte regninger, der var perioder uden telefon, el, gas og der var vrede breve med trusler om RKI.

    Der var også impulsive ferier til Paris, smuk kunst, høj, klassisk musik og bunker af stor litteratur.

    Der var skænderier, snak om seperation og skilsmisse, der var grænseoverskridende fortællinger, som mødre aldrig bør fortælle deres børn. Der var smadrede glas og knust porcelæn.

    Der var alle løgnene og skuespillet, der skulle gemme alt det grimme, så ingen fandt ud af sandheden. Der var også skammen og usikkerheden, der gjorde at jeg aldrig tog veninder med hjem fra skole. Der var et massivt bedrag, for at mine lærere ikke skulle opdage noget. Det gjorde de aldrig – så god var jeg. Jeg skinnede udadtil for at ingen skulle finde ud af hvor bange, jeg i virkeligheden var.

    Der var latter, og der var gråd.

    Der var Martini, der var hvidvin, der var rødvin, der var Pernod, der var Richard, og der var Pinex til at tage tømmermændene.

    Der var tårer, når hun faldt. Der var tårer, når jeg skulle samle hende op igen. Der var mistede tænder, og brækkede næser.

    Der var en tom pung, og der var altid en jagt på lånte penge. Der var lange timer, hvor jeg var alene hjemme. Når jeg kom hjem fra 1. klasse, vidste jeg at sedlen på døren med en tegning af et skib, betød at jeg kunne hente nøglen på Fregatten.

    Hos Fregatten havde jeg fri adgang til kandisstængerne. Jeg havde mit eget sæt service med klovne på Strandpavillionen. Hos Downtown havde de altid vaniljeis i fryseren. Vi var for fine til WestEnd, indtil jeg fyldte 14 år og far flyttede igen. Så kunne jeg hente min mor der, når jeg alligevel skulle hjem fra skole.

    Da jeg blev student, havde jeg ikke gjort det godt nok. Et 11-tal i Dansk var ikke godt nok. Jeg var aldrig god nok. Jeg var altid en skuffelse. Jeg var ikke lige så smuk som hende, jeg var ikke lige så klog som hende, jeg var ikke lige så petite som hende, jeg var ikke lige så munter som hende, jeg var ikke lige så belæst som hende, og jeg var ikke lige så charmerende som hende. Jeg lignede min far. Jeg var for tyk. Jeg var for høj. Jeg elskede ikke hende lige så højt, som hun elskede mig.

    Det sidste var klart min største forbrydelse i min mors øjne. Hun kunne sende giftpile afsted, og hun mestrede disciplinen, der hedder dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg have kontakt til min far, når nu det var hende, der havde gjort alt for mig? Hvorfor ville jeg ikke tilgive hende? Hun havde jo ikke gjort noget forkert.

    Hun var til det sidste blind for den skade, hun havde gjort, og det stod i vejen for så meget godt.

    Der er også de grusomme historier, jeg de sidste fem år har hørt fra andre: Om de ydmygelser, og de tæv livet gav hende. Det var historier, jeg længe forsøgte at skyde fra mig, for at beskytte mit eget liv. “Det er hendes eget valg”, blev til mit mantra, selvom jeg godt vidste, det ikke passede. De sidste tretten dage har jeg været omgivet af de historier, og jeg har set tydelige beviser for dem. Jeg har set forfaldet, jeg har set sporene i lejligheden og jeg har læst ordene. Jeg fortryder ikke, men det gør mig ondt, at hun ikke kunne slippe væk.

    For 10 dage siden stod vi kapellet og kiggede på hende. Hun lignede ikke sig selv, men en voksdukke. Det var fire år siden jeg sidst havde set hende, og hun lignede mere min mormor end det billede, jeg havde af hende i hukommelsen.

    Jeg lovede min mor at jeg ville give slip på hadet, og at jeg ville forsøge at huske hende for det, hun også var:

    Hende, der fortalte historien om Tommelise. Hende, der bagte verdens bedste chokoladekage. Hende, der hvert år pyntede op til jul natten inden den 1. december, så jeg kunne blive overrasket, når jeg vågnede. Hende, der altid serverede bagerbagt smørkage til morgenmad på fødselsdage. Hende, der var så lysende smuk, at jeg som barn drømte om at være hende. Hende, der drømte om kærlighed og tryghed, men aldrig fandt det.

    I dag, 13 dage senere, føles politiets besøg, turen til kapellet og bisættelsen som en evighed siden. Jeg føler, jeg vandrer igennem et ødeland af praktiske spørgsmål, jeg ikke kan besvare. Hvem skal have olielampen? Skal vi forsøge at redde hendes bøger, selvom de lugter af 40 års cigaretrøg? Hvordan skal vi nogensinde få tømt lejligheden, når nu hendes lejlighed ligger ud til Aalborgs mest befærdede busgade? Hvad gør vi med huslejen? Hvornår har Skifteretten behandlet hendes bo? Hvor stor en gæld efterlader hun sig?

    Og netop det er måske ikke så unormalt igen. Det kan godt være, jeg i mange år har vidst at vi tidligt ville komme til at sige farvel til min mor, men jeg havde ikke skænket de praktiske opgaver mange tanker. Det er der vel ingen der har, og måske er det også godt, at der pludselig er så meget, vi skal tage stilling til. På den måde får vi ikke mulighed for at sidde lammede tilbage og spekulere over alle de ting vi kunne have gjort anderledes.

    Det korte af det lange er dette: Min mor er død. Hun levede et hårdt liv. Hun er savnet for det, hun også var, men ikke for den person, hun som regel var. Resten er lige meget, og med tiden vil skammen, sorgen og den dårlige samvittighed forsvinde.

    Med lidt held er det lettelsen og kærligheden, der så vil fylde mest.

    Det fortjente hun. Det fortjener vi alle.

    Jobsøgning

    Gamle drømme og nye veje

    Det er otte år siden, jeg blev færdiguddannet fra universitetet, og jeg har endnu ikke fået sådan rigtig gang i en karriere. Det har været otte år, der har været fyldt med op- og nedture, og en famlen efter en identitet, som andre åbenbart er født med.

    Jeg har i mange år undret mig over, at alle omkring mig fik tingene til at falde i hak. Andre får det til at se så nemt ud. Vores venner har alle fået karrierer; de har taget fornuftige valg og de virker til at være tilfredse med deres udkomme. Vi har været længere tid om det, og jeg er sket ikke kommet i mål endnu. Jeg troede, jeg havde fundet løsningen, men så skete der noget med nogle urimelige arbejdsforhold og jeg ramte bunden med både stress og angst.

    Inden sommerferien var jeg glad, for jeg havde endelig fået foden indenfor i den litterære verden, og jobbet på et bibliotek var alt, jeg nogensinde har drømt om. Problemet med biblioteksjobs er bare at de er få, der er ekstremt mange kandidater om buddet, og min uddannelse er… Ja, den er mildest talt ved at være forældet.

    Jeg har nok også været urealistisk i forhold til mine egne kompetencer, og ikke ville indrømme overfor mig selv eller omverdenen hvem jeg er, og hvad jeg i virkeligheden gerne vil.

    Vil du høre det?

    Jeg er sådan en, der gerne vil hjælpe andre.

    Jeg vil gerne give andre en chance og få øje på dem, der har brug for en snak. Jeg vil gerne være hende, der åbner nye verdener. Jeg drømmer om at give andre det, jeg selv ville ønske jeg havde fået: Et kram, et klap på skulderen og en tro på, at de dur til noget.

    Jeg drømmer i grunden om at arbejde med børn og unge.

    Igen.

    Jep, den er god nok:

    Jeg tror, jeg drømmer om at være folkeskolelærer.

    Sundhed

    Om at være rund, del 4

    I dag var jeg til læge, og det var noget af en oplevelse. 

    Jeg er aldrig blevet behandlet som en tyk person af systemet før (altså udover glukoseprøver og foredrag, da jeg var gravid), men det blev jeg i dag. Jeg har ellers været rund i et stykke tid.

    Jeg havde bedt om en tid hos lægen, fordi jeg igennem længere tid har følt mig utilpas med en masse forskellige symptomer og følgevirkninger. Jeg fælder blandt andet absurd meget og ja, så har min vægt de sidste par år været stigende. Da jeg kom til det, nåede jeg ikke længere i min liste med dårligdomme, som ellers er markant længere end det. 

    Jeg ender altid med at græde, for det er åbenbart mit modus operandi, når jeg sidder overfor en læge. Jeg fortalte kort og hikstende om hvordan jeg har det, og at jeg har rigtig svært med mange ting. Hvad lægen hæftede sig ved, var min vægt og mit ”ønske om at tabe mig”. Det havde jeg ikke sagt noget om. 

    Jeg havde nævnt min vægtøgning som et muligt symptom, og sagt at jeg holder mig aktiv og at jeg spiser rimeligt sundt og varieret, men at mit overskud alligevel er væk. 

    Han konkluderede at der ikke er nogen sygdomme, der giver vægtøgning, og at det derfor må være et spørgsmål om min kost, og om at jeg skal i gang med at tælle kalorier. 

    Jeg sagde, jeg ikke føler behov for en slankekur, og at jeg ikke har noget i mod at være rund.

    Han sagde at han ikke er uddannet diætist, men at man kan blive overrasket over hvor mange skjulte kalorier man indtager i løbet af en dag, og at han selvfølgelig kan henvise mig til en, der kan hjælpe mig med at nå ”den vægt, jeg drømmer om”.

    Jeg begyndte her at forsvare mig selv ved at nævne, hvad jeg spiser i løbet af en dag, hvor mange skridt jeg går og antallet af kilometer jeg cykler, men han virkede ligeglad, for han havde tydeligvis allerede besluttet sig. 

    Han spurgte også ind til om jeg tager mine vitaminer, hvilket jeg forsøger at huske, men, som alle andre mennesker, for det meste glemmer. Det fik ham til at foreslå at jeg skal have taget blodprøver, for ”så er det nok både kosten og vitaminerne, der driller”. 

    Han sluttede af med ordene ”Det er rigtig godt du kom, for nu kan vi komme i gang, så du kan få en vægt, du føler dig tilpas med”. Jeg gik derfra efter 10 minutters samtale med tårerne løbende ned ad kinderne. 

    Det korte af det lange er, at det er enormt sårbart at sidde overfor en læge. Vi bliver opdraget til at se læger som autoriteter – som levende guder med kanyler. Det er svært at sige dem imod, og det kan være lige så svært at åbne op over for dem og tale om sårbare emner og helbred.

    Det er også vigtigt at få en dialog om at tykke mennesker også er mennesker – og at de kan fejle andet end deres vægt.

    Min læge kunne have taget fat alle mulige andre steder – han kunne spørge, om jeg får psykologhjælp til at tøjle min angst. Han kunne have spurgt ind til alle de andre ting, jeg nævnte. Gid han havde! Han kunne også have spurgt ind til min cyklus, mit sociale liv eller mit arbejdsliv. Det eneste han bed mærke i var min vægt.

    Han kunne have gjort og sagt alle mulige ting, i stedet for kun at se mig som et overvægtigt menneske.

    Han kunne også have indgået i en dialog med mig, i stedet for at kigge på sit ur tre gange.   

    Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre herfra. Skal jeg give ham ret og bare affinde mig med at alle mine problemer åbenbart skyldes, at jeg godt kan lide cola med sukker? Sande at jeg føler mig stødt, fordi han har ramt plet? Indse at jeg blot er endnu et krænkelsesparat menneske, der bør mande sig op? Skal jeg gå på streng, vegansk diæt?

    Eller skal jeg gøre oprør og bede ham om at se på andet end min vægt? Påpege at mine symptomer også kan være tegn på andet end fedme? Og at Google (Fy!) fortæller at der er en del sygdomme, hvor vægtøgning er et symptom? Spørge om han også ville have lagt så stor energi i at snakke om min vægt, hvis jeg havde vejet 50 kilo?  

    Jeg ved det ikke, men jeg er nu blevet klogere på hvorfor statistikkerne fortæller at overvægtige oftere oplever markant dårligere behandling i sundhedssystemet.

    Av, hvor ville jeg ønske, jeg ikke var den erfaring rigere.  

          

    Bøger

    Når bloggeren ikke forstår andre bloggere

    Anmeldelse: Call Me By Your Name af André Aciman

    Anmeldelse

    Titel: Call Me By Your Name” af André Aciman. Udgivet af Rosinante i 2020.

     ★☆ ☆ ☆ ☆ 

    Jeg er med i verdens dejligste bogklub. Hver måned mødes jeg med syv andre kvinder til en uformel snak om en bog, vi har læst. Det er min opgave at skaffe bøger til klubben, og dermed er det også mit tunge ansvar at sørge for litteratur, der både er underholdende og interessante. Det burde ikke være en udfordring, for jeg elsker at læse, og jeg har jo trods alt både studeret noget så pompøst som Litteraturhistorie på Universitetet, og har arbejdet som Bibliotekar. Piece of cake, ikke?

    Men nej, nemt er det desværre ikke. Måned efter måned vakler jeg under ansvaret og får klamme håndflade ved tanken om at vælge forkert. Som om den forkerte bog vil få medlemmerne til at synes mindre godt om mig.

    Som alle andre er jeg et letpåvirkeligt og jeg lader mig nemt influere af andre mennesker. Denne måneds valg til bogklubben blev “Call Me By Your Name” af André Aciman, som samtlige bogbloggere i Danmark åbenbart elsker. Jeg havde i forvejen set filmen, og det er en sanseløst, smuk oplevelse – og hvilke bøger er ikke bedre end deres filmatiseringer?

    Historien om den geniale 17-årige dreng Elio, der forelsker sig hovedkulds i den 24-årige filosofi-studerende Oliver viste sig hurtigt at være…

    Foruroligende, for at sige det mildt

    Romanen har mange lighedspunkter med filmatiseringen, men indtrykket efter at have vendt den sidste side er noget helt andet. Filmatiseringen var så smuk, poetisk og gav et billede af den første store kærlighed mellem to yngre mænd. Da jeg så filmen første gang græd jeg, for jeg kunne selv huske følelsen af at være en hjertesyg teenager, der blev forladt af livets første store kærlighed. Efter at have læst romanen er jeg bare glad for, at jeg ikke selv har oplevet noget lignende.

    Hele forskellen ligger i perspektivet. Romanen er skrevet som en erindring skrevet af en langt ældre Elio, der mindes sin ungdoms sommer i forældrenes hjem i Italien. Det betyder også, at vi som læsere bliver suget direkte ind i Elios tankegang, og vi mister den distance man som seer naturligt har i filmen. Pludselig er Elio ikke bare en begavet, men uerfaren ung mand, der forelsker sig. I stedet hører vi om hans besættelse af Oliver, og følger hver eneste lille tanke, der for hver side bliver mørkere og mørkere.

    Han drømmer om at være i Olivers hud, han drømmer om at Oliver skal være i hans hud, han vil have at Oliver skal dø, han har det fint med at Oliver måske/måske ikke lægger sig ovenpå ham om natten, da de stadig knap kender hinanden. Det er en lang stream of consciousness, der langsomt hvirvler dig ind i et besat sind.

    Beskrivelserne af den arrogante og humørsyge Oliver, der på den ene side gennemknalder Elio, og derefter ignorerer ham ved middagsbordet på næste side, fik mig som læser til at krympe mig. Der er intet sundt eller givende i Elios og Olivers forhold, og netop derfor forstår jeg ikke andre bogbloggeres dånen over “dette århundredes kærlighedshistorie”.

    Romanen kunne have været helt fin, hvis ikke skrivestilen havde været så prætentiøs. Romaner, der udfordrer grænserne for samfundets normer, og som tager læseren med på tur i det ubehagelige kan være fantastiske. Jeg siger bestemt ikke at litteraturen skal være tam eller romantisk, men jeg mener simpelthen ikke at den litterære kvalitet her er meget højere end i meget triviallitteratur – og det er med til at ødelægge det, der ellers kunne have været en god historie. Jeg har ikke tal på hvor mange gange ordet “pik” bliver nævnt (selv E. L. James virker mere nuanceret i sit sprogbrug i 50 Shades of Gray!) – og på den måde bliver det mere en pastiche på en homoerotisk kærlighedshistorie, end noget, der bevæger læseren.

    Som læser sidder jeg tilbage med en ubehagelig følelse af at have læst noget, der er en dårlig beskrivelse af et magtforhold mellem en ung teenager og en langt mere erfaren mand – et forhold, der ikke har meget med kærlighed at gøre.

    Med andre ord er jeg skuffet, og det er ikke en roman jeg vil anbefale til andre. Filmen til gengæld? Den er stadig god – måske netop fordi den repræsenterer kærligheden mellem to mænd, uden det dysfunktionelle lag af afvisning, besættelse og usunde magtforhold.

    kørekort

    Verdens ældste 18-årige

    kravlegård

    Da jeg gik i gymnasiet. begyndte mine klassekammerater alle at tage kørekort. De mødtes om aftenen på køreskoler, de havde vilde oplevelser på glatbaner og en efter en fik de så kørekort. Jeg gjorde ikke, for jeg var overbevist om at det var spild af penge. Jeg havde også travlt med mange andre ting: At gå i byen, at aflure hvordan voksenlivet i det hele taget fungerede og at forsøge at overbevise min tysklærer om at jeg rent faktisk kunne tale tysk.

    Når folk spurgte ind til mit manglende kørekort eller villighed til at tage det, svarede jeg som regel noget lettere idiotisk a la “Jeg har råd til kørekortet, men jeg har jo ikke råd til en bil”, og så syntes jeg det var uddebatteret. 1-0 til Lea.

    Jeg bildte mig selv ind at det var unødvendigt med et kørekort. Jeg regnede med at jeg skulle bo i en storby, hvor det var upraktisk at have bil, og at nobelpristagere i litteratur alligevel havde råd til at blive kørt rundt af andre. I mellemtiden kunne jeg jo bare tage metro og taxa som alle andre dødelige.

    I dag ved jeg godt, at jeg i virkeligheden bare var en angst og ensom 18-årig, der var overbevist om at jeg ville være den værste køreskoleelev i verdenshistorien.

    Der er nu gået 14 år, og jeg er må indrømme at de andre i min klasse både var klogere og modigere end mig. Vi bor i en by i midten af Danmark, men det føles alligevel som en form for endestation. I bil tager det en time til alle andre nærmere byer, og kollektiv trafik er et mareridt. Samtidig bliver D. større og det er begyndt at virke nødvendigt at jeg tager mig sammen. Derfor besluttede jeg mig i januar for at starte på en køreskole. Jeg gjorde det, jeg satte mig bag et rat – og jeg var ikke elendig.

    Har jeg så fået et kørekort, her syv måneder senere?

    Nej.

    Men det er Coronas skyld, for køreskolen måtte jo også lukke sammen med resten af landet, og jeg er ikke kommet igang igen bagefter.

    Det gode er at jeg ikke mangler ret meget, før jeg kan kalde mig billist. Der er kun en teoriprøve, to kørelektioner, en tur på glatbane, en million ekstra køretimer og en køreprøve til, før jeg har mit kørekort.

    Og den dag det lykkes, ikke?

    Så vil jeg være den stolteste ældgamle 18-årige i verden!

    Jobsøgning

    Det sjove ved deadlines

    … Er at jeg sjældent når dem. Jeg lader mig provokere voldsomt af dem, men beslutter mig så i sidste øjeblik for at det er under min værdighed at kæmpe med dem. Derefter bruger jeg uanede mængder af tid på at have dårlig samvittighed over at have ignoreret selvsamme deadline, hvilket gør at jeg også misser fremtidige deadlines.

    Vent, hvad? Hvad fabler jeg om?

    Jeg ved det ikke helt, men jeg ved, det er en evighed og et år siden jeg sidst har skrevet noget herinde, og dette var det første, der faldt mig ind.

    Jeg har aldrig skrevet noget, fordi jeg følte at jeg var en begavet eller talentfuld skribent. Jeg har altid skrevet, fordi jeg ikke kunne lade være. Og i perioder hvor jeg ikke skriver, men jeg er presset til at gøre det – f.eks. i professionelt regi, går det som regel helt ad hekkenfeldt til. Jeg sidder fast, jeg overtænker ting og teksten bliver hakkende og grim. Jeg kan også bruge timer og dage på at spekulere på hvorfor jeg har fået en håbløs og meningsløs opgave, i stedet for bare at få den løst. Det er et problem, og det har vokset sig større de sidste par år, ikke mindst efter min elendige forrige ansættelse.

    Det er også grunden til, jeg kun sjældent skriver noget her. Siden december har jeg okset rundt i et ellers fuldstændig pragtfuldt vikariat, der nu er afsluttet.

    Det betød også at jeg havde lange dage, og jeg dagligt havde dårlig samvittighed over alt det jeg ikke nåede. Hjemmet flød, maden var dårlig og min lunte var kort overfor både mand og barn. Alt overflødigt blev skåret fra, hvilket også vil sige denne side. Min selvkritiske side vil påstå at det er godt det samme, for der er stadig ingen, der ved, jeg skriver herinde.

    I backend ligger der omkring 20 udkast til tekster, som jeg har opgivet halvvejs, fordi jeg ikke kunne overskue at skrive dem færdige. Jeg har ikke haft et flow, og min præstationsangst bliver ved med at overmande mig på den lede måde. Igen, dybt ironisk med tanke på det manglende publikum. Bloggen har med andre ord været en deadline og et projekt, der er blevet ignoreret på det groveste, men med lidt held kan jeg nu begynde at overskue det igen*. For hurra for Dagpengeland, der nu igen er min virkelighed!**

    *Nu lyder det sikkert som om jeg regner med at udgive et indlæg om dagen. Det kommer ikke til at ske. Måske kommer der først noget igen om et år, og det er sikkert endnu et undskyldende indlæg om mit manglende engagement. Undskyld, usynlige, ikke-eksisterende læser!

    **Det virker her ekstremt vigtigt at tilføje en fodnote, der understreger at brugen af ordene “hurra” og “Dagpengeland” i samme sætning skal læses med tydelig og klar sarkastisk, indre stemme. Der er intet “Hurra” over at være på dagpenge, og jeg garanterer, jeg ikke slapper af. Jeg lover at jeg søger jobs og er trist. Okay, jobcenterdame/a-kasse-medarbejder, der sikkert har googlet sig frem til min side via mere eller mindre obskure søgninger? I er cool, og vi er cool? Ja?

    Bøger, familie

    At lære at læse

    Hjemme hos os tæller vi stille og roligt ned til D.s fødselsdag i starten af februar. Hun fylder seks år, og det må jeg indrømme at jeg har lidt svært ved at håndtere. Det er en bittersød tid, for hun er stadig lige så fin og dejlig som altid, men den første barndom begynder også at slutte.

    I løbet af det næste halve år skal hun vinke farvel til verdens bedste venner og den trygge børnehaveverden. Hun klarer det betydeligt bedre end jeg.

    Hun er mere end parat til skolelivet – det er jeg ikke. På mange måder minder det mig om dengang min barsel sluttede, og hun skulle afsted i dagpleje. Alt strittede også på mig dengang og jeg hadede det, mens hun tullede ud i den nye, eventyrlige verden.

    Jeg ved, det bliver godt. Jeg ved, vi har valgt den rigtige skole, hvor der er plads og tid til hende. Jeg ved, hun glæder sig, selvom hun stadig ikke helt ved, hvad der er i vente.


    En ting hun dog gerne vil lære inden skolestart er at læse. Hun har i løbet af det sidste år brugt stadig større tid på at kigge/læse bøger, og hun kan efterhånden skrive en del ord. Det er ikke noget videre avanceret, men ord som far, mor, kat, is, sko, ko osv. Hun kender bogstavernes lyde, og kan med lidt hjælp gætte bogstavernes rækkefølge. Derfor begynder vi nu at hjælpe hende på vej med læsningen. Jeg har lånt den klassiske “Mette og Søren” lærebog, og så må vi se om hun kan knække læsekoden.

    For mig er det ikke vigtigt hvornår hun begynder at læse, men at hun får bibeholdt sin interesse og glæde for bøger. Men er det nu også så vigtigt?

    Ja, det er vigtigt.

    Glæden for litteraturen er livsvigtig. Bøger kan være dine venner og hjælpe dig igennem svære tider. Bøger gør dig klogere på verden og på dig selv. Bøger aktiverer og stimulerer andre dele af hjernen end iPads (der i øvrigt er noget af det værste, man kan stikke et barn, hvis du spørger mig). De udvikler koncentrationsevnen, og hjælper både børn og voksne med at finde ro og fokus.

    Og helt ærligt – har vi ikke alle brug for ro og fokus?

    Vil du blive klogere på børn og læsning?

    Så kan jeg anbefale dig at du kigger med hos #1000bøger , Læs for livet og bogsnak.dk, der flere gange har skrevet rigtig godt om emnet.

    Uncategorized

    Lidt om nytårsforsætter

    Klokken er 16.21 den 1. Januar, og jeg er fuldstændig mørbanket. Vi havde en virkelig hyggelig nytårsaften, men det var et helvede at få en overspændt fem-årig til at falde i søvn et fremmed sted, og det er også mulig at jeg var en smule generøs med vodkaen i den sidste drink jeg lavede. Klokken blev med andre ord 3 inden jeg faldt i søvn, og så blev vi brutalt vækket klokken 7.30 af en ulykkelig pige, der følte sig snydt for fyrværkeri.

    Med andre ord har jeg brugt dagen på at inhalere popcorn, se Disney-film og drikke kaffe. I morgen vender jeg tilbage til arbejdet, og jeg er slet ikke klar.

    Jeg er generelt ikke klar til ret mange ting, for jeg er stadig jævnt forbløffet over at 2019 bare er forsvundet ud i den blå luft. Jeg har det som om det var i går, vi tog på sommerferie.

    Når det kommer til nytårsforsætter, så kommer jeg også til kort. Jeg er den type menneske, der ikke tror på dem. Det har nok også noget at gøre med at jeg har en uheldig evne til at forlade projekter få minutter efter jeg har påbegyndt dem. Jeg har en opmærksomhedsevne som en parakit, og derfor ender jeg ofte med at bjerg af påbegyndte ting, der hverken er helt eller halvt færdiggjorte.

    Derfor indleder jeg også året med en række hensigtserklæringer, der måske kan rykkes lidt på i løbet af året:

    • Læs mere
    • Strik mere
    • Bevæg dig mere (for dette er ikke blevet bedre – tværtimod!)
    • Skriv mere (især herinde)
    • Plant flere blomster
    • Arbejd på tålmodigheden og venligheden – ikke mindst overfor dig selv

    Og jo, det er en frygtelig ligegyldig liste, der knap er relevant for mig selv. Men kan vi ikke lige snakke alvor her?

    Vi halser alle rundt og forsøger at være perfekte og nå det hele, mens vi jagter det ene dopamin-fix efter det andet på sociale medier. Vi skal allesammen være pænere, tyndere og mere interessante, for ellers har vi ingen værdi. Jeg er begyndt at få en mistanke om at vi allesammen er mere eller mindre kronisk deprimerede, mens vi vader rundt i en trædemølle af ligegyldigheder. Det vil jeg gerne væk fra. Jeg er uendeligt træt af at føle mig forjaget og forkert, og jeg tænker at der kun er en kur for det: venlighed og tålmodighed. Overfor os selv, og overfor andre. Jeg sætter ikke konkrete mål, for med et mål som “tab dig 20 kilo”, ligger det også implicit at jeg ikke er god nok eller pæn nok sådan som jeg er i dag.

    Risikoen for at fejle er også meget større med konkrete mål, og det går imod hele min ide om venlighed. I år vil jeg ikke være en fiasko. I år vil jeg være venlig og forsøge at favne mine fejl. Jeg er ikke perfekt, og det bliver jeg heller ikke. Så er der ingen grund til at forsøge at være det.

    Uncategorized

    Et år set i bakspejlet

    Om et par timer starter 2020, og vi står i et parcelhus og skåler i billig champagne med et vennepar. Jeg har et yderst anstrengt forhold til nytårsaften og al den ståhej, der fylder sagerne og ugerne op til aftenen. Der er utallige lister at forholde sig til, og alt skal gøres op på en top-ti. Ikke mindst i år, hvor vi slutter et årti, og sentimentaliteten derfor er ekstra stor. Lyder jeg træt? Det er jeg.

    Lyder jeg sur? Det er jeg ikke.

    Jeg vil alligevel (som alle andre) sige lidt om mit år, for det har været en rutchetur af den vildere slags.


    Jeg lå stille med stress

    Jeg blev opsagt og mistede al tro på egne evner

    Jeg gik på kursus i stresshåndtering (læs: gik ture og trak vejret ved et bål)

    Jeg læste kun bøger skrevet af kvindelige forfattere, og jeg sprang ud som en form for feminist.

    Vi købte et hus

    Vi flyttede ind i huset og opdagede at der ikke er noget vandtryk i huset

    Vi holdt påskefrokost for min familie

    Jeg blev meldt ledig

    Jeg gik på jobsøgningskursus og mødte flinke mennesker

    Jeg kom i praktik og fandt endegyldigt ud af at jeg ikke trives med markedsføring

    Jeg drak meget iskaffe

    Jeg overvejede om jeg skulle læse videre til lærer

    Jeg mistede kontakten til venner, men fik også nye, spirende venskaber

    Jeg kæmpede en forgæves kamp imod ukrudt i haven

    Jeg kom til jobsamtaler, men fik ikke nogen jobs

    Jeg blev ufatteligt glad for min psykolog

    Vi blev enige om at enebørn ikke er forkerte

    Der blev holdt polterabend for mig og jeg var god til lasergame

    Vi blev gift og jeg skiftede efternavn

    Vi var til samtaler på friskoler, og besluttede endelig hvilken skole D skal gå på.

    Jeg fik endelig et vikariat på et bibliotek, og begyndte at tro en lille smule på mig selv igen

    Jeg gik på juleferie og forsøgte at få pulsen ned

    Vi holdt juleaften i vores nye hus, og fik etableret nye traditioner (og fandt også ud af hvad vi ikke vil i fremtiden)

    Vi holdt julefrokost for min familie


    Og det var vist det. Hvad du ikke her kan fornemme er al tvivlen, de søvnløse nætter, sommerfuglene i mave, glæden, raseriet og meget andet.

    Jeg glæder mig til det nye år, men jeg kan samtidig ikke helt overskue det. Det er meningen jeg skal anskaffe mig et kørekort, jeg skal finde ud af om bibliotekarjobbet er noget for mig, vi skal have D. sendt i skole (!), og vi skal forsøge at finde os til rette i det rigtige voksenliv. Det er godt, det først er i morgen. Skål!

    familie

    TabuTorsdag: Når storken ikke kommer tilbage

    Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der sidder med følelsen af at tingene aldrig falder helt i hak. I håb om at følgende ikke kommer til at lyde alt for selvynkende, så er jeg alligevel nødt til at slippe et par ord om noget, der driller mig.

    Der er det helt åbenlyse: Det jeg før har skrevet om her og her.

    For at gøre ondt værre, er jeg også fyldt med varig bitterhed over min egen krop. Billedet over dette indlæg er nemlig ikke en annonce rettet imod dig. Det er et screendump fra min Facebook-side, og det er jeg træt af.

    Vi skal ikke have flere børn

    Desværre er det et valg, vi af naturen er blevet påtvunget. Vi kan kun få flere børn, hvis vi betaler ufatteligt mange penge for behandling. Penge, vi ikke har.

    Det har taget mig tre år at blive nogenlunde ok med den beslutning, og jeg har lært at leve med (og svare ærligt på ) folks nysgerrige spørgsmål.

    Og her er jeg, ganske uhøfligt, nødt til at indskyde en bemærkning: Det er fint at være nysgerrig, men det er faktisk ikke okay at spørge.

    Især hvis du ikke er tæt ven og ikke allerede har set mig græde over livets uretfærdighed.

    For eksempel har de fleste forældre i børnehaven efterhånden spurgt ind til vores situation. Selvom jeg normalt kækt svarer tilbage med sandheden og jeg kun sjældent bliver irriteret, så er det stadig sårbart. Jeg kommer aldrig til at forstå at sådan et spørgsmål er accepteret smalltalk på linje med vejrudsigten. Ikke mindst fordi der i spørgsmålet “Skal I ikke snart have endnu et barn?”, ligger en antydning af at det er unormalt og forkert kun at få et enkelt barn.

    Det er simpelthen en sætningsstruktur med indbygget skam.

    Selvom spørgsmålet bare bliver stillet af almindelig interesse og er et forsøg på hyggelig smalltalk, og på trods af at jeg ikke er stor fan af tabu’er, så er det alligevel en akavet snak at tage der, henover gummistøvler, trætte børn og instruktioner om at tage termotøj på.

    Det er det samme som hvis du er i tvivl om en kvinde er gravid: Lad være med at spørge! Måske er hun i virkeligheden bare tyk.

    Og jo, her føler jeg mig også lettere truffet, for jeg er tyk, og bliver derfor endnu oftere spurgt ind til indholdet af min mave.

    Jeg er så heldig at spørgsmålene og det ærlige svar har været med til at danne grobund for spirende venskaber til (i denne situation) andre forældre, men det er kun undtagelser.

    Normalt bliver det ekstremt akavet, og det er flere gange endt ud i dårlige jokes og pinlige tilbud om både sæd- og ægdonationer. Og nej, det er ikke noget jeg finder på.

    De opmuntrende historier om “din kusines sterile kusine, der fik et barn efter fem års intensive behandlinger, og så blev naturligt gravid hurtigt bagefter”, hjælper heller ikke. Det samme gælder med råd om vitaminer og mineraler. Historierne gør det værre, for når andre oplever mirakler, hvorfor gør vi så ikke? Og hvis jeg var i tvivl om vores kostsammensætning, så ville jeg spørge en læge.

    Jeg tænker stadig dagligt på det manglende barn, men det føles med som et afsluttet kapitel. Jeg er kommet til det punkt, hvor det er okay, når M. sætter vores gamle babyting til salg. Jeg ved også at D. alligevel er ved at være for gammel til at blive storesøster. Det er okay. Man kan ikke få alt i livet, og vi er ufatteligt heldige med den datter, vi har fået.

    Kan du fornemme at der er et “men” på vej? Og at det nu bliver virkelig tungt?

    Der er, og vil nok altid være, en varig følelse af tab ved ikke at kunne få flere børn. Vi fik også hjælp til at blive forældre første gang, men det slog mig slet ikke ud på samme måde. I dag ved jeg, det var fordi jeg slet ikke havde en ide om, hvad vi ville gå glip af, hvis behandlingen ikke resulterede i en baby. Jo vist, vi havde en drøm og en stor længsel efter at blive en familie, men vi ville nok godt kunne have fundet os tilrette i en anden form for liv. Dermed slet ikke sagt at det er tilfældet for andre barnløse, men sådan var det for os.

    Nu ved vi til gengæld, hvad vi går glip af.

    For hver måned der går, snyder min krop mig og selvom jeg ved at chancen for at blive gravid er nogenlunde lig nul, så når jeg altid at få en lille gnist af håb. Det føles med andre ord som at blive kvast måned efter måned. I går greb jeg mig selv i at overveje fordelene ved at blive steriliseret. Så kunne jeg da i det mindste helt lægge drømmen fra mig.

    Det er en dramatisk tanke, men infertilitet har for vane at traumatisere, samtidig med at du dagligt bliver mindet om alt det, der ikke er.

    Jeg er ikke længere ved at falde omkuld af sorg og misundelse når venner og bekendte annoncerer familieforøgelse. Det har ellers altid været noget af det sværeste for mig. Jeg er oprigtigt glad på andres vegne, men det har været en seriøs øvelse at mestre.

    Jeg har de sidste par år følt mig som et lillebitte menneske, fordi jeg netop har haft så svært ved at acceptere at babylandet er lukket for os, mens alle andre åbenbart skyder børn ud med raketfart. Jeg har følt mig som et utaknemmeligt skarn, der burde være taknemmelig for det vi har. Vi er jo ikke barnløse. Vi er børneløse. Det har i sig selv været et kæmpe tabu og ekstremt ensomt. Det er først fornyligt at det er gået op for mig at vi ikke er alene og at “secondary infertility” rent faktisk er noget, der rammer mange. Vi snakker bare ikke om det. Det burde vi gøre.

    Men hov, skrev jeg ikke lige at I skulle lade være med at stille det der spørgsmål med “Hvornår kommer der endnu en baby?”. Jo, det gjorde jeg.

    Men der må jo være andre måder at tage snakken på, ikke?

    Kh, Lea


Warning: Use of undefined constant custom_pagination - assumed 'custom_pagination' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/fabulea.dk/public_html/wp-content/themes/alexandra/index.php on line 37