Follow:
Norge

Om barnehager pt. 2

Jeg er snublet over et lille vikariat i en børnehave. Dem, der kender mig godt ved, jeg ikke er specielt egnet til sådan et job. Det er noget med, jeg er for sarkastisk anlagt til at kunne tage børn seriøst i længden. Jeg kunne ikke engang kunne lide børn, da jeg selv var barn. Jeg var hende den underlige, der helst sad alene med en bog (og/eller fantaserede om at starte min egen nation) og som altid forsøgte at sno sig uden om frikvarterer og gruppearbejde. Og lille D? Hende er jeg altså også lidt skeptisk overfor til tider – f.eks. når hun afklæder sig alt tøjet, tager en enkelt gummistøvle på og derefter spadserer stolt rundt i stuen med en spand på hovedet.

Det er altså ikke et drømmejob. I vores situation er et job dog et job og det er også meget hyggeligt til tider. For sådan nogle børn kan jo være søde og finurlige. I dag fik vi pandekager til frokost, fordi der var fødselsdag på afdelingen og det gjorde mig straks mildere stemt over for hele arrangementet. Underligt nok er det som om pædagogerne synes, jeg er ret god til jobbet og de har endda givet udtryk for, de gerne vil have mig i et månedslangt vikariat i maj. Hvilket er fint, eftersom der ikke er et eneste opslået job i hele kommunen, jeg er kvalificeret til, og jeg forlængst er løbet tør for danske dagpenge. Mismodet ligger dog alligevel og lurer, for betyder det her, jeg aldrig kommer til at bruge min uddannelse? At jeg resten af mine dage skal passe børn til en (undskyld mig!) elendig løn? At jeg aldrig kommer videre med mit liv? Det er med andre ord svært ikke at være  bitter selvom jeg også er taknemmelig for chancen. Lidt er jo trods alt bedre end ingenting.

Jeg bruger mine dage på at udtænke planer, mens jeg skubber gynger, tegner og synger sange. Ind i mellem forsøger jeg at tage ja-hatten på og lave mentale lister over, hvorfor livet i en børnehave er fedt. Ind til videre er det dog en ret kort liste:

  • Jeg er med garanti altid den bedste til at tegne (altså sammenlignet med børnene).
  • Jeg får lov til at fortælle børnene, hvad de skal gøre (hvilket jeg ikke fik lov til, da jeg selv var barn).
  • Jeg har aldrig været så solbrun før i april måned.
  • Frokosten er gratis.
  • Børnene forstår ofte, hvad jeg siger.
  • De voksne lader som om, de forstår mig.
  • Det er ikke nødvendigt at have makeup eller pænt tøj på, for børnene er ligeglade.

Det er omtrent så langt, jeg er kommet. Jeg håber, dagene bliver kortere, at jeg kan finde en ven eller to blandt personalet og at listen med tiden bliver længere helt af sig selv. Håbet er lysebrunt – ligesom mit solglade fjæs!

 

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply