Follow:
Jobsøgning

At tage afslag med løftet pande

… Har aldrig været en af mine forcer. Jeg er blevet bedre til det, men jeg er stadig typen, der kan bruge timer, dage og måneder på at tænke på alt det, jeg skulle have gjort anderledes.

For en uge siden var jeg til jobsamtale og om en halv time har jeg et telefonmøde med min a-kasse. Det bliver endnu en af de samtaler, jeg altid frygter, for jeg har intet nyt at fortælle.

Jeg har ikke fået svar på jobsamtalen, og det betyder én af tre ting:

1. De sidder i lønforhandling med en anden kandidat

2. De er ved at lave genopslag på stillingen (har jeg endnu ikke oplevet)

3. Jeg var så elendig til samtalen, at de har glemt alt om mig (Det har jeg prøvet én gang før – det var ydmygende!)

Under alle omstændigheder, er jeg meget sikker på, jeg ikke får jobbet, og det er… Altså, det er faktisk okay. Og det er en helt ny oplevelse for mig.

Jeg har efterhånden været til et hav af samtaler, siden jeg blev færdig med min uddannelse for otte år siden. Jeg har ikke tal på dem, og jeg kan ikke huske dem hver især. Hver gang er jeg taget derfra med en følelse af ikke at slå til og en fornemmelse af nederlag. Men jeg har efterhånden lært et par ting:

Afslag er aldrig personlige. Det har intet med mig at gøre – de har bare haft en anden kandidat, der passer bedre ind i deres set-up.

En samtale er ikke en eksamen. Jo, man skal sælge den bedst tænkelige version af sig selv, men det handler også om at vurdere og stille modkrav til virksomheden.

Og nej, det er ikke raketvidenskab, men det har været ret revolutionerende for mig at gøre begge opdagelser. Jeg har siddet til mange samtaler, hvor jeg nærmest desperat har snakket dem efter munden, undladt at stille undrende spørgsmål og hvor jeg udelukkende har fokuseret på arbejdsopgaverne, og ikke har spurgt ind til arbejdsmiljøet. Altsammen ud fra devisen om at jeg ville være “heldig”, hvis de i det hele taget overvejede at ansætte mig, så det var nok bedst at spille underdanig.

Et par elendige fuldstændigt latterligt elendige ansættelser senere, er jeg blevet klogere. Derfor er det okay, at jeg nok ikke får ansættelsen, selvom det føltes som et godt sted at arbejde. Det er helt sikkert for det bedste i det lange løb. I stedet tager jeg det som et kompliment, at de fandt min ansøgning og profil så interesant, at de inviterede mig til en samtale.

Med 162 ansøgere til et enkelt job, føles det nemlig som en sejr i sig selv.

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply