Follow:
Norge

Om at være modig

 

(Disclaimer:Hvis du læser dette og du er en norsk arbejdsgiver, så stop med at læse her. Det eneste du skal vide er, at jeg kan ALT. Inklusiv at stå på hænder og jonglere på samme tid. Det er næsten sandt!)

Jeg har brugt de sidste tre år af mit liv på at forsøge at finde et job. Okay, to år hvis vi minusser min barsel, hvor jeg brugte de meste af min tid på at blive overgylpet af et minimenneske. Jeg har skrevet 200+ ansøgninger og jeg vil efterhånden mene, jeg er ret god til det. Jeg har været til 10-11 jobsamtaler, hvilket ikke er en ret imponerende statistik. Men så igen, jeg er kommunikationsuddannet og jeg var færdig da krisen var på sit højeste. Og nå ja, jeg boede i Nordjylland, hvor humanister åbenbart ikke rigtig kan bruges til noget. Og ved du hvad (du, ikke-eksisterende læser)? Det har ikke været en specielt fornøjelig oplevelse.

Jeg har tudet, jeg har været frustreret og jeg har været deprimeret. Jeg har været stress-syg og jeg har fast snakket med en psykolog. Jeg (og andre i min situation) har været udskældt, fordi jeg bare nassede på samfundet. Først nassede jeg, da jeg tog en urealistisk uddannelse. Derefter var der ikke et job til mig og så nassede jeg, da jeg fik dagpenge. Nu er jeg løbet tør for dagpenge og er på den ret så ydmygende arbejdsmarkedsydelse, der er politikernes nødløsning på beskæftigelsesproblemerne i Danmark. Rundt om hjørnet venter kontanthjælpen, hvilket er det, jeg altid har frygtet mest. Det var ikke derfor, jeg fik en uddannelse. Jeg fik en uddannelse, fordi jeg netop gerne vil bidrage til samfundet og jeg rent faktisk gerne vil noget med mit liv. Folk er fulde af gode råd til, hvad sådan en som jeg skal gøre, og det er jo egentligt meget rart. Hvis det altså ikke lige var fordi, jeg efterhånden har prøvet det meste uden held.

Og nu gør jeg det mest usexede et menneske i min situation kan gøre – jeg klynker. Hvis en potentiel arbejdsgiver nogensinde læser disse ord, bliver jeg losset ud af bunken af ansøgere, for i vores samfund må man ikke blotte sig (hverken fysisk eller psykisk). Vi arbejdsløse skal være supermennesker, der holder motivationen i top og vi må ikke gå ned med flaget. Survival of the fittest, om du vil.

Som et desperat sidste forsøg er vi taget til Norge. M. har fået et drømmejob og jeg er selvfølgelig fulgt med, velvidende at det vil blive hårdt. Alligevel har jeg hele tiden tænkt på Norge som et åndehul og en tiltrængt ny jagtmark.

Men nu er jeg pludselig blevet stum…

Og fuld af præstationsangst.

Jeg kender ikke nogen heroppe. Der er ingen, jeg kan råbe “FUCK!” til, for M. vil ikke have at jeg bander foran lille D., og det har ikke helt samme effekt at ringe til veninderne i Danmark og gøre det. Her er der endnu færre opslåede stillinger, jeg kan søge og derfor er jeg nødt til at komme ud til det norske folk med uopfordrede ansøgninger. Det er ærligt talt grænseoverskridende og skræmmende når man, som jeg, ikke længere har verdens største selvtillid. For jeg har et pænt designet CV, men hvad kan jeg egentligt? Ikke noget, fortæller mit indre Æsel mig, dag efter dag.

Og jo, jeg kan en hel masse ting, men jeg føler, jeg har glemt det hele. At jeg har ladet mig tale ned alt for længe, at jeg selv har købt snakken om at såkaldte pladderhumanister intet er værd. Jeg har stået og hø-hø’et når venner, familie og bekendte har sagt “Har du læst humaniora – så har du jo ingen uddannelse!”, i stedet for at fortælle dem, hvor dybt fornærmende, forkerte og nedgørende deres udtalelser er. Ikke kun om mig, men en stor del af befolkningen, der måske ikke ejer teknisk eller matematisk snilde, men som kan så meget andet. Kan noget med ord, kan noget med kritiske analyser og som kan noget med mennesker. Dem, der kommer med alle de kreative ideer eller sørger for at de administrative hjul kører på arbejdspladsen.

Jeg har stadig ingen anelse om, hvordan alle andre har fået deres første job. Jeg bliver ved med at tænke, der er noget alvorligt galt med mig. For ellers sad jeg vel ikke her tre år senere med intet andet end projektstillinger i min rygsæk. Nu i Norge, vel at mærke.

I går gjorde jeg det så. Jeg gik forbi min drømmearbejdsplads med en uopfordret ansøgning, et pænt CV og en skovlfuld nybagte boller. Jeg troede, jeg skulle dø, men det gik ok. Medarbejderne var begejstrede og de vil sikkert i al fremtid huske mig som “brøddamen fra Danmark”. Men de havde ingen timer til mig og det får de nok heller ikke  i fremtiden. Og det er jeg trist over. For selvom det, jeg gjorde var ret modigt (sådan føltes det i hvertfald), så tog jeg kun nederlaget med mig videre. Det er i sig selv meget værre end det “Tak, men ellers tak”, jeg fik.

Så hvad vil jeg med det her brok? Få luft ja, men også spørge dig (du ikke-eksisterende læser) om, hvordan du fik dit første job? Kan du huske tiden som ledig? Hvornår har du sidst givet din arbejdsledige veninde/ven/søster/bror/whatever et kram i stedet for en  ubevidst verbal lussing?

cropped-img_0208.jpg

Hende der? Hun kan sgu da ingenting! Hverken slå en fisk ihjel eller ryge pibe. Hun er jo kommunikationsuddannet!

 

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

1 Comment

  • Reply Fabulea.dk - Ti ting, du nok ikke skal nævne til jobsamtalen - Fabulea.dk

    […] ud af dit gode skind af glæde og iver. Det er nemlig både trist, ensomt og almindeligt hårdt at være arbejdsløs. Du bruger flere timer på at forberede dig og på at skrive noter, så du er sikker på at huske […]

    september 19, 2019 at 4:13 pm
  • Leave a Reply