Follow:
familie

En ode til Hest

Jeg har et problem: Jeg taler lidt for meget som en hest.

Forvirret?

Det kan jeg sådan set godt forstå. Forklaring følger: D. har siden hun var to dage gammel haft et yndlingstøjdyr. Det ligner mest et æsel, men det er blevet døbt Hest. Hest spiller en overraskende stor rolle i vores hverdag. Han putter med D. hver aften og ellers live-kommenterer han på det meste, der sker herhjemme.

Hest er ikke ligefrem en optimistisk figur. Der skal ikke meget til at tirre ham, og han er håbløst egoistisk. Når D. får en rokketand går Hest gerne i panik, for det er ikke meningen at tænder skal sidde løst. Hest bliver vred, hvis ikke han får den bedste plads i sengen. Hest bliver også ufatteligt misundelig, når D. får nyt legetøj, for han kan ikke lide konkurrence. Han bliver også dagligt irriteret på D.’s anden yndlingsbamse Putteugle, der hele tiden larmer (“Huuut-hut-hut-huuut!”). Det er også en udfordring at få ham til at spise andet end gulerødder dyppet i nutella. Forsøger vi, pruster Hest af indædt raseri.

På trods af disse mindre heldige kvaliteter er Hest altid en ven i nøden. Han trøster, er altid klar på et kram og så kan han få D. til at falde i søvn på rekordtid. Han fortæller usædvanligt fjollede historier og så er han altid klar til at forsvare en ven i nøden.

Problemet? Det er mig, der lægger stemme til Hest. Det er mig, der stammer, når Hest skal starte en ny sætning. Det er mig der pruster, når Hest er vred og det er mig, der skal finde på anekdoter om Hests fætter Kjeld, der engang fløj rundt om månen ved hjælp at et par lånte enhjørningevinger og en portion radioaktive gulerødder (Kjeld bestod efterfølgende ikke dopingkontrollen og han blev også afhørt af politiet for tyveri af vinger, men det er en helt anden historie).

Det lyder bindegalt, jeg ved det godt! Min stemme finder automatisk ned i et unaturligt dybt leje hver gang D. finder Hest frem. Jeg er efterhånden verdensmester i at finde på nye eventyr for Hest, og hvis samtalen går lidt trægt herhjemme (for “Hvad har du lavet i børnehaven i dag?” er et ret blodfattigt spørgsmål), så kan Hest hurtigt få munden på gled.

Der sidder sikkert en børnepsykolog derude, der ville korse sig over alt dette. Jeg er heller ikke altid selv sikker på at det er fornuftigt, og jeg har i perioder også forsøgt at skrue ned for Hest. Det er dog uden held, for den er bare blevet en fast bestanddel af vores liv.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke at det er fint. Barndommen varer efterhånden kun et splitsekund, og Hest har også sin udløbstid. Jeg havde en ret miserabel barndom uden specielt meget magi, og jeg ønsker at D. skal huske sin barndom som noget helt specielt.

D. skal desværre tidsnok lære at stirre tomt på en iPad, at surfe på Youtube og at gå op i mode og popularitetskonkurrencer på Snapchat og Instagram. Ligegyldigt hvor meget vi som forældre kæmper imod, så er det den retning vinden blæser. Jeg tænker at barndommen begynder at blive udvisket, når hun starter i skole om et år. Indtil da må hun hellere end gerne tage på eventyr med Hest og Putteugle.

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply