Hvad jeg troede var norsk, viser sig at være svensk. Hvad jeg troede var svensk, er norsk. Ligegyldigt hvad jeg siger, ender det med at lyde som volapyk.

I dag havde jeg første dag i SFO’en, hvilket egenligt bare betød, jeg brugte to timer på at fryse i en skolegård, mens jeg kiggede på børn der kælkede. Altså jeg snakkede da også med de der unger – dog med varierende succes.

En gruppe af ungerne kom op at skændes. Den ene ville ikke lege med den anden også var der vist en der skubbede/kastede med sne/var en dum møgunge. Noget i den retning. Det viser sig nemlig at jeg ikke rigtig forstår norsk. Jeg ender altid med at zoome ud og synes pludselig at nordmænd lyder som figurerne i “Timmy-tid”.

Den eneste trøst er, at de der norske børn virkelig heller ikke forstår mig. Da jeg forsøgte at forlige de stridende parter kiggede en 8-årig dreng på mig med store, undrende øjne og spurgte skeptisk: “Forsøker du å snakke engelsk?”

… Og nej, det gjorde jeg faktisk ikke.

Jeg fornemmer at det bliver en stor succes når/hvis jeg skal være vikar i Norsk!