Follow:
Danmark

Barnehageliv vs. vuggestueliv

Okay, så her kommer en svada. Det er ikke noget, der har relevans for andre end småbørnsforældre og selv mange af dem vil nok himle lidt med øjnene over dette.

Jeg forstår det bare ikke. Vi har været heldige og har fået plads til lille D. i en nyåbnet institution i byen. Vi er heldige fordi den ligger tæt på og fordi det er en integreret institution… Og vi er heldige, fordi vi er blevet presset ind af pladsanvisningen, der ellers først kunne give os en plads fra 1. november i en vuggestue, jeg absolut intet godt har hørt om.

Så alt burde være fint og alt bliver det sikkert også. Vi er i gang med opstart og lille D. er der idag alene i mere end en time. Hun tog det pænt i går og bemærkede det ikke engang da jeg gik ud af døren. Idag kunne jeg til gengæld høre hende skrige helt ud på parkeringspladsen og jeg kunne selv mærke tårerne presse sig på da jeg steg op på cyklen og kørte min vej. Hun råbte på sin mor, sin gamle yndlingspædagog i Norge og alle sine venner fra barnehagen.

… Og jo, jeg ved godt at det går over og at hun sikkert var glad fem minutter efter, jeg var kørt min vej. Jeg ved også, vi havde lignende scener da hun startede i hhv. dagpleje og den norske barnehage.

Det her rammer bare på en anden måde, for jeg er ikke 100% overbevist om vuggestuelivets rammer for D. eller nogen af de børn hun skal gå sammen med. Det er en stor institution, der er normeret til 300 børn. Jeg gentager: 300 børn. Og nej, det er ikke 300 børn, der er smidt ind på en stue – de er selvfølgelig opdelte i huse og klynger og du mærker det ikke på andre måder end at det er et voldsomt stort område og at du er nødt til at navigere nøje efter et kort første gang du skal finde dit barns afdeling. Og ja, at du ikke kan få en rundvisning i huset med mindre du tilmelder dig en speciel tur sammen med andre nysgerrige forældre.

De er 12-13 børn på D.´s stue, hvilket ikke er slemt. Det hedder sig at de er tre voksne, hvilket er en fornuftig normering og ikke langt fra den verden, vi kendte i Norge med otte børn og to primære voksne (og tre voksne når de skulle på tur.). Viborg Kommunes officelle normering hedder i øvrigt 3,9 barn pr. voksen i vuggestuen og 6,8 barn pr. voksen i børnehaven. Problemet er det at de gange jeg har været der, har jeg kun set 1,5 voksen på stuen, for den ene har haft bleskift/holdt øje med sovende børn. Vi har ikke fået et officielt opstartsmøde, for så var pædagogen nødt til at gå fra de andre børn. Faktisk har jeg lidt siddet med en fornemmelse af ikke at være specielt velkomne, fordi D. betød mere arbejde. I går blev jeg spurgt om hun skulle fortsætte i børnehaven i huset og da jeg svarede bekræftende og kunne oplyse  at hun skal vurderes til tidlig start i børnehave fik jeg et lettet “Åh, det er godt at høre!” som svar.

Og det er ikke fordi pædagogerne ikke er (pisse)søde eller kompetente, for det er de uden tvivl. Jeg tvivler ikke på, de ikke brænder for deres arbejde eller at de ikke vil børnene det bedste. Jeg tror bare ikke, der er tid eller plads i deres arbejdsdag til at gøre det, de gerne vil.

I Norge var der faste månedsplaner, temamåneder, ugeplaner og faste skemaer for hver dag. Mandag var f.eks. legetøjsdag med medbragt legetøj hjemmefra, tirsdag var turdag og torsdag var formningsdag med kreative projekter. Det sker ikke her. Når det går vildt for sig tager de på udflugt på den store legeplads, der er på området. I Norge var der daglige opdateringer med billeder fra dagens oplevelser og der var altid tid til en god snak om dagen. Det kommer vist heller ikke til at ske her. I Norge var der fuld fokus på læring gennem leg og de gjorde en dyd ud af at lære børnene norsk, for det var en multinational barnehage med kun et enkelt norsk barn. Her har de sprogkonsulenter og ergoterapeuter og alt hvad hjertet begærer. Alligevel vil jeg hellere have Olga og Dagmara til at passe lille D., for der var øje på børnenes trivsel og der var plads til latter og smil i hverdagen.

Barnehagen i Norge var knap 1500 kr billigere og var INKLUSIV bleer og mad og havde en markant bedre normering end det, vi oplever herhjemme. Byrådet i Viborg skal i slutningen af måneden tage stilling til besparelser på børneområdet på op mod 25 millioner kroner – vel at mærke på et område, der allerede er skrabet og effektiviseret i bund. Og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke at man vælger at se bort fra alt, der hedder barneliv og at man ikke vil anerkende den forskel pædagoger gør for børn, hvis de får plads og tid til det.

Vi har heldigvis en pige, der kører på og som ikke lader sig bemærke med noget. Hun kommer til at få en fest dagen lang, for der er oceaner af legetøj og nok ting at give sig til. Hun kommer til at elske det, men det gør jeg ikke. Jeg burde være glad, fordi D. bliver glad for sin vuggestue. Vi er som sagt stadig i opstartsfasen, men jeg har min pessimistiske hat på, for jeg ved hvad vi kommer fra og jeg ved, hvordan det kunne være. Jeg ville bare sådan ønske, flere forældre og politikere vidste det samme.

Ps. D.´s institution bliver i folkemunde kaldt for “Børnefabrikken”. Det burde give stof til eftertanke.

 

 

 

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply