Follow:
Sundhed

Om at være rund del 3

I dag skal det handle om at være fed. Ikke fed på den cool måde, men om at være fed på den overvægtige måde. Det er jeg nemlig.

Det har jeg ikke altid været, men i dag vejer jeg 20 kg mere end jeg gjorde for 10 år siden. Ja, du læste rigtigt: Jeg har taget et indskolingbarns vægt på, fordi jeg er urimeligt glad for kage, cola og flødesaucer. Jeg er oven i købet også et utroligt dovent menneske og jeg har endnu ikke fundet en sport, jeg gider dyrke mere end fem minutter af gangen.

Det er jo faktisk helt grotesk, at jeg er blevet så tyk rundt om maven. Mine inderlår gnider mod hinanden når jeg går, og hvis jeg har jeans på opstår der sådan en lyd, der minder om et par knirkende sneakers på et glat gulv. Jeg har også mormorarme, to hager og så ligner jeg min far, når jeg ikke har makeup på. Bevares, ikke fordi min far er overvægtig, men mere fordi mængden af fedt i mit ansigt får mig til at se lidt maskulin ud. Der er ikke noget sart eller fint over mine træk. Jeg kunne skrive om mange andre ting, der er galt, og som gør at jeg ikke længere er specielt tiltrækkende. Det ville kræve uendelige sultekure, træningssessioner og nok også en del operationer, før jeg igen kunne komme til at være sådan rigtig “pæn” eller kunne klemme mig ned i en attraktiv størrelse 38.

Men her kommer det oplagte spørgsmål, som vi dagligt bombarderer os selv og hinanden med i disse år: Hvad er skønhed?

Da jeg var 18 år var jeg næsten skræmmende tynd. Jeg vejede 62 kilo, og der var tydelige knogler over det hele.  Jeg havde ingen penge, boede sammen med en kæreste, der ikke var rar og jeg levede primært af krydderboller med smør, spaghetti med ketchup og ris (fra kogepose) med soya. Hvis jeg virkelig anstrengte mig og sprængte mit madbudget, købte jeg en stor pakke med 20 af verdens tyndeste fadkoteletter, og så var der kød til en god del af måneden.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet dengang, kunne jeg kun se fejl. Min næse var for stor, min hårfarve var kedelig, mit tøj var kikset – og så var jeg fed. Jeg lignede heller ikke fotomodellerne dengang, og jeg følte mig aldrig god nok. Hvis jeg fik et kompliment, hørte jeg ikke de venlige ord, men kun de ting, der ikke blev sagt. Jeg var så absorberet af mine egne usikkerhed, at jeg slet ikke kunne se alt det, der var fint ved mig.

Og sådan er det stadig. Jeg kan bruge uendelig tid på at fat-shame mig selv. Jeg har endnu ikke oplevet at andre folk har været modbydelige overfor mig på grund af min bagdels størrelse, men jeg går hele tiden rundt med en følelse af at det kunne ske hvert øjeblik, det skulle være. Jeg bruger tid på Instagram og Facebook, mens jeg sukker over at alle andre har bedre liv og tyndere lår end mig. Jeg tænker på, hvad jeg burde spise, i stedet for at nyde det, jeg spiser. Og det er et problem. Desværre fornemmer jeg at det ikke kun er mig, der i stilhed sidder bag skærmen og hader sig selv.  Det er en helt industri at få (især) kvinder til at føle selvhad. Jeg og vi er aldrig gode nok. Magasinforsiderne er fyldte med overskrifter a la “Bliv dit perfekte jeg”, “Sådan gør du din mand tilfreds” samt det sidste nye skrig inden for slankekure. Den ene uge skal du kun spise kål, ugen efter skal du prøve suppekuren og endelig kan du tabe 2 kilo på fem dage, hvis du hopper med på Keto-kuren.

Men hvorfor? Hvorfor overhovedet jagte et uopnåeligt billede af skønhed og tyndhed? Hvorfor er tynd i det hele taget lig med smuk? Hvorfor ikke accepetere at vi alle får flere folder på maven som tiden går? Hvorfor skal du ligge søvnløs fordi du har et BMI over 25, når det intet siger om din generelle sundhed?

Jeg var for nylig til en såkaldt KRAM-samtale hos min læge. Jeg hverken ryger eller drikker, jeg motionerer ikke specifikt, men jeg rører mig dagligt og jeg spiser også nogenlunde sundt (når man ser bort fra førnævnte glæde for sukker). Alle blodprøver peger på “sund”. Sygeplejersken, der havde samtalen sagde alligevel ord-ret “Jamen, det lyder jo altsammen fint. Men du har jo et højt BMI, så du må have et problem?”.

Og jo, det har jeg. Men problemet er ikke min vægt. Mit problem er forventningerne til min vægt og den idiotiske tro på at der venter et bedre liv på mig lige efter den næste slankekur. Problemet er at jeg (og mange andre) ikke tror, at vi er gode nok. Eller smukke nok, for den sags skyld. Det fortæller vi til os selv og hinanden hver dag. Og helt ærligt?

Jeg vil hellere veje 25 kilo for meget og spise min chokolade og skindet på kyllingen, hvis det betyder at jeg nyder livet i mens. Hellere det, end at kontrolveje mig selv hver anden dag, mens jeg længes efter et urealistisk taljemål. Jeg vil egentligt også hellere lære at elske mine folder, mine grå hår og mine skæve tænder, end jeg vil pakke mig ind i stram-ind-bukser, bruge 2500 kr hos frisøren eller smile med lukket mund. Det ville måske bringe mig tættere på det photoshoppede ideal, som vi alle spejler os i, men det ville ikke gøre mig lykkelig i længden.

Jeg siger ikke, at du ikke skal gøre noget ved det, hvis du er oprigtigt ked af det, du ser i spejlet. Det styrer du helt selv. Hvis du kan leve *sundere*, hvis du har lyst til at træne mere eller du gerne vil have glattet ting ud, så skal du endelig gøre det.

Min eneste råd er at du spørger dig selv om hvorfor du ikke er tilfreds? Hvad eller hvem er det, der ikke får dig til at føle dig smuk? Drømmer du om at tabe dig, så du bedre kan danse, have det sjovt og lege med dine børn? Eller er det fordi samfundsdebatten og de skønhedsidealer der er sat op, fortæller dig at du er forkert?

Hvis det er det sidste, der gør sig gældende for dig, vil jeg slutte af med følgende ord:

Du er smuk, du er fantastisk og du fortjener at at elske dig selv.

Det var bare det.

(billede via @femalecollective )

 

 

 

 

 

 

 

 

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply