Follow:
Sundhed

Om at være rund pt. 5

Kan du huske, da jeg sidst skrev om at være tyk? Jeg var ved lægen, og det gik ikke ret godt, for jeg blev ikke taget seriøst. I stedet gik jeg hjem og lod være med at spise i tre dage derefter, fordi lægen havde formået at få mine tidligere mad-problematikker til at blusse op igen.

Hvilke problematikker, tænker du måske.

Jo, ser du:

Jeg har aldrig haft et normalt forhold til mad. Da jeg var barn, bestod morgenmad af lyst toast-brød med tandsmør, og der var ingen, der snakkede om ernæring.

Jeg dyrkede ikke idræt i min fritid, og gymnastiktimerne i skolen var bare en endeløs række af ydmygelser, hvor jeg konstant følte mig forkert, fremmedgjort og elendig.

Da jeg begyndte at få lommepenge, købte jeg slik og kager som jeg spiste i smug.

Da jeg blev teenager, var jeg overbevist om at jeg var fed og klam, så ofte bestod mit eneste måltid indtil aftensmaden af en krydderbolle.

Da jeg flyttede hjemmefra havde jeg ingen penge, så jeg spiste pasta med ketchup, og ris med soya til aftensmad. Når jeg flottede mig, købte jeg en maxipakke med ultra-tynde koteletter, som kunne række i 14 dage, hvis jeg frøs dem ned enkeltvist.

Da jeg mødte M., og fik et egentligt madbudget, faldt der ro på mig, og jeg lærte at nyde mad – og at spise normalt.

Og jo, selvfølgelig spiser jeg stadig søde sager, men hvem gør ikke det?

Sagen er, at jeg i en alder af 33 år har fået et langt mere afslappet og sundt forhold til min kost. Jeg har ikke ejet en vægt i fem år, og jeg forsøger at lytte til min krops behov, når det kommer til kost. Men jeg er alligevel ikke stærkere end at en forhippet læge kan knække mig.

Jeg fik taget blodprøver hos lægen, og da han ringede tilbage med resultaterne et par uger senere, fortalte jeg ham om min oplevelse.

Jeg fortalte hvor ked af det han havde gjort mig, at jeg ikke følte, jeg var blevet hørt, og at hans fokus på min overvægt havde skubbet mig tilbage i et usundt mønster, som jeg havde brugt mange år på at bryde.

Det beklagede han. Sådan skulle det selvfølgelig ikke være. Det var jo hans job som læge at se det hele menneske, og finde årsager og løsninger på problemer. Det var bestemt ikke hans job at skabe problemer, og han var ked af at jeg havde følt mig marginaliseret.

Men, for selvfølgelig er det et men: Mine blodprøver var alle fine. Jeg mangler ikke vitaminer, jeg har ikke stofskifteproblemer og der var ingen tegn på sygdom, så mine symptomer måtte nødvendigvis skyldes min overvægt.

Og så begyndte det forfra; Vægttab, motion, kostomlægning, diætist, træningsforløb.

Og jeg betakkede mig. Jeg undskyldte mig med min nyligt afdøde mor, og fik afsluttet samtalen, velvidende at jeg ikke vil have lyst til at nærme mig den læge igen.

Hvorfor skriver jeg om dette? Mit besøg hos lægen er privat, og det samme er mit helbred. Det angår ikke andre, men alligevel har jeg en stærk formodning om, at der sidder andre mennesker derude, der har brug for at vide, at de heller ikke er alene. At det, at de er tykke også er blevet omdrejningspunktet for den måde, de bliver set på af andre. Jeg kan i hvertfald umuligt være den eneste.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste.

Det er ganske enkelt: Når vores værdi som mennesker bliver gjort op i antallet af kilo på vægten, så har det store konsekvenser. Det vil jeg gerne fortælle mere om de følgende uger.

Jeg håber, du har lyst til at læse med.

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply