Follow:
Bøger

Når bloggeren ikke forstår andre bloggere

Anmeldelse: Call Me By Your Name af André Aciman

Anmeldelse

Titel: Call Me By Your Name” af André Aciman. Udgivet af Rosinante i 2020.

 ★☆ ☆ ☆ ☆ 

Jeg er med i verdens dejligste bogklub. Hver måned mødes jeg med syv andre kvinder til en uformel snak om en bog, vi har læst. Det er min opgave at skaffe bøger til klubben, og dermed er det også mit tunge ansvar at sørge for litteratur, der både er underholdende og interessante. Det burde ikke være en udfordring, for jeg elsker at læse, og jeg har jo trods alt både studeret noget så pompøst som Litteraturhistorie på Universitetet, og har arbejdet som Bibliotekar. Piece of cake, ikke?

Men nej, nemt er det desværre ikke. Måned efter måned vakler jeg under ansvaret og får klamme håndflade ved tanken om at vælge forkert. Som om den forkerte bog vil få medlemmerne til at synes mindre godt om mig.

Som alle andre er jeg et letpåvirkeligt og jeg lader mig nemt influere af andre mennesker. Denne måneds valg til bogklubben blev “Call Me By Your Name” af André Aciman, som samtlige bogbloggere i Danmark åbenbart elsker. Jeg havde i forvejen set filmen, og det er en sanseløst, smuk oplevelse – og hvilke bøger er ikke bedre end deres filmatiseringer?

Historien om den geniale 17-årige dreng Elio, der forelsker sig hovedkulds i den 24-årige filosofi-studerende Oliver viste sig hurtigt at være…

Foruroligende, for at sige det mildt

Romanen har mange lighedspunkter med filmatiseringen, men indtrykket efter at have vendt den sidste side er noget helt andet. Filmatiseringen var så smuk, poetisk og gav et billede af den første store kærlighed mellem to yngre mænd. Da jeg så filmen første gang græd jeg, for jeg kunne selv huske følelsen af at være en hjertesyg teenager, der blev forladt af livets første store kærlighed. Efter at have læst romanen er jeg bare glad for, at jeg ikke selv har oplevet noget lignende.

Hele forskellen ligger i perspektivet. Romanen er skrevet som en erindring skrevet af en langt ældre Elio, der mindes sin ungdoms sommer i forældrenes hjem i Italien. Det betyder også, at vi som læsere bliver suget direkte ind i Elios tankegang, og vi mister den distance man som seer naturligt har i filmen. Pludselig er Elio ikke bare en begavet, men uerfaren ung mand, der forelsker sig. I stedet hører vi om hans besættelse af Oliver, og følger hver eneste lille tanke, der for hver side bliver mørkere og mørkere.

Han drømmer om at være i Olivers hud, han drømmer om at Oliver skal være i hans hud, han vil have at Oliver skal dø, han har det fint med at Oliver måske/måske ikke lægger sig ovenpå ham om natten, da de stadig knap kender hinanden. Det er en lang stream of consciousness, der langsomt hvirvler dig ind i et besat sind.

Beskrivelserne af den arrogante og humørsyge Oliver, der på den ene side gennemknalder Elio, og derefter ignorerer ham ved middagsbordet på næste side, fik mig som læser til at krympe mig. Der er intet sundt eller givende i Elios og Olivers forhold, og netop derfor forstår jeg ikke andre bogbloggeres dånen over “dette århundredes kærlighedshistorie”.

Romanen kunne have været helt fin, hvis ikke skrivestilen havde været så prætentiøs. Romaner, der udfordrer grænserne for samfundets normer, og som tager læseren med på tur i det ubehagelige kan være fantastiske. Jeg siger bestemt ikke at litteraturen skal være tam eller romantisk, men jeg mener simpelthen ikke at den litterære kvalitet her er meget højere end i meget triviallitteratur – og det er med til at ødelægge det, der ellers kunne have været en god historie. Jeg har ikke tal på hvor mange gange ordet “pik” bliver nævnt (selv E. L. James virker mere nuanceret i sit sprogbrug i 50 Shades of Gray!) – og på den måde bliver det mere en pastiche på en homoerotisk kærlighedshistorie, end noget, der bevæger læseren.

Som læser sidder jeg tilbage med en ubehagelig følelse af at have læst noget, der er en dårlig beskrivelse af et magtforhold mellem en ung teenager og en langt mere erfaren mand – et forhold, der ikke har meget med kærlighed at gøre.

Med andre ord er jeg skuffet, og det er ikke en roman jeg vil anbefale til andre. Filmen til gengæld? Den er stadig god – måske netop fordi den repræsenterer kærligheden mellem to mænd, uden det dysfunktionelle lag af afvisning, besættelse og usunde magtforhold.

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply