Follow:
Uncategorized

Hvem klokkerne ringer for

Der var godt nok lidt stille ude på gangen. Jeg tænkte ikke nærmere over det, pakkede min taske, slukkede computeren, smed æbleskroget ud.

Jeg gik ud på gangen og undrede mig over at lyset var slukket. “Nå”, tænkte jeg. Jeg gik ned ad trappen og kom til en lukket dør. “Hm”, sagde jeg for mig selv. Men jeg fandt mine nøgler, åbnede døren og gik videre. Endnu en lukket dør. Jeg rystede på hovedet af fjolleriet og kom til hovedtrappen.

Jeg kom ud i foyeren. *klik* sagde det og en høj, gennemtrængende hyletone gjorde opmærksom på sig selv. “Pis!”, råbte jeg og gik i panik. Jeg overvejede at smide mig på gulvet – ja, måske endda at lave et Tom Cruise-inspireret rullefald.

I stedet løb jeg hen til alarmen, men kom i tanke om at jeg ikke havde koden. Jeg trippede på stedet mens sekunderne tikkede afsted. Hvad var chancen mon for, at jeg kunne nulstille alarmen med en tilfældig kode? Hvad var sandsynligheden for at koden var 1-2-3 eller min fødselsdato?

Jeg styrtede ud af museet i det øjeblik, tyverialarmen gik i gang.

DING, DING, DING, DING, DING, DING, DING, DING, DING!

Jeg stoppede op uden for bygningen og forestillede mig kort politiet og vagtfirmaet komme kørende med blink på deres patruljebiler. Jeg så for mig, at jeg ville blive smidt på jorden – at jeg ville blive lagt i håndjern og jeg ville blive dømt for tyveri af ældgamle skeletter, selvom jeg intet havde taget med mig.

Jeg løb over til administrationsbygningen, halsede op af trappen og råbte efter hjælp. To forvirrede kolleger kom mig til undsætning. Den ene løb tilbage til museet og den anden ringede til alarmselskabet for at berolige dem.

Ingen skade sket, sagde de.

Men det kunne de jo sagtens sige – for det var ikke dem, klokkerne havde ringet for.

 

 

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply