Follow:
Jobsøgning

Det sjove ved deadlines

… Er at jeg sjældent når dem. Jeg lader mig provokere voldsomt af dem, men beslutter mig så i sidste øjeblik for at det er under min værdighed at kæmpe med dem. Derefter bruger jeg uanede mængder af tid på at have dårlig samvittighed over at have ignoreret selvsamme deadline, hvilket gør at jeg også misser fremtidige deadlines.

Vent, hvad? Hvad fabler jeg om?

Jeg ved det ikke helt, men jeg ved, det er en evighed og et år siden jeg sidst har skrevet noget herinde, og dette var det første, der faldt mig ind.

Jeg har aldrig skrevet noget, fordi jeg følte at jeg var en begavet eller talentfuld skribent. Jeg har altid skrevet, fordi jeg ikke kunne lade være. Og i perioder hvor jeg ikke skriver, men jeg er presset til at gøre det – f.eks. i professionelt regi, går det som regel helt ad hekkenfeldt til. Jeg sidder fast, jeg overtænker ting og teksten bliver hakkende og grim. Jeg kan også bruge timer og dage på at spekulere på hvorfor jeg har fået en håbløs og meningsløs opgave, i stedet for bare at få den løst. Det er et problem, og det har vokset sig større de sidste par år, ikke mindst efter min elendige forrige ansættelse.

Det er også grunden til, jeg kun sjældent skriver noget her. Siden december har jeg okset rundt i et ellers fuldstændig pragtfuldt vikariat, der nu er afsluttet.

Det betød også at jeg havde lange dage, og jeg dagligt havde dårlig samvittighed over alt det jeg ikke nåede. Hjemmet flød, maden var dårlig og min lunte var kort overfor både mand og barn. Alt overflødigt blev skåret fra, hvilket også vil sige denne side. Min selvkritiske side vil påstå at det er godt det samme, for der er stadig ingen, der ved, jeg skriver herinde.

I backend ligger der omkring 20 udkast til tekster, som jeg har opgivet halvvejs, fordi jeg ikke kunne overskue at skrive dem færdige. Jeg har ikke haft et flow, og min præstationsangst bliver ved med at overmande mig på den lede måde. Igen, dybt ironisk med tanke på det manglende publikum. Bloggen har med andre ord været en deadline og et projekt, der er blevet ignoreret på det groveste, men med lidt held kan jeg nu begynde at overskue det igen*. For hurra for Dagpengeland, der nu igen er min virkelighed!**

*Nu lyder det sikkert som om jeg regner med at udgive et indlæg om dagen. Det kommer ikke til at ske. Måske kommer der først noget igen om et år, og det er sikkert endnu et undskyldende indlæg om mit manglende engagement. Undskyld, usynlige, ikke-eksisterende læser!

**Det virker her ekstremt vigtigt at tilføje en fodnote, der understreger at brugen af ordene “hurra” og “Dagpengeland” i samme sætning skal læses med tydelig og klar sarkastisk, indre stemme. Der er intet “Hurra” over at være på dagpenge, og jeg garanterer, jeg ikke slapper af. Jeg lover at jeg søger jobs og er trist. Okay, jobcenterdame/a-kasse-medarbejder, der sikkert har googlet sig frem til min side via mere eller mindre obskure søgninger? I er cool, og vi er cool? Ja?

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply