Follow:
Danmark, Jobsøgning

Feberhede møder

Jeg er stadig spritny i kontanthjælpssystemet og jeg gik derfor i lettere panik da jeg i går vågnede i en tåge, havde ret ondt og var udstyret med et par flotte røde kinder. En ting er at det er uoverskueligt at være småbarnsmor og være syg, men det er noget helt andet at være en syg småbarnsmor på en dag, hvor der er indkaldt til møde med Sagsbehandleren og Jobkonsulenten.

Jeg fik hældt lille D. i lidet matchende tøj, fik serveret noget sukkerrigt yoghurt med chokoladedrys for hende og fik kæmmet hendes hår, før jeg placerede hende i en klapvogn med retning mod vuggestuen og udstyrede hende med min iPhone, der sendte Ramasjang med overdøvende lydstyrke. Jeg skubbede hende ind på stuen, mens koldsveden klæbede sig til min pande og verden svimlede for øjnene af mig.

Jeg kom hjem, fik først meldt afbud til sagsbehandleren og fik derefter en tid hos lægen for at få tjekket infektionstal. Jeg vaklede afsted til lægen og kom derfra igen med diagnosen “Nå men,  altså, hvis det bliver værre, så slå lige på tråden, ik´?” og havde tid til at nå mødet med Sagsbehandleren alligevel.

For hvad betyder det egenligt at sygemelde sig hos Sagsbehandleren? Bliver jeg trukket i ydelsen, hvilket er et mareridt, for ulig rygterne, så slår pengene ikke engang til på fuld udbetaling? Bliver jeg afmeldt Jobnet og dermed meldt ud af systemet, hvilket der står på jobnets side? Får jeg en anmærkning som nasser og pjækrøv? Bliver jeg mon sendt i straksaktivering som skraldeopsamler ved hovedvejen? Bliver EkstraBladet tippet om min sygemelding og bliver jeg derfor til Danmarks nye DovneRobert?

Var jeg virkelig så dårlig at jeg ikke lige kunne kravle forbi jobcentret? Nej, tænkte jeg mens verden antog absurde farver for mine øjne og fortorvet bølgede under mine fødder. Jeg var jo alligevel i tøjet og Kommunen lå kun 15 minutter derfra. Så jeg genetablerede mødet og drog afsted.

Jeg ventede tålmodigt og blev fragtet ind i et lillebitte mødelokale sammen med Sagsbehandleren og Jobkonsulenten, der begge kiggede skeptisk på mig. Hvilket, retrospektivt, var ret forståeligt eftersom jeg havde ret vilde mørke rande under øjnene, havde tre dage gammel mascara udtværet i ansigtet og mit hår ikke havde set antydningen af en hårbørste i samme antal dage.

Jeg undskyldte, forklarede situationen og zoomede derefter ud af mødet og forstillede mig legende killinger og lyserøde enhjørninger, mens Jobkonsulenten snakkede derudaf om min sølle stilling i samfundet og mine muligheder for virksomhedspraktik. Til tider stillede han mig vist spørgsmål á la “Har du virkelig ikke lavet noget fornuftigt siden du blev færdiguddannet for seks år siden?” og “Nå, du har været på barsel. Hvornår sluttede den?”. Jeg forsøgte at svare at jo, jeg havde lavet ret fornuftige ting (jeg kunne bare ikke helt huske hvad) og det var vist ikke seks år siden jeg blev færdiguddannet (men tallene forsvandt, da jeg forsøgte at finde ud af, hvornår jeg egentligt fik mit eksamensbevis). Og nej, jeg kunne heller ikke helt regne ud, hvornår jeg var færdig med det der barselspjat. Alt i mens var Sagsbehandleren kravlet helt hen i det ene hjørne og fremstammede et par gange uroligt; “er du helt sikker på, det der ikke smitter?!”

Efter et stykke tid besluttede de sig for at vise nåde og puffede mig ud i verden igen. Jeg husker intet fra gåturen hjem udover at jeg tog forbi Føtexbageren og købte en Medalje fuldt udstyret med flødeskum og creme til mig selv. For når man har haft et så feberhedt møde og har undgået den visse udstilling på EkstraBladets spiseseddel, så fortjener man en belønning.

#truestory

 

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply