Follow:
Uncategorized

Om drømme og jobmuligheder

Da jeg var barn, skiftede jeg drømmejob hvert halve år. Først ville jeg være arkæolog, men den ide droppede jeg hurtigt igen, da jeg kom i tanke om mængden af insekter, der lever i jorden – det var en klar dealbreaker. Derefter ville jeg være modedesigner. Jeg kreerede dog aldrig andet end tegninger af stumpede trøjer med Union Jack på. Det var selvsagt i Spice Girls’ storhedstid. Så ville jeg være jurnalist og jo, sådan skulle dét staves.

Sidst, men ikke mindst, kom den tid, hvor jeg gerne ville være forfatter. Jeg så mig selv bo i et lille hummer i Paris’ Latinerkvarter. Jeg skulle bruge mine dage på at gå lange ture i Jardin des Plantes og langs Seinen, se på kunst, drikke espresso’er på fortorvscaféerne, finde mit livs kærlighed (med halvlangt hår og drømmende øjne) og bruge aftenerne på at skrive en kommende klassiker.

Sådan er det nok for de fleste børn og unge, men i den gode alder af 28 år ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg vil med mit liv. Jeg har fået indsnævret feltet en del, men sikker er jeg ikke.

Jeg har altid sagt, jeg ville være en virkelig god evighedsstuderende. Det har aldrig været en mulighed og derfor er jeg endt med en uddannelse, der er dejlig bred og som giver mig mulighed for at lave rigtig mange forskellige ting. Jeg kan både undervise, jeg kan skrive og jeg kan koordinere alt mellem himmel og jord. Problemet med sådan en uddannelse er bare, at den er for bred. Hvis jeg havde læst Medicin, havde jeg truffet et aktivt valg og var blevet læge (i en eller anden form). Det samme hvis jeg havde valgt et praktisk håndværk. Men næ, her sidder jeg med min pæne Cand. Mag.-titel og er lige så rådvild som for 15 år siden. Nu har jeg bare dagpengeudløb om fem minutter og der er tilsyneladende ikke mange, der kan se perspektivet i at have en humanist ansat. Se, det er problematisk.

En ting, jeg aldrig forestillede mig, da jeg voksede op, var at jeg en dag skulle flytte til Norge. Norge er, i min verden, den komplette modsætning til Paris. Men ved du hvad? Måske er Haugesund bedre end Paris. Der er også vand, der er mange caféer og mit livs kærlighed er der i hvertfald med garanti (dog med rødt kort hår og meget lidt poetisk mindset). Jeg er ligeglad med, hvad jeg skal lave og jeg har i sinde at glemme alt om den der cand. mag.-titel. I hvertfald for en tid. For hvis nu de har brug for en hjælpende hånd til noget kommunikation på kommunen, hvis biblioteket har brug for en formidler eller de kan bruge en, der kan koordinere kulturelle events, så jeg egenligt MEGET gerne hjælpe dem. Hvis ikke,  så serverer jeg også gerne espresso’er for håbefulde forfatterspirer i Haugesund City.

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply