I dag fylder Mormor 99 år. Hun ved det bare ikke selv, for for et års tid siden faldt hun i søvn og vågnede aldrig igen. Ikke desto mindre er 99 år en milepæl og derfor:

• Tak, fordi du lærte mig at tegne, sy og strikke
• Tak, fordi du så mig, det ensomme barn
• Tak, fordi du altid vækkede mig i weekenden med ristede krydderboller, tandsmør og appelsinjuice
• Tak, fordi du aldrig gjorde forskel
• Tak, fordi du gjorde hvert af dine børne- og oldebørn til stjerner
• Tak, fordi du lod mig se “Knald eller Fald” med Anders Frandsen, selvom Mor syntes, det var verdens dårligste fjernsynsprogram
• Tak, fordi du lod mig lege med dine højhælede røde sko og fordi du lod mig gemme mig i dit skab
• Tak, fordi du introducerede mig til “Det lille hus på prærien”
• Tak fordi du altid brugte “Anais, Anais”
• Tak, fordi du var der, eftermiddag efter eftermiddag – især så jeg ikke skulle bruge min tid på Fregatten
• Tak, fordi du fortalte mig historierne- om din barndom, de 17 søskende (+/-) og om krigen. Dog især den om din bror, der huggede oldefars cykel og kørte den i Århus Havn, fordi han ikke kunne finde ud af at bremse.
• Mindre tak for dengang hvor du insisterede på at rense min blister i munden med ren brintoverilte. Det gjorde fandme ondt.
• Tak, for alle lommepengene
• Tak, fordi du lærte mig, der ikke findes så store problemer at en Magnum-is fra fryseren ikke kan løse dem.
• Tak, fordi du lærte mig, det eneste der betyder noget er familien.
• Tak, fordi du viste mig at selv de bedste mennesker i verden har en skyggeside og at det er menneskeligt at fejle
• Tak, for turene til Esbjerg
• Tak, for de andre historier. Du ved dem, som bedstemødre faktisk ikke rigtig bør fortælle deres børnebørn
• Tak, fordi du var dig og tak, fordi du lod mig være mig.

I aften tænder vi lys, for gode mormødre fortjener at blive husket. Uden sådan nogle, ville verden slet ikke bestå.