Follow:
Norge

Om BH’er og hatte i hånden

For et par år siden havde jeg min sidste arbejdsdag i butik. Jeg skulle til at skrive mit store, vigtige speciale og jeg havde ikke timer nok i døgnet til også at vejlede kunder om deres koners bh-størrelser.

Jeg elskede det ellers – også selvom min indre håbløst elitære snob ikke ville indrømme det. Det var gode grin i løbet af dagen, der var altid noget at gøre, der var næsten altid kage og så var der frynsegoder i form af gratis undertøj fra forskjellige mærker og medarbejderrabat. Og så var der kolleger, jeg kunne fortælle historier og som ofte delte min sarkastiske humor.

Men jeg var bestemt for større ting – jeg skulle være kommunikationskonsulent og med tiden ville jeg springe ud som forfatter, der med det samme både ville røre hjerter og vinde priser. F.eks. lå Nobelprisen inden for litteratur bare og ventede på mig.

Jeg var et arrogant røvhul, der ville væk fra alt det, jeg kendte og som ville bevise at mine vinger sagtens kunne bære.

Med andre ord var jeg en helt normal 24-årig, som livet endnu ikke havde fået lagt ned på trods af talrige forsøg.

Da jeg sagde farvel til mine kolleger den dag var jeg overraskende rørt, utroligt lettet, men også lettere skuffet. For hvor var æreskransen, talerne og champagnen blevet af? Vidste min chef ikke at hun gav slip på verdens bedste lingerisælger?

Igen – den 24-årige var ulidelig at være sammen med.

I dag må jeg sådan for alvor indse at mine vinger ikke kan bære. Norge er ikke et himmerige, der uden videre tager imod arrogante langtidsledige med en kandidatgrad i hånden. Og jeg må sande at den nu 28-årige version af mig selv kun har de gode minder tilbage om min tid i butik.

Jeg husker de fantastiske kolleger, de sjove historier og de helt unikke kunder, jeg gennem min tid mødte. Og jeg husker følelsen af at mit job gjorde en forskel – også selvom jeg hverken stoppede krige eller løste den økonomiske ulighed i verden.

Så i går tog jeg hatten i hånden og bankede på døren hos forskellige butikker. Men hidtil ukendt ydmyghed sagde jeg “Hei! Jeg vet, dere ikke mangler hjelp, men jeg vil gjerne avlevere en søknad allikevel”. Og nu krydser jeg fingre for et mirakel.

Sådan går tiden og sådan bliver man klogere. Og tak til alle mine gamle kolleger for at I ikke stak mig flere lammere. Jeg fortjente det ellers!

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply