Follow:
Norge

Den nedbrudte ø…

Jeg har skrevet om det før, og jeg kommer nok til det igen. Byen vi bor i kunne sådan set godt bruge byfornyelse – eller i hvertfald en klat maling hist og her. Især Risøy, øen vi bor på, er i frit forfald, for størstedelen af arealet er dækket af Aibel, et af Norges største værfter, og resten er boliger, der primært er udlejet til østeuropæiske mænd, der arbejder på selv samme værft.

Da M. i efteråret flyttede hertil, blev han advaret mod øen. Den bliver åbenbart i folkemunde kaldt for “den polske ø” og han fik at vide at folk herovre er “rare” (hvilket på norsk betyder underlige, mind you!). Hver morgen og eftermiddag opstår der lange bilkorteger af arbejdere, der skal til og fra øen. Ellers er her nærmest dødsens stille.  Det har dog sin charme og jeg har efterhånden brugt timevis på at gå rundt og forelske mig i al den slidte maling, de gamle fiskenet, de forladte vinduer og ødelagte døre.IMG_2676

Det er en sjov størrelse, for vores ø ligger lige ud for midtbyen. Fra vores køkken kan vi se direkte over til byen hovedtorv og alligevel er der så tomt her. Grunden er uden tvivl den 25,5 meter høje bro, der leder over til os. Der er en smuk udsigt fra den, men nøj, hvor er den træls at gå over dag efter dag… Risøy er sådan et sted, man kun kommer hvis man bor eller arbejder her. Og det er en skam, for der er potentiale til så meget andet og mere.

Jeg har en drøm (dog er den ikke helt så visionær som Martin Luther Kings). Hvis jeg kunne råbe øens beboere op, få samlet en projektgruppe og få kommunen med om bord, så er jeg sikker på, vi kunne gøre noget. Jeg forestiller mig en gang-og  cykelbro, der går fra det store torv direkte over til vores ø. Jeg tænker små cafeer med arrangementer og livemusik, store blomsterkrukker, fine gallerier og butikslokaler, der kan lejes billigt fordi husene alligevel står tomme. Altsammen med respekt for øens kleinhed og maritime udtryk.

Selv drømmer jeg om natten ofte om den butik, der er lige på den anden side af gaden. Bygningen står lige så fint, men har tydeligvis været lukket af i mange år. Vinduet fortæller ikke noget videre om hvad der er blevet solgt, men der er stadig en udstilling med gamle plader og billeder, der tyder på en storhedstid i 60’erne. Jeg ved ikke helt, hvad jeg ville bruge lokalet til, men jeg længes efter at åbne døren, gå på udforskning og løse mysteriet. Måske ville jeg lave et lille kommunikationsbureau, en bogcafe eller noget helt tredje.

IMG_3021

Åh, Elvis! Hvor længe har du siddet der?

Så i dag besluttede jeg mig for at være irriterende. Jeg ringede til kommunens byudviklingsafdeling og fik fat på en byplanlægger, der tydeligvis ikke var vant til sådan at blive kontaktet af irriterende danskere. Han lød faktisk lettere perpleks og da han endelig forstod mit dansk-norske spørgsmål, slog han over i så hurtigt fagsprog at jeg ikke fik fat i halvdelen af hvad han sagde. Noget om, at de snakker om en ny bro, men at den bro, der allerede er der, får lov til at stå indtil den går i stykker (!), at der ikke er konkrete planer om en gangbro, fordi der ikke er nogen, der vil betale for det, at kommunen har planer om en anden bro til en anden ø, men at der heller ikke er nogen, der vil betale for den bro. Altså meget snak om broer og øer og hvordan man ikke bare lige kan gøre noget. Jeg zoomede ud (for det gør jeg altid når der går papirnusseri i samtalen), og arkiverede mit drømmescenarie under filerne, der er markeret “projekter, der nok ikke bliver til noget”. Alligevel er der en lillebitte trodsig stemme inden i mig, der stadig hvisker til mig. Rom blev jo trods alt ikke bygget på en dag (eller efter et opkald til kommunen).

 

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply