Follow:
familie

Om at skifte navn

Kan du huske det? De tidlige skoleår, hvor du forelskede dig for første gang? Du satte blyanten ned på papiret og skrev dit nye navn. Det navn, du ville få, når du blev gift med din eneste ene*.

Jeg mindes, at jeg var ni år, da jeg første gang gjorde det. Både det med at blive forelsket, men også det med at tegne hjerter og bytte mit efternavn ud med mit hjertes udkårnes.

I mit tilfælde var det ikke en dreng fra klassen, men i stedet verdens smukkeste fyr, der både kunne synge og charmere. Nej, det var ikke Nick fra Backstreet Boys eller Mark fra Take That. Det var Taylor.

Hvem?

Taylor Hanson!

Ja, “ha-ha!”, grin du bare, men jeg var stor fan af Hanson. Dem med Mmm-Bop. Drengene, der lignede piger, fordi de havde langt hår. Men jeg sværger, de lavede altså noget god musik. Og jeg skulle giftes med Taylor. Den midterste bror, der sang. Punktum.

Jeg brugte altså en stor del af tredje klasse på at skrive Lea Hanson i mine notesbøger. Fjollet, jo, men sådan er det med hormoner. Jeg overvejede endda om vores underbo Fru Hansen mon var i familie med drengene, men jeg turde ikke spørge hende.

Nå, men nu til sagen.

I disse dage har jeg gang i samme tankespind som for 22 år siden. Denne gang er der dog mere praktiske grunde til det. Vi skal giftes, og derfor skifter jeg efternavn. M. og jeg har snart været sammen i 11 år, så det er vel på tide. Jeg har altid leget med tanken om, at jeg en dag ville blive en rigtig del af min svigerfamilie, og komme til at hedde det samme som dem. Jeg elsker min svigerfamilie højt, selvom jeg ikke altid er overbevist om at de følelser er gengældte**. Der er alligevel noget grænseoverskridende ved at annektere deres efternavn.

Jeg har nemlig altid identificeret mig 100% med mit navn. Hvor andre tænker på deres navne som noget de har, så er mine mellemnavne og mit efternavn noget jeg er. Jeg er en Erfurth. Jeg er en Rathcky. Jeg er en Frederiksen. Vel at mærke med alt det, det indebærer af historier, traumer og fællesskaber. Jeg har aldrig været irriteret over det besværlige i at skulle stave og gentage mine navne. Jeg har tværtimod været stolt af det. Jeg siger farvel til Frederiksen, og bliver i stedet til en Saxtoft. Det er underligt.

Jeg forstår faktisk ikke, hvordan man helt nonchalant kan skifte navn uden at det ryster hele det fundament ens identitet bygger på. Jeg kan ikke lade være med at have en irrationel frygt for at jeg dagen efter brylluppet vågner op som en helt anden person. At alt jeg har været, pludselig er blevet udvisket og erstattet af noget, som jeg ikke helt ved, hvad er. I det usandsynlige tilfælde at dette rent faktisk skulle ske, håber jeg at jeg pludselig er i besiddelse af nogle af de (mange!) gode karaktertræk M og min svigerfamilie besidder: tålmodighed, rolighed, beskedenhed og et positivt livssyn. Det ville klart forbedre mig som person.

Der er også en dimension af tryghed ved at vide at jeg er i sikkerhed og at jeg helt officielt hører til i min egen lille familie. Det er med garanti godt for sådan en rodløs dame som mig, der generelt har haft svært ved at finde ro.

Men Lea, det er jo kun et af dine navne, der bliver ændret? Og så kommer I jo endelig til at hedde det samme, som en rigtig familie? Ja og nej.

Jeg får et endnu mere besværligt navn, for jeg nægter at skille mig af med mine mellemnavne***. Det positive er, at jeg endelig får et bevis for min tilknytning til M. Vi kommer dog ikke til at hedde det samme. D. har det ene af mine mellemnavne og M. gifter sig til det andet. Med andre ord: Tre personer med tre forskellige navne. Det er nøjagtigt lige så rodet og ustruktureret som jeg er. På den måde er det godt at vide, at jeg også bringer noget med ind i ægteskabet…


*) Lad os lige her fokusere på det problematiske ved at piger allerede fra barnsben er så indoktrinerede af kønsrollernes tyranni at de drømmer om at bytte en del af deres identitet ud med en drengs navn. Jeg tvivler på at ti-årige Anton drømmende bruger sine ledige stunder på samme sysler. Jeg kunne skrive længe og harmdirrende om dette, men jeg skal nok lade være.

**) Jeg er ikke sikker på at nogen i virkeligheden kan lide mig. Det gælder ikke kun for min svigerfamilie. Hvis jeg var en superheltinde ville mit navn være “Low-selfesteem-Woman”. Min superkraft ville være evnen til at skræmme superskurke væk med mine angstfyldte overvejelser om folks syn på mig.

***) Jeg er skilsmissebarn. At bede mig om at vælge imellem mine mellemnavne er som at bede mig om at vælge mellem mine forældre. Det går ikke og det sker ikke.

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

1 Comment

  • Reply Fabulea.dk - Siden sidst - Fabulea.dk

    […] Kan jeg ikke helt vænne mig til at jeg har fået et nyt navn. […]

    oktober 8, 2019 at 10:57 am
  • Leave a Reply