Follow:
Danmark, Jobsøgning

En kontanthjælpssynders bekendelser

Jeg sidder her, tre måneder efter vores hjemkomst til Danmark, på kontanthjælp. Ja, jeg er en af dem.

“Hvem?”, tænker du måske. I så fald er du måske ikke en af dem, der støtter regeringens politik.

Hvis du til gengæld allerede nu har fnyst hånligt ned i dit tastatur og har hvislet “nasser!” for dig selv, så er du nok mere liberal end det normalt er socialt acceptabelt at give udtryk for.

Og det er okay. Virkelig. Det er din demokratiske og grundlovssikrede ret at tænke om mig, hvad du vil.

Det skøre er, at jeg i øjeblikket kan præsentere mig med en egenlig jobtitel i stedet for “Arbejdsløs” når det obligatoriske spørgsmål som det første bliver stillet i sociale sammenhænge. Jeg er i praktik på den mest fantastiske arbejdsplads i Danmark og når jeg drømmer om natten handler det altid om at blive fastansat lige der.

Det kommer ikke til at ske, for det er en offentlig arbejdsplads og sådan nogle er notorisk kendte for ikke at have nogen penge. I sær ikke inden for kulturlivet.

Min chef gentog flere gange til praktiksamtalen at han ikke kunne give mig et job. Og det er fint. Det meste er fint for mig i de her dage. Som Jobkonsultenten også flere gange har sagt, med en kombination af et snøft og et grin, så “Ja, sårn’ nog’n cand.mag’ere som dig, ka’ man jo fodr’ griiis me'” og det er lige før han kan få det til at lyde som et kompliment. Så mange gange har han sagt det.

Når jeg ikke griner er det fordi jeg her den 7.oktober har minus på min konto. Faktisk var min konto allerede i minus den 1. da der blev trukket udgifter til budgetkontoen. Vi snakker ikke 10 kroners minus, men et minus, der kan mærkes. For udgifterne er ikke væk, selvom jeg nu er på den mest ydmygende ydelse i hele Kongeriget. Heldigvis har M. et barselsvikariat, så vi kan få mad på bordet, men det hjælper ikke på min stolthed.

Da jeg fik fri fra arbejde i dag gik jeg i supermarkedet for at købe ind. Slagteren havde brandudsalg på ribeye-steaks, mørbrade og alskens smukke udskæringer. Selv havde jeg lagt et net klementiner, en squash og en aubergine i min kurv. Jeg stod foran mælkemontren, da jeg i et svagt øjeblik besluttede mig for at tjekke mine konti på netbanken. Da jeg havde gjort det, stillede jeg kurven fra mig og gik ud af butikken uden at købe noget.

På vej hjem plingede min telefon og jeg havde fået ny e-post fra jobcentret. Den meddelelse fortalte mig at jeg ikke havde været “tilstrækkeligt jobsøgende”, at jeg ikke havde opdateret min joblog tilstrækkeligt og at jeg omgående skulle kontakte jobcentret og afgive forklaring, som de ville tage i betragtning når kommunen skulle vurdere om jeg skulle trækkes i min ydelse.

Det lå også en anden meddelelse om at jeg lige skulle huske at skaffe mig selv 225 timers ordinær beskæftigelse udover over min fuldtidspraktik for ikke at blive trukket i min ydelse.

… Og så fortsatte jeg ellers min vej hjem med bøjet hoved og bævrende læber.

Men her er dagens bekendelse: Jeg glemmer ofte at jeg er på kontanthjælp.

Ja, du læste rigtigt og du må gerne fluks kontakte EkstraBladet, B.T. og Den Korte Avis og sladre om mig.

Jeg husker det kun hver gang, jeg ser en avisoverskrift, hver gang jeg kigger på mine konti, hver gang jeg sender en jobansøgning, hver morgen når  jeg vågner, hver gang jeg kommer forbi en butik, hver gang en af mine venner på Facebook skriver en politisk kommentar, hver gang jeg tjekker min mail, hver gang jeg køber ind, hver gang jeg kommer i tanke om at lille D. snart skal have nye vinterstøvler, hver gang jeg kommer i tanke om julens komme, hver gang jeg bliver inviteret til forskellige arrangementer, hver gang jeg bliver spurgt hvad man *egentligt* får i kontanthjælp, hver gang jeg får en regning, hver gang der er fødselsdag i min familie eller blandt mine venner, hver gang jeg bliver spurgt om jeg ikke snart skal finde mig et job, hver gang jeg får et jobafslag, hver gang jeg skal forklare, hvorfor jeg ikke bare kommer på besøg i en anden by og hver gang jeg ligger søvnløs om natten.

Resten af tiden har jeg det fint og er nærmest lykkelig.

 

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply