Follow:
Danmark, Norge

Om at have et barnehagebarn

Da vi påsken var i Danmark, havde vi et helt fantastisk gensyn. Vi kørte bilen op til døren, lukkede D. ud af bilen og så hende spurte hen til huset, så hurtigt hendes små ben kunne bære hende, mens hun råbte “Jaaaaaah!”.

Bag døren gemte sig ikke hvilken som helst person. Der genfandt hun sin højt elskede dagplejemor og de børn, hun dagligt har snakket om siden vi flyttede. Vi var der en time og hun brugte tiden på at spurte frem og tilbage med et lykkeligt smil på læberne. Altså med mindre et af de andre børn tog hendes udvalgte legetøj, for så brød verden sammen. Men hey, sådan er livet med en to-årig. Da vi tog afsted var der store krammere og lige siden har hun snakket om “Lau”, den ene lille pige, som hun åbenbart har savnet mere end vi troede.

Det var dybt rørende, men selvom vi på ingen måde kunne have ønsket os en bedre dagplejemor, så savner jeg det ikke.

I Norge er D. ikke dagplejebarn men barnehagebarn. Hun går i en lille institution, hvor der i øjeblikket er syv børn i alderen 1-3 år, men efter sommerferien er de kun fire børn. Hver dag er de to voksne og ofte er der en tredje på arbejde, når de er ude på tur. Der er en månedsplan, hvor alle oplevelser er plottet ind, der er sproggrupper, ekskursioner til biblioteket, ture i nærområdet, en fast formningsdag og temaer for hver måned. Der er en app med rapporter om dagens gøremål og notifikationer hver gang, hun bliver skiftet eller når hun vågner fra lur. Det er lidt grænseoverskridende (og mere information, end jeg har brug for), men det virker og der er styr på tingene. Faktisk lidt som en dansk vuggestue – bare med en normering, der er som sendt fra himlen.

Lyder det godt? Som enhver forælders drøm?

Det er det også. Der er ikke den samme kærlighed og tætte forhold til børnene, men D. er tryg, har en fest hver dag og hun udvikler sig med lynets hast.

Det er dog ikke derfor, jeg ikke savner dagplejen i Danmark.

Det er på grund af alle nedskæringerne. At se vores skønne dagplejer have ugentlige gæstebørn, fordi antallet af dagplejere i området er skåret ind til benet. At høre at de nyligt etablerede gæstehuse, dagplejerne har kæmpet for gennem flere år, bliver lukket netop som de er kommet op at køre. At vi på et år i dagplejen nåede at have to forskellige pædagoger med hver deres indstilling til området og børnene, og at den tredje pædagog skulle til at starte netop som vi flyttede. At alle områdets børn en gang om ugen skulle presses sammen i en lille legestue – efter fem minutters aflevering var jeg rundtosset af støj og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan dagplejemødrene eller børnene har haft det efter så lang en dag.

Det værste var dog at se vores kærlige, dedikerede og søde dagplejmor forsøge at følge med i en 48-timers arbejdsuge. At se hende forsøge at få indleveret læringplaner til tiden, når hun faktisk ikke havde tid til at lære børnene ret meget. Når hverdagen var fyldt med at få fem børn i tøjet og ud at gå ture, at få gæstebørn med i yoga-øvelser og forsøge at lære dem allesammen bordmanerer og at lære dem at lege ordenligt sammen. Ene kvinde.

Selv efter norske standarder er vi godt stillet i vores lillebitte barnehage og hver morgen føler jeg mig heldig. Jeg savner vores dagplejemor og vores fantastiske samarbejde, men jeg savner ikke dagplejen. Så når/hvis vi engang får endnu et barn, håber jeg, det bliver her i Norge og at vi (på utopisk vis) kan lokke vores gamle dagplejer herop, så vi kan kramme hende hver dag, for det fortjener hun.

Faktisk… Ved nærmere eftertanke; Går dit barn i en dansk dagpleje? Så kram jeres dagplejemor og giv hende en stor buket blomster – for det fortjener hun!

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply