Follow:
familie

Om at miste

En sen lørdag aften for 13 dage siden ringede det på hoveddøren, og udenfor stod to politibetjente, der var blevet sendt ud for at fortælle at min mor var blevet fundet død.

Jeg græd. Ikke så meget af sorg, som af selve chokket og af lettelse. Jeg føler også sorg, men den handler ikke om at min mor er død – den handler om alt det, vi aldrig fik sammen.

Jeg har altid vidst at hun ville dø tidligt, og jeg har i perioder også set frem til at det skulle ske.

Det er ikke sådan noget man siger højt, og alligevel gør jeg det gerne. Der er ikke mange, der kan forstå den følelse af lettelse, stilhed og fred, som jeg også har følt de sidste 13 dage. De fleste mennesker kommer (heldigvis!) fra kærlige og støttende familier, hvor deres forældre er fikspunktet for det meste, og for dem er tanken om at miste et familiemedlem ganske grusom.

Min mor var også et fikspunkt, men hun var sjældent et godt et.

Jeg havde en hård barndom.

Der var svigt, der var alkohol, vilde fester, og der var bekymringer. Der var ubetalte regninger, der var perioder uden telefon, el, gas og der var vrede breve med trusler om RKI.

Der var også impulsive ferier til Paris, smuk kunst, høj, klassisk musik og bunker af stor litteratur.

Der var skænderier, snak om seperation og skilsmisse, der var grænseoverskridende fortællinger, som mødre aldrig bør fortælle deres børn. Der var smadrede glas og knust porcelæn.

Der var alle løgnene og skuespillet, der skulle gemme alt det grimme, så ingen fandt ud af sandheden. Der var også skammen og usikkerheden, der gjorde at jeg aldrig tog veninder med hjem fra skole. Der var et massivt bedrag, for at mine lærere ikke skulle opdage noget. Det gjorde de aldrig – så god var jeg. Jeg skinnede udadtil for at ingen skulle finde ud af hvor bange, jeg i virkeligheden var.

Der var latter, og der var gråd.

Der var Martini, der var hvidvin, der var rødvin, der var Pernod, der var Richard, og der var Pinex til at tage tømmermændene.

Der var tårer, når hun faldt. Der var tårer, når jeg skulle samle hende op igen. Der var mistede tænder, og brækkede næser.

Der var en tom pung, og der var altid en jagt på lånte penge. Der var lange timer, hvor jeg var alene hjemme. Når jeg kom hjem fra 1. klasse, vidste jeg at sedlen på døren med en tegning af et skib, betød at jeg kunne hente nøglen på Fregatten.

Hos Fregatten havde jeg fri adgang til kandisstængerne. Jeg havde mit eget sæt service med klovne på Strandpavillionen. Hos Downtown havde de altid vaniljeis i fryseren. Vi var for fine til WestEnd, indtil jeg fyldte 14 år og far flyttede igen. Så kunne jeg hente min mor der, når jeg alligevel skulle hjem fra skole.

Da jeg blev student, havde jeg ikke gjort det godt nok. Et 11-tal i Dansk var ikke godt nok. Jeg var aldrig god nok. Jeg var altid en skuffelse. Jeg var ikke lige så smuk som hende, jeg var ikke lige så klog som hende, jeg var ikke lige så petite som hende, jeg var ikke lige så munter som hende, jeg var ikke lige så belæst som hende, og jeg var ikke lige så charmerende som hende. Jeg lignede min far. Jeg var for tyk. Jeg var for høj. Jeg elskede ikke hende lige så højt, som hun elskede mig.

Det sidste var klart min største forbrydelse i min mors øjne. Hun kunne sende giftpile afsted, og hun mestrede disciplinen, der hedder dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg have kontakt til min far, når nu det var hende, der havde gjort alt for mig? Hvorfor ville jeg ikke tilgive hende? Hun havde jo ikke gjort noget forkert.

Hun var til det sidste blind for den skade, hun havde gjort, og det stod i vejen for så meget godt.

Der er også de grusomme historier, jeg de sidste fem år har hørt fra andre: Om de ydmygelser, og de tæv livet gav hende. Det var historier, jeg længe forsøgte at skyde fra mig, for at beskytte mit eget liv. “Det er hendes eget valg”, blev til mit mantra, selvom jeg godt vidste, det ikke passede. De sidste tretten dage har jeg været omgivet af de historier, og jeg har set tydelige beviser for dem. Jeg har set forfaldet, jeg har set sporene i lejligheden og jeg har læst ordene. Jeg fortryder ikke, men det gør mig ondt, at hun ikke kunne slippe væk.

For 10 dage siden stod vi kapellet og kiggede på hende. Hun lignede ikke sig selv, men en voksdukke. Det var fire år siden jeg sidst havde set hende, og hun lignede mere min mormor end det billede, jeg havde af hende i hukommelsen.

Jeg lovede min mor at jeg ville give slip på hadet, og at jeg ville forsøge at huske hende for det, hun også var:

Hende, der fortalte historien om Tommelise. Hende, der bagte verdens bedste chokoladekage. Hende, der hvert år pyntede op til jul natten inden den 1. december, så jeg kunne blive overrasket, når jeg vågnede. Hende, der altid serverede bagerbagt smørkage til morgenmad på fødselsdage. Hende, der var så lysende smuk, at jeg som barn drømte om at være hende. Hende, der drømte om kærlighed og tryghed, men aldrig fandt det.

I dag, 13 dage senere, føles politiets besøg, turen til kapellet og bisættelsen som en evighed siden. Jeg føler, jeg vandrer igennem et ødeland af praktiske spørgsmål, jeg ikke kan besvare. Hvem skal have olielampen? Skal vi forsøge at redde hendes bøger, selvom de lugter af 40 års cigaretrøg? Hvordan skal vi nogensinde få tømt lejligheden, når nu hendes lejlighed ligger ud til Aalborgs mest befærdede busgade? Hvad gør vi med huslejen? Hvornår har Skifteretten behandlet hendes bo? Hvor stor en gæld efterlader hun sig?

Og netop det er måske ikke så unormalt igen. Det kan godt være, jeg i mange år har vidst at vi tidligt ville komme til at sige farvel til min mor, men jeg havde ikke skænket de praktiske opgaver mange tanker. Det er der vel ingen der har, og måske er det også godt, at der pludselig er så meget, vi skal tage stilling til. På den måde får vi ikke mulighed for at sidde lammede tilbage og spekulere over alle de ting vi kunne have gjort anderledes.

Det korte af det lange er dette: Min mor er død. Hun levede et hårdt liv. Hun er savnet for det, hun også var, men ikke for den person, hun som regel var. Resten er lige meget, og med tiden vil skammen, sorgen og den dårlige samvittighed forsvinde.

Med lidt held er det lettelsen og kærligheden, der så vil fylde mest.

Det fortjente hun. Det fortjener vi alle.

Share on
Previous Post

Du vil måske også sætte pris på

1 Comment

  • Reply Tove Hornbek

    Kære Lea.
    Jeg tror, at det er godt for dig at få skrevet dette farvel til din Mor, at få sat ord på hvordan din barndom og ungdom har været og forsøge at sætte punktum for alt det triste og komme videre med din egen lille familie. Det vigtigste er at lære af det og undgå at lave de samme fejl.
    Jeg ønsker dig og dine kære alt godt i fremtiden, kærlig hilsen Tove❤️

    september 18, 2020 at 8:31 pm
  • Leave a Reply