Follow:
    familie, Jobsøgning

    Siden sidst

    • Er vi blevet gift. Det var præcis lige så afslappet og hyggeligt som vi drømte om.
    • Kan jeg stadig ikke forstå at vi er så heldige med vores familier.
    • Kan jeg ikke helt vænne mig til at jeg har fået et nyt navn.
    • Har jeg fået et afslag jobbet fra det forrige indlæg. Det kom ikke som en store overraskelse.
    • Har jeg været forfærdeligt skuffet over ikke at få det job. Men nu ved jeg i det mindste, hvad jeg gerne vil arbejde med.
    • Har jeg haft sidste dag i praktik. Det var et virkelig fint og rart firma. De var dog nok ikke lige så imponerede over mig, som jeg var af dem.
    • Har jeg haft svært ved at finde motivationen til at fortsætte jobsøgningen. Der er jo ingen, der vil ansætte mig.
    • Bliver jeg ved med at drømme om at lave et børnekulturhus med fokus på leg og læring.
    • Har vi været til begravelse, da den sidste oldemor døde. Hende kommer vi til at savne.
    • Har jeg haft verdens hyggeligste bogklub på besøg til rosé, pizza og italiensk tv-serie. Det var dejligt.
    • Jeg lavede også en perfekt cheesecake. Den kan du finde her.
    • Har vi valgt skole til D. Valget var faktisk slet ikke så svært, da vi kom ud til friskolen. En gang i mellem skal man (læs: jeg) bare lade være med at overtænke alting.
    • Er jeg ovenud lykkelig ved tanken om at der er madordning på skolen. Vi slipper med andre ord for madpakkehelvedet.
    • Bestilte jeg i søndags tøj på nettet. I morges stod der en pakke foran hoveddøren. Alt tøjet passede perfekt og var oven i købet pænt. Det er et moderne mirakel!
    Jobsøgning

    Ti ting, du nok ikke skal nævne til jobsamtalen

    Du er endelig blevet kaldt til en drømmesamtale og du er ved at gå ud af dit gode skind af glæde og iver. Det er nemlig både trist, ensomt og ualmindeligt hårdt at være arbejdsløs. Du bruger flere timer på at forberede dig og på at skrive noter, så du er sikker på at huske alle de geniale ting, du kan sige for at sikre dig jobbet.

    Du har forberedt en solid elevator-tale og har taget dit skarpeste sæt tøj på. Dagen oprinder og du kommer præcis ti minutter for tidligt til samtalen. Du ved, ikke for tidligt, så du risikerer at rende ind i den person, der har været til samtale før dig, men heller ikke så sent, at du bliver presset og lugter af sved.

    Døren til lokalet går op, og du bliver inviteret ind af ansættelsesudvalget.

    Du giver hånd, tager imod tilbuddet om en kop kaffe, og så begynder alt det sjove.

    Du åbner munden, og ud falder en ordstrøm uden lige.

    Du glemmer alle gode intentioner, elevatortalen er pist forsvundet og i stedet kører du direkte imod jobsamtaledøden.

    Dette er den ultimative liste over ting, du ikke skal sige:

    1. At du har brudt den sociale arv, fordi du har fået en uddannelse
    2. At du snart skal giftes
    3. At din svigermor bor på den anden side af vejen og at I ofte vinker til hinanden.
    4. At dit barn er rødblond, men at du håber, hun bliver sådan rigtig rødhåret med tiden.
    5. at din grandfætter flyver ind fra USA for at deltage i dit bryllup
    6. at du ikke kan strikke og gå rundt på samme tid (WTF?),
    7. At din største svaghed er, at du har en tendens til at gå for meget op i dit arbejde, og at du derfor har en forhistorie med stress.
    8. At du har haft en vækkelse (uden at det involverede en gud) mens du boede i Norge, og at du derfor nu ved, at du skal arbejde med mennesker.
    9. At din kæreste er tidligere håndboldtræner, men at du selv er yderst boldforskrækket.
    10. At du bager en virkelig god (kvaje)kage, og at du nok skulle have taget noget med til samtalen.

    Lyder det urealistisk og fjollet? Kender du ingen, der kunne på at være så utjekket til en samtale?

    Så var du tydeligvis ikke den jobsamtale, jeg var til i morges.

    Sagde jeg fornuftige ting ind i mellem rablerierne?

    Muligvis.

    Kan ansættelsesudvalget huske de fornuftige ting?

    Jeg tvivler.

    Tror jeg, at jeg får det job, jeg har gået og tænkt på i en evighed?

    Næppe.

    Bøger

    Et barn af bøger

    Da jeg var barn fik jeg altid bøger i gave. Det føltes i hvert fald sådan. Det er den historie, jeg altid har fortalt, når jeg er blevet spurgt om hvor min interesse for bøger kommer fra. 

    I virkeligheden er jeg ikke sikker på at det faktisk var sådan det forholdt sig. I dag mindes jeg nemlig primært at jeg havde bøger, der var gået i arv fra mine søster og fra min mors egen barndom. Der var en meget slidt udgave af Pelle Haleløs, talrige Astrid Lindgren-bøger og en hel række med Ole Lund Kirkegaard-bøger, der alle så ret triste ud. Min yndlingsbog var verdens smukkeste billedbog fra Gyo Fujikawa, som jeg stadig ejer.  

    Selvfølgelig fik jeg også bøger i gave. De stærkeste minder fra min barndom handler nemlig om de bøger, jeg fik foræret. Jeg kan huske at jeg fik lille sorte Sambo da jeg fyldte tre. Det var årets bedste gave, for jeg kunne den allerede udenad. Jeg kan huske at jeg fik Peter Pedal i julegave af min dagplejer. Jeg kan huske at jeg fik bogen om elefantkongen Babar af min far. Jeg fik bogen og et kassettebånd med Krummerne af min søster da jeg var syv år. Det var også hende, der gav mig mine to eneste bøger om Troldepus. Jeg kan huske hvornår jeg fik bøgerne. Jeg kan huske, hvor jeg sad, da jeg fik dem. Jeg kan huske hvordan gavepapiret så ud. Jeg kan endda huske, hvordan bøgerne lugtede. 

    Jeg var et barn af bøger, for jeg var et ensomt barn. 

    Jo, det ser sørgeligt ud, når det står skrevet sådan. Det er heldigvis først de seneste år, dette er gået op for mig. Jeg havde aldrig mange venner, og jeg deltog ikke i fritidsaktiviteter. Når jeg kom hjem fra børnehave og skole var jeg for det meste enten på Fregatten eller hjemme hos min mormor. Jeg havde enkelte gode venner både i børnehaven og i skolen, men jeg følte mig i bund og grund altid forkert og anderledes, og jeg fortalte aldrig nogen om, hvordan jeg havde det. Der var i øvrigt heller ingen der spurgte. Jeg er ikke enebarn, for jeg har søskende, men de boede ikke hos os, så jeg var altid alene. På den måde blev bøgerne et tilflugtssted for mig. 

    I dag ved jeg at bøgerne hjalp mig, og gav mig læ i det stormvejr der var min barndom. 

    De fleste af mine bøger fra dengang står stadig i bogreolen, og bliver flittigt benyttet af vores datter. Hun er fem år gammel og har samme alder som jeg havde, da jeg fik Babar af min far. Jeg læste højt for hende da hun lå i min mave og hun har fået læst godnathistorie siden hun blev født. Hun falder ikke i søvn med en iPad i hånden, men med en bunke bøger i sengen. Bøger fungerer ikke som et tilflugtssted for hende, men som et naturligt element i hendes liv. Hun er også et enebarn, men hun kommer forhåbentligt ikke til at tænke på sig selv som værende et ensomt barn. Det er jeg stolt af.

    Jeg tror på undersøgelserne, der siger at børn, der har fået læst bøger højt som små, både selv læser mere som voksne og klarer sig bedre i deres voksenliv. Jeg tror også på at litteraturen gør mennesker mere empatiske og rummelige i mødet med andre. Jeg er også så gammeldags at jeg er overbevist om at god børnelitteratur er grundlaget for al videre dannelse. Dannelse er nemlig ikke et fy-ord i min verden, men nærmere en mangelvare i en verden, der ofte har alt for travlt med Instagram, Snapchat og Youtube. 

    Derfor ligger det mig også meget på sinde, at D. bliver introduceret til mange forskellige slags bøger i sin barndom. Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard er gode, men nutidens børnelitteratur kan så meget andet og mere. Det er heller ikke en særlig begivenhed, når der dukker nye bøger op i D.´s bogsamling. Hun kommer ikke til at kunne huske hvornår hun har fået hver enkelt bog, men det er også ok. Det fleste bøger er alligevel hentet hjem fra biblioteket, hvor udbuddet er enormt, og hvor børn har en fest. Netop bibliotekets rolle som børnekulturformidlende institution kunne jeg skrive meget om, men der er ingen der kan forklare det lige så godt som geniale Kathrine gør ovre hos #1000bøger.

    I anledning af dagens #septemberbøger vil jeg afslutte med denne (måske lidt banale) tanke: Hvis børnelitteraturen kan rykke vores perspektiv og hjælpe os med at forstå verden, mens vi er bittesmå – hvilken forskel kan den så ikke gøre, når vi render stressede og forvildede rundt og forsøger at finde mening i vores voksne liv?

     

    Bøger

    At være en utro læser

    Det er første dag i september, og som jeg skrev om i går, betyder det for mit vedkommende projektet #septemberbøger på Instagram. Jeg startede derfor dagen med at finde en bog, jeg læser lige nu. Det burde ikke være så svært, men jeg er i øjeblikket i gang med intet mindre end ni forskellige romaner på samme tid. Ja, ni.

    På mit natbord ligger der tre forskellige bøger:

    • Urmagerens datter – Kate Morton
    • Wild – Cheryl Strayed
    • Max, Mischa og Tet-offensiven – Johan Harsted (som jeg kun har læst 25 sider i, på grund af denne regel)
  • I stuen er der to bøger:
    • Pariseren – Isabella Hammad
      Women Talking – Miriam Toews

    På telefonen har jeg gang i intet mindre end fire e-bøger:

    • Heartburn – Nora Ephron (Den er episk!)
    • Outlander, guldsmed i rav – Diana Galbaldon
    • Bonjour Tritesse – Françoise Sagan
    • Vores elskede – Kamila Shamsie

    Det er ikke unormalt for mig – sådan har det faktisk altid været. Jeg er bare ikke en “one book at a time kinda woman”. Tværtimod. Det er for det meste ok, men det betyder selvfølgelig også at jeg ofte strander midt i romaner uden nogensinde at komme retur.

    Valget til #septemberbøger faldt i dag på Pariseren af Isabella Hammad. Jeg købte den for fjorten dage siden, men jeg begyndte først på den i går, da jeg lå syg.

    Den lover usædvanligt godt: Det er en smuk slægtsroman om mødet mellem Mellemøsten og Europa i brydningsårene i starten af det tyvende århundrede.

    Jeg glæder mig til at følge den unge Midhat Kamal, der tager til Frankrig for at læse medicin i 1914. Jeg forudser både historiske begivenheder, store dilemmaer, kærlighedsintriger og kultursammenstød forude. Det skal nok blive godt!

    Bøger

    #septemberbøger er her

    Det er ved at være den tid på året igen. Æblerne falder til jorden i haven, luften bliver koldere og dagene bliver kortere. Jeg er ikke ubetinget fan af efteråret, men der er én tradition, jeg er glad for: Instagram-legen #septemberbøger.

    “Ha! Hvad er det for noget nymodens stads?!”, spørger du sikkert (ikke) med en hånlig latter.

    Det er intet mindre end en genial leg, som Ringsted Bibliotek opfandt for et par år siden. Reglerne er såre simple: Hver dag i september poster man et litterært billede ud fra en simpel beskrivelse, og poster det med #septemberbøger.

    Jeg har forsøgt mig med det før, men hvert år har jeg kun fået smidt et par enkelte billeder op. I år tager jeg revanche! Eller… Jeg har i hvertfald planer om at forsøge.

    For mig er det en god refleksion over de bøger jeg har i min bogreol, samt en inspiration at se hvad andre deler. Det er en anden form for litteraturformidling, hvor vi mødes om bøgerne i et forum, der ellers kun sjældent er dedikeret til noget så gammeldags og umoderne som litteratur. Det er jeg utroligt begejstret for.

    Jeg håber, du har lyst til at følge med!

    familie

    Om at skifte navn

    Kan du huske det? De tidlige skoleår, hvor du forelskede dig for første gang? Du satte blyanten ned på papiret og skrev dit nye navn. Det navn, du ville få, når du blev gift med din eneste ene*.

    Jeg mindes, at jeg var ni år, da jeg første gang gjorde det. Både det med at blive forelsket, men også det med at tegne hjerter og bytte mit efternavn ud med mit hjertes udkårnes.

    I mit tilfælde var det ikke en dreng fra klassen, men i stedet verdens smukkeste fyr, der både kunne synge og charmere. Nej, det var ikke Nick fra Backstreet Boys eller Mark fra Take That. Det var Taylor.

    Hvem?

    Taylor Hanson!

    Ja, “ha-ha!”, grin du bare, men jeg var stor fan af Hanson. Dem med Mmm-Bop. Drengene, der lignede piger, fordi de havde langt hår. Men jeg sværger, de lavede altså noget god musik. Og jeg skulle giftes med Taylor. Den midterste bror, der sang. Punktum.

    Jeg brugte altså en stor del af tredje klasse på at skrive Lea Hanson i mine notesbøger. Fjollet, jo, men sådan er det med hormoner. Jeg overvejede endda om vores underbo Fru Hansen mon var i familie med drengene, men jeg turde ikke spørge hende.

    Nå, men nu til sagen.

    I disse dage har jeg gang i samme tankespind som for 22 år siden. Denne gang er der dog mere praktiske grunde til det. Vi skal giftes, og derfor skifter jeg efternavn. M. og jeg har snart været sammen i 11 år, så det er vel på tide. Jeg har altid leget med tanken om, at jeg en dag ville blive en rigtig del af min svigerfamilie, og komme til at hedde det samme som dem. Jeg elsker min svigerfamilie højt, selvom jeg ikke altid er overbevist om at de følelser er gengældte**. Der er alligevel noget grænseoverskridende ved at annektere deres efternavn.

    Jeg har nemlig altid identificeret mig 100% med mit navn. Hvor andre tænker på deres navne som noget de har, så er mine mellemnavne og mit efternavn noget jeg er. Jeg er en Erfurth. Jeg er en Rathcky. Jeg er en Frederiksen. Vel at mærke med alt det, det indebærer af historier, traumer og fællesskaber. Jeg har aldrig været irriteret over det besværlige i at skulle stave og gentage mine navne. Jeg har tværtimod været stolt af det. Jeg siger farvel til Frederiksen, og bliver i stedet til en Saxtoft. Det er underligt.

    Jeg forstår faktisk ikke, hvordan man helt nonchalant kan skifte navn uden at det ryster hele det fundament ens identitet bygger på. Jeg kan ikke lade være med at have en irrationel frygt for at jeg dagen efter brylluppet vågner op som en helt anden person. At alt jeg har været, pludselig er blevet udvisket og erstattet af noget, som jeg ikke helt ved, hvad er. I det usandsynlige tilfælde at dette rent faktisk skulle ske, håber jeg at jeg pludselig er i besiddelse af nogle af de (mange!) gode karaktertræk M og min svigerfamilie besidder: tålmodighed, rolighed, beskedenhed og et positivt livssyn. Det ville klart forbedre mig som person.

    Der er også en dimension af tryghed ved at vide at jeg er i sikkerhed og at jeg helt officielt hører til i min egen lille familie. Det er med garanti godt for sådan en rodløs dame som mig, der generelt har haft svært ved at finde ro.

    Men Lea, det er jo kun et af dine navne, der bliver ændret? Og så kommer I jo endelig til at hedde det samme, som en rigtig familie? Ja og nej.

    Jeg får et endnu mere besværligt navn, for jeg nægter at skille mig af med mine mellemnavne***. Det positive er, at jeg endelig får et bevis for min tilknytning til M. Vi kommer dog ikke til at hedde det samme. D. har det ene af mine mellemnavne og M. gifter sig til det andet. Med andre ord: Tre personer med tre forskellige navne. Det er nøjagtigt lige så rodet og ustruktureret som jeg er. På den måde er det godt at vide, at jeg også bringer noget med ind i ægteskabet…


    *) Lad os lige her fokusere på det problematiske ved at piger allerede fra barnsben er så indoktrinerede af kønsrollernes tyranni at de drømmer om at bytte en del af deres identitet ud med en drengs navn. Jeg tvivler på at ti-årige Anton drømmende bruger sine ledige stunder på samme sysler. Jeg kunne skrive længe og harmdirrende om dette, men jeg skal nok lade være.

    **) Jeg er ikke sikker på at nogen i virkeligheden kan lide mig. Det gælder ikke kun for min svigerfamilie. Hvis jeg var en superheltinde ville mit navn være “Low-selfesteem-Woman”. Min superkraft ville være evnen til at skræmme superskurke væk med mine angstfyldte overvejelser om folks syn på mig.

    ***) Jeg er skilsmissebarn. At bede mig om at vælge imellem mine mellemnavne er som at bede mig om at vælge mellem mine forældre. Det går ikke og det sker ikke.

    feminisme

    At springe ud som feministisk læser

    Jeg har længe gået om den varme grød, og ikke vidst hvordan jeg skulle udtrykke dette på skrift. Sagen er den, at jeg er ved at blive en feminist, der kun læser kvindelige forfattere.

    Jeg startede året med at kigge på min bogsamling. Jeg elsker den, og jeg er stolt af den. Hver bog er et minde, og hver bog er en oplevelse, jeg har haft.

    Det slog mig dog at det var en kønsligt ensidig fornøjelse at se på min reol. 8 ud af 10 forfattere var mænd.

    Når jeg oplistede mine yndlingsforfattere, var der også kun mænd med på listen. Hvide, midaldrende, amerikanske mænd, der (meget bizart) alle hedder Jonathan til fornavn: Lethem, Safran Foer, Franzen.

    Jeg kan ikke forklare grunden til dette. Måske er det fordi vi på Litteratur-studiet stort set kun læste værker af mænd. Jo, vi læste selvfølgelig lidt Inger Christensen og Emily Dickinson, men ellers var der ikke meget at komme efter. På en eller anden måde kom litteratur af kvinder til at stå som noget underlødigt i min bevidsthed. Som om kvinder enten kun kunne skrive fjollede kærlighedshistorier eller dårlige krimier.

    Jeg har også altid været modstræbende når det kom til at betragte mit køn som vigtigt. Jeg har aldrig forstået kvindekampen, og jeg har aldrig kunne se, hvad der egentligt var at kæmpe for. Det er jo ikke mit køn, der afgør om jeg er et godt menneske, eller om jeg skal have et job.

    Noget har dog ændret sig. Måske er det fordi jeg er blevet mor til en datter. Det er dog nok i højere grad fordi jeg nu har oplevet at blive betegnet som “svag” af en mandlig chef, der på ingen måde havde respekt for mine grænser. Sagen er den, at jeg er ved at finde ud af at jeg ikke behøver skamme mig over hverken mit køn, mine evner eller at det faktum at jeg, i bund og grund, er feminist.

    Når den kvindelige stemme betyder noget

    Da jeg stod der, foran mine bogreoler, i starten af året var jeg syg af stress, jeg var plaget af angst og jeg var deprimeret. Litteraturen har altid været et trygt ly for mig; Et sted, hvor jeg kunne tage på eventyr og slippe bekymringerne. Nu var det dog som om bøgerne var uforstående. Jonathan’erne kunne sagtens beskrive tidsalderens dystopi og håbløshed for mig, men det greb mig ikke. Det blev skrevet i en tone og med et syn, som virkede fremmed. Der var ingen varme og der var ingen genkendelse.

    Derfor satte jeg mig for at prøve noget nyt. Jeg vendte mig mod mit eget køns forfattere i et svagt håb om at jeg der kunne finde en stemme, jeg kunne genkende mig selv i.

    Fordi jeg altid har været fan af dogmer, lovede jeg mig selv at dedikere år 2019 til kvindelige forfattere. Jeg startede med Siri Hustvedt og Jane Austen, og lige siden har jeg holdt ved.

    Indtil videre har jeg i år læst 26 romaner, og jeg har bestemt ikke elsket dem alle. Som det altid vil være, har nogle bøger fungeret for mig, mens andre ikke har. Forfatterens køn har absolut intet med det at gøre.

    Jeg vil alligevel vove en påstand om at det har gjort en forskel for mig. Jeg bilder mig ind at jeg lettere kan spejle mig i historierne, og så er der også en høj grad af empowerment i det. I dag forstår jeg ikke, at jeg har ladet stå til, og at jeg har godtaget at mandlige forfattere skulle kunne forklare min verden for mig.

    Når jeg tidligere har rynket på næsen af kvindlige forfatteres evner, har jeg på samme måde forkastet mine egne evner. Jeg har også gjort mig lille og ubetydelig. Ved at åbne nye veje i litteraturen og udvide mine horisonter, forsøger jeg også at skabe en ny vej og fortælling for mig selv.

    Virker det forrykt og helligt? Måske. Men hvad vi læser og hvordan vi diskuterer det, betyder meget mere end man skulle tro.

    Tænker du at kvinder har samme nøjagtigt muligheder som mænd i Danmark og at jeg bare skal tage mig sammen? Godt for dig. Jeg vil alligevel kaste dig over til Karolines fantastiske blog, der næsten dagligt formår at sætte mit verdensbillede i perspektiv.

    Himler du ved tanken om at endnu en usikker kvinde råber “Feminist!”, og synes du at Danmark minder mere og mere om Sverige med al den politiske korrekthed, der er kommet på mode? Så er jeg bange for at jeg ikke kan hjælpe dig. Måske skal du hoppe af internettet for en tid.

    Continue reading
    familie

    En ode til Hest

    Jeg har et problem: Jeg taler lidt for meget som en hest.

    Forvirret?

    Det kan jeg sådan set godt forstå. Forklaring følger: D. har siden hun var to dage gammel haft et yndlingstøjdyr. Det ligner mest et æsel, men det er blevet døbt Hest. Hest spiller en overraskende stor rolle i vores hverdag. Han putter med D. hver aften og ellers live-kommenterer han på det meste, der sker herhjemme.

    Hest er ikke ligefrem en optimistisk figur. Der skal ikke meget til at tirre ham, og han er håbløst egoistisk. Når D. får en rokketand går Hest gerne i panik, for det er ikke meningen at tænder skal sidde løst. Hest bliver vred, hvis ikke han får den bedste plads i sengen. Hest bliver også ufatteligt misundelig, når D. får nyt legetøj, for han kan ikke lide konkurrence. Han bliver også dagligt irriteret på D.’s anden yndlingsbamse Putteugle, der hele tiden larmer (“Huuut-hut-hut-huuut!”). Det er også en udfordring at få ham til at spise andet end gulerødder dyppet i nutella. Forsøger vi, pruster Hest af indædt raseri.

    På trods af disse mindre heldige kvaliteter er Hest altid en ven i nøden. Han trøster, er altid klar på et kram og så kan han få D. til at falde i søvn på rekordtid. Han fortæller usædvanligt fjollede historier og så er han altid klar til at forsvare en ven i nøden.

    Problemet? Det er mig, der lægger stemme til Hest. Det er mig, der stammer, når Hest skal starte en ny sætning. Det er mig der pruster, når Hest er vred og det er mig, der skal finde på anekdoter om Hests fætter Kjeld, der engang fløj rundt om månen ved hjælp at et par lånte enhjørningevinger og en portion radioaktive gulerødder (Kjeld bestod efterfølgende ikke dopingkontrollen og han blev også afhørt af politiet for tyveri af vinger, men det er en helt anden historie).

    Det lyder bindegalt, jeg ved det godt! Min stemme finder automatisk ned i et unaturligt dybt leje hver gang D. finder Hest frem. Jeg er efterhånden verdensmester i at finde på nye eventyr for Hest, og hvis samtalen går lidt trægt herhjemme (for “Hvad har du lavet i børnehaven i dag?” er et ret blodfattigt spørgsmål), så kan Hest hurtigt få munden på gled.

    Der sidder sikkert en børnepsykolog derude, der ville korse sig over alt dette. Jeg er heller ikke altid selv sikker på at det er fornuftigt, og jeg har i perioder også forsøgt at skrue ned for Hest. Det er dog uden held, for den er bare blevet en fast bestanddel af vores liv.

    Jeg kan heller ikke lade være med at tænke at det er fint. Barndommen varer efterhånden kun et splitsekund, og Hest har også sin udløbstid. Jeg havde en ret miserabel barndom uden specielt meget magi, og jeg ønsker at D. skal huske sin barndom som noget helt specielt.

    D. skal desværre tidsnok lære at stirre tomt på en iPad, at surfe på Youtube og at gå op i mode og popularitetskonkurrencer på Snapchat og Instagram. Ligegyldigt hvor meget vi som forældre kæmper imod, så er det den retning vinden blæser. Jeg tænker at barndommen begynder at blive udvisket, når hun starter i skole om et år. Indtil da må hun hellere end gerne tage på eventyr med Hest og Putteugle.

    Uncategorized

    Talentløse indrømmelser

    Der er mange ting, jeg gerne vil blive bedre til. Jeg vil gerne blive bedre til at fotografere. Jeg vil gerne være sejere til at dyrke yoga. Jeg ville også gerne være god til at synge. Jeg vil gerne også gerne være sådan en, der kan skrive rammende og sjove tekster. Eller i det mindste bare være en, der kan skrive sætninger, der giver mening.

    Nu jeg tænker over det, er jeg et ganske talentløst menneske.

    Nej, nej, hør lige på mig, inden du protesterer!

    Jeg er helt og aldeles talentløs, og jeg tror ikke længere det er en dum ting.

    Jeg har aldrig haft et åbenlyst talent; jeg klarede mig fint i skolen, men jeg forstod mig hverken på matematik, biologi eller det periodiske system. Jeg forstår ikke computeres opbygning, og praktiske gøremål interesserer mig ikke. Jeg påstod i mange år at jeg havde en dyb passion for de humanistiske fag, men det var mere noget jeg sagde, for at skjule alt det, jeg ikke kunne. I virkeligheden har humaniora i mange år været lig med “ingenting” i min verden.

    Der var engang hvor jeg bildte mig selv og andre ind at min skæbne lå i bøgernes verden. Enten skulle jeg selv skrive værkerne, eller også skulle jeg formidle dem til andre.

    I dag er jeg blevet klogere. Jeg forstår mig heller ikke på ord, og jeg er træt af at lade som om jeg gør.

    Derfor er jeg talentløs.

    I stedet for at skamme mig over det, øver jeg mig på at være stolt over det.

    Vi render i disse år alle rundt og performer på den vilde måde. Vi stiller måske ikke allesammen op i X-Factor, men det føles sådan. Vi er så fandens kompetente og bange for at vise at livet gør ondt på os. At være følsom og sårbar er noget, vi er opdraget til at skamme os over. Jeg har brugt størstedelen af mit voksne liv på at messe ordene “fake it ’till you make it” for mig selv igen og igen, mens jeg har undskyldt for alt det, jeg ikke kunne.

    Jeg har undret mig over, hvorfor alle andre kunne klare sig til UG, når jeg hele tiden kom til kort. Jeg følte hele tiden at jeg var for langsom, for dum, for grim, for klodset og ja, værdiløs. For hvis du ikke har et talent, så er du værdiløs.

    Deprimerende? Ja!

    Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere gider undskylde. Jeg er træt af at skulle forklare alle de ting, jeg ikke kan finde ud af. Forklare, hvorfor jeg ikke kom til jobsamtale, når der var 250 andre, der også havde søgt jobbet. Træt af at forklare hvorfor jeg knækkede sammen af stress på mit job. Træt af at forklare hvorfor jeg dog ikke valgte en mere fornuftig uddannelse. Træt af at forklare hvorfor jeg ikke har lyst til at arbejde i butik. Træt af at undskylde for at være mig. For at være sårbar og følsom. Træt af at undskylde min talentløshed. Ja, faktisk bare træt af det meste.

    Derfor vil jeg gerne hylde os, der ikke har fundet en passende hylde. Os, der ligger søvnløse klokken 00.58, fordi vi ikke ved hvad morgendagen bringer. Os, der undskylder for alt og ingenting. Os, der ikke er ingeniører eller læger. Os, der er talentløse, men som stadig forsøger at finde en vej i det rod, der bliver kaldt for et liv. Det kan ikke kun være mig, der føler at livet er en suppedas. Derfor:

    Jeg er talentløs, du er talentløs – og det er ok.

    Jobsøgning

    Når den stressede stresser over stressende ting

    I øjeblikket er der er stilstand over det hele. Ikke mindst i mit hoved. Jeg har svært ved at samle mig om selv de mindste ting og projekter, og bloggen er en af de ting, der lider. Jeg længes efter at skrive og at være kreativ, men jeg drømmer i endnu højere grad om at kunne sove om natten og om igen at kunne tænke sammenhængende tanker.

    Det er nemlig sådan at:

    • Jeg siden januar har været sygemeldt med alvorlig stress.
    • Jeg er blevet opsagt fra mit arbejde (!)
    • Jeg er fanget imellem lægens, kommunens, psykologens og fagforeningens råd.
    • Jeg åbenbart har mistet evnen til at formulere mig og til at gennemskue konsekvenser, sådan helt generelt.
    • Jeg kan ikke huske, hvad jeg gjorde eller sagde for en time siden.
    • Jeg kun sover sporadisk om natten – og ofte har jeg onde drømme om min arbejdsgiver
    • Jeg generelt er fanget i en tilstand af panik. Jeg er bange for ikke at kunne finde et andet job (især fordi jeg er blevet truet med, at jeg netop ikke vil kunne dette, fordi jeg har involveret fagforeningen i min sag).
    • Jeg stort set ikke har kontakt til andre end min familie. Jeg får ikke ringet til venner, jeg får ikke svaret på beskeder og jeg kan ikke overskue sociale begivenheder. Jeg får hovedpine ved tanken om andet end blødt tøj, stilhed og iskaffe.
    • Jeg frygter alt, der minder om autoriteter. Ikke mindst dem, der er ansat af kommunen.

    Jeg kunne tilføje mange andre punkter, men det er bare deprimerende. Jeg bruger tiden på at forsøge at lade være med at tænke for meget over tingenes tilstand. Kommunens stress-coach mener, jeg har brug for en korrigerende oplevelse, og at jeg vil få det godt igen i det øjeblik, jeg kommer ud af min opsigelsesperiode og jeg har fået noget andet arbejde. Jeg er sikker på hun har ret. Jeg har bare usædvanligt svært ved at se hvordan jeg skal komme hel ud af dette helvede.

    Jeg savner nemlig den person, jeg plejede at være. Jeg savner at grine, jeg savner at snakke, jeg savner at være kreativ. Jeg savner trygheden. Jeg savner at sprudle. Gud, hvor jeg savner det.


Warning: Use of undefined constant custom_pagination - assumed 'custom_pagination' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/fabulea.dk/public_html/wp-content/themes/alexandra/index.php on line 37