Follow:
    familie

    En ode til Hest

    Jeg har et problem: Jeg taler lidt for meget som en hest.

    Forvirret?

    Det kan jeg sådan set godt forstå. Forklaring følger: D. har siden hun var to dage gammel haft et yndlingstøjdyr. Det ligner mest et æsel, men det er blevet døbt Hest. Hest spiller en overraskende stor rolle i vores hverdag. Han putter med D. hver aften og ellers live-kommenterer han på det meste, der sker herhjemme.

    Hest er ikke ligefrem en optimistisk figur. Der skal ikke meget til at tirre ham, og han er håbløst egoistisk. Når D. får en rokketand går Hest gerne i panik, for det er ikke meningen at tænder skal sidde løst. Hest bliver vred, hvis ikke han får den bedste plads i sengen. Hest bliver også ufatteligt misundelig, når D. får nyt legetøj, for han kan ikke lide konkurrence. Han bliver også dagligt irriteret på D.’s anden yndlingsbamse Putteugle, der hele tiden larmer (“Huuut-hut-hut-huuut!”). Det er også en udfordring at få ham til at spise andet end gulerødder dyppet i nutella. Forsøger vi, pruster Hest af indædt raseri.

    På trods af disse mindre heldige kvaliteter er Hest altid en ven i nøden. Han trøster, er altid klar på et kram og så kan han få D. til at falde i søvn på rekordtid. Han fortæller usædvanligt fjollede historier og så er han altid klar til at forsvare en ven i nøden.

    Problemet? Det er mig, der lægger stemme til Hest. Det er mig, der stammer, når Hest skal starte en ny sætning. Det er mig der pruster, når Hest er vred og det er mig, der skal finde på anekdoter om Hests fætter Kjeld, der engang fløj rundt om månen ved hjælp at et par lånte enhjørningevinger og en portion radioaktive gulerødder (Kjeld bestod efterfølgende ikke dopingkontrollen og han blev også afhørt af politiet for tyveri af vinger, men det er en helt anden historie).

    Det lyder bindegalt, jeg ved det godt! Min stemme finder automatisk ned i et unaturligt dybt leje hver gang D. finder Hest frem. Jeg er efterhånden verdensmester i at finde på nye eventyr for Hest, og hvis samtalen går lidt trægt herhjemme (for “Hvad har du lavet i børnehaven i dag?” er et ret blodfattigt spørgsmål), så kan Hest hurtigt få munden på gled.

    Der sidder sikkert en børnepsykolog derude, der ville korse sig over alt dette. Jeg er heller ikke altid selv sikker på at det er fornuftigt, og jeg har i perioder også forsøgt at skrue ned for Hest. Det er dog uden held, for den er bare blevet en fast bestanddel af vores liv.

    Jeg kan heller ikke lade være med at tænke at det er fint. Barndommen varer efterhånden kun et splitsekund, og Hest har også sin udløbstid. Jeg havde en ret miserabel barndom uden specielt meget magi, og jeg ønsker at D. skal huske sin barndom som noget helt specielt.

    D. skal desværre tidsnok lære at stirre tomt på en iPad, at surfe på Youtube og at gå op i mode og popularitetskonkurrencer på Snapchat og Instagram. Ligegyldigt hvor meget vi som forældre kæmper imod, så er det den retning vinden blæser. Jeg tænker at barndommen begynder at blive udvisket, når hun starter i skole om et år. Indtil da må hun hellere end gerne tage på eventyr med Hest og Putteugle.

    Uncategorized

    Talentløse indrømmelser

    Der er mange ting, jeg gerne vil blive bedre til. Jeg vil gerne blive bedre til at fotografere. Jeg vil gerne være sejere til at dyrke yoga. Jeg ville også gerne være god til at synge. Jeg vil gerne også gerne være sådan en, der kan skrive rammende og sjove tekster. Eller i det mindste bare være en, der kan skrive sætninger, der giver mening.

    Nu jeg tænker over det, er jeg et ganske talentløst menneske.

    Nej, nej, hør lige på mig, inden du protesterer!

    Jeg er helt og aldeles talentløs, og jeg tror ikke længere det er en dum ting.

    Jeg har aldrig haft et åbenlyst talent; jeg klarede mig fint i skolen, men jeg forstod mig hverken på matematik, biologi eller det periodiske system. Jeg forstår ikke computeres opbygning, og praktiske gøremål interesserer mig ikke. Jeg påstod i mange år at jeg havde en dyb passion for de humanistiske fag, men det var mere noget jeg sagde, for at skjule alt det, jeg ikke kunne. I virkeligheden har humaniora i mange år været lig med “ingenting” i min verden.

    Der var engang hvor jeg bildte mig selv og andre ind at min skæbne lå i bøgernes verden. Enten skulle jeg selv skrive værkerne, eller også skulle jeg formidle dem til andre.

    I dag er jeg blevet klogere. Jeg forstår mig heller ikke på ord, og jeg er træt af at lade som om jeg gør.

    Derfor er jeg talentløs.

    I stedet for at skamme mig over det, øver jeg mig på at være stolt over det.

    Vi render i disse år alle rundt og performer på den vilde måde. Vi stiller måske ikke allesammen op i X-Factor, men det føles sådan. Vi er så fandens kompetente og bange for at vise at livet gør ondt på os. At være følsom og sårbar er noget, vi er opdraget til at skamme os over. Jeg har brugt størstedelen af mit voksne liv på at messe ordene “fake it ’till you make it” for mig selv igen og igen, mens jeg har undskyldt for alt det, jeg ikke kunne.

    Jeg har undret mig over, hvorfor alle andre kunne klare sig til UG, når jeg hele tiden kom til kort. Jeg følte hele tiden at jeg var for langsom, for dum, for grim, for klodset og ja, værdiløs. For hvis du ikke har et talent, så er du værdiløs.

    Deprimerende? Ja!

    Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere gider undskylde. Jeg er træt af at skulle forklare alle de ting, jeg ikke kan finde ud af. Forklare, hvorfor jeg ikke kom til jobsamtale, når der var 250 andre, der også havde søgt jobbet. Træt af at forklare hvorfor jeg knækkede sammen af stress på mit job. Træt af at forklare hvorfor jeg dog ikke valgte en mere fornuftig uddannelse. Træt af at forklare hvorfor jeg ikke har lyst til at arbejde i butik. Træt af at undskylde for at være mig. For at være sårbar og følsom. Træt af at undskylde min talentløshed. Ja, faktisk bare træt af det meste.

    Derfor vil jeg gerne hylde os, der ikke har fundet en passende hylde. Os, der ligger søvnløse klokken 00.58, fordi vi ikke ved hvad morgendagen bringer. Os, der undskylder for alt og ingenting. Os, der ikke er ingeniører eller læger. Os, der er talentløse, men som stadig forsøger at finde en vej i det rod, der bliver kaldt for et liv. Det kan ikke kun være mig, der føler at livet er en suppedas. Derfor:

    Jeg er talentløs, du er talentløs – og det er ok.

    Jobsøgning

    Når den stressede stresser over stressende ting

    I øjeblikket er der er stilstand over det hele. Ikke mindst i mit hoved. Jeg har svært ved at samle mig om selv de mindste ting og projekter, og bloggen er en af de ting, der lider. Jeg længes efter at skrive og at være kreativ, men jeg drømmer i endnu højere grad om at kunne sove om natten og om igen at kunne tænke sammenhængende tanker.

    Det er nemlig sådan at:

    • Jeg siden januar har været sygemeldt med alvorlig stress.
    • Jeg er blevet opsagt fra mit arbejde (!)
    • Jeg er fanget imellem lægens, kommunens, psykologens og fagforeningens råd.
    • Jeg åbenbart har mistet evnen til at formulere mig og til at gennemskue konsekvenser, sådan helt generelt.
    • Jeg kan ikke huske, hvad jeg gjorde eller sagde for en time siden.
    • Jeg kun sover sporadisk om natten – og ofte har jeg onde drømme om min arbejdsgiver
    • Jeg generelt er fanget i en tilstand af panik. Jeg er bange for ikke at kunne finde et andet job (især fordi jeg er blevet truet med, at jeg netop ikke vil kunne dette, fordi jeg har involveret fagforeningen i min sag).
    • Jeg stort set ikke har kontakt til andre end min familie. Jeg får ikke ringet til venner, jeg får ikke svaret på beskeder og jeg kan ikke overskue sociale begivenheder. Jeg får hovedpine ved tanken om andet end blødt tøj, stilhed og iskaffe.
    • Jeg frygter alt, der minder om autoriteter. Ikke mindst dem, der er ansat af kommunen.

    Jeg kunne tilføje mange andre punkter, men det er bare deprimerende. Jeg bruger tiden på at forsøge at lade være med at tænke for meget over tingenes tilstand. Kommunens stress-coach mener, jeg har brug for en korrigerende oplevelse, og at jeg vil få det godt igen i det øjeblik, jeg kommer ud af min opsigelsesperiode og jeg har fået noget andet arbejde. Jeg er sikker på hun har ret. Jeg har bare usædvanligt svært ved at se hvordan jeg skal komme hel ud af dette helvede.

    Jeg savner nemlig den person, jeg plejede at være. Jeg savner at grine, jeg savner at snakke, jeg savner at være kreativ. Jeg savner trygheden. Jeg savner at sprudle. Gud, hvor jeg savner det.

    familie

    Forskellen på os herhjemme

    M. når han ringer til banken:

    “Ja, hej Finn! Det er M. Jeg tænkte at vi hellere må finde en dag i denne uge hvor vi kan tale om tal. Hvad med fredag? Ja, sådan omkring middagstid? Super, vi ses!”

    Mig, når jeg ringer til banken:

    “Ja, hej Finn! Det er Lea. Lea-med-det virkelig-lange-navn! Altså hende, der er kæreste med M. Ham den rødhårede københavner, du ved? Altså, os der flyttede til Norge for så at flytte tilbage igen? Nå, du ved godt hvem jeg er? Jeg er den eneste kunde, der har så langt et navn? Nå. Jeg er ellers vant til at folk kun kan huske mig, fordi jeg er kæreste med M. Du ved, fordi han er nem at huske fordi han er rødhåret. Jeg er jo bare sådan helt almindelig.

    Nå, jamen Finn; Jeg tænker at vi skal finde en dag til at kigge på nogle tal. Ja, altså med mindre du har ombestemt dig? Åh, jøsses, jeg håber ikke, du har ombestemt dig? Nej? Åh, det er godt. Jeg skulle ellers lige til at tilbyde at opkalde et fremtidigt barn efter dig! Det er vist godt, du nåede at stoppe mig, hva’? Ha ha.

    Nej, jeg tænker heller ikke at Finn er et ret godt baby-navn. Altså, det er et fint navn til dig. Du er en god Finn! Du er flinke Finn! Men det er godt at vide, du ikke tager imod baby-bestikkelse. Så, altså… øhm, hvad kom vi fra?

    Nå, ja; om vi kan fredag? Tjo, det tror jeg godt vi kan. Ja, jo. Men du, Finn? Tror du at vi bliver glad for huset? Klokken 12? Jo, det kan vi godt. Ja, jo. Nå. Ja. Øhm. Men så ses vi!

    Sundhed

    Om at være rund del 3

    I dag skal det handle om at være fed. Ikke fed på den cool måde, men om at være fed på den overvægtige måde. Det er jeg nemlig.

    Det har jeg ikke altid været, men i dag vejer jeg 20 kg mere end jeg gjorde for 10 år siden. Ja, du læste rigtigt: Jeg har taget et indskolingbarns vægt på, fordi jeg er urimeligt glad for kage, cola og flødesaucer. Jeg er oven i købet også et utroligt dovent menneske og jeg har endnu ikke fundet en sport, jeg gider dyrke mere end fem minutter af gangen.

    Det er jo faktisk helt grotesk, at jeg er blevet så tyk rundt om maven. Mine inderlår gnider mod hinanden når jeg går, og hvis jeg har jeans på opstår der sådan en lyd, der minder om et par knirkende sneakers på et glat gulv. Jeg har også mormorarme, to hager og så ligner jeg min far, når jeg ikke har makeup på. Bevares, ikke fordi min far er overvægtig, men mere fordi mængden af fedt i mit ansigt får mig til at se lidt maskulin ud. Der er ikke noget sart eller fint over mine træk. Jeg kunne skrive om mange andre ting, der er galt, og som gør at jeg ikke længere er specielt tiltrækkende. Det ville kræve uendelige sultekure, træningssessioner og nok også en del operationer, før jeg igen kunne komme til at være sådan rigtig “pæn” eller kunne klemme mig ned i en attraktiv størrelse 38.

    Men her kommer det oplagte spørgsmål, som vi dagligt bombarderer os selv og hinanden med i disse år: Hvad er skønhed?

    Da jeg var 18 år var jeg næsten skræmmende tynd. Jeg vejede 62 kilo, og der var tydelige knogler over det hele.  Jeg havde ingen penge, boede sammen med en kæreste, der ikke var rar og jeg levede primært af krydderboller med smør, spaghetti med ketchup og ris (fra kogepose) med soya. Hvis jeg virkelig anstrengte mig og sprængte mit madbudget, købte jeg en stor pakke med 20 af verdens tyndeste fadkoteletter, og så var der kød til en god del af måneden.

    Når jeg kiggede mig selv i spejlet dengang, kunne jeg kun se fejl. Min næse var for stor, min hårfarve var kedelig, mit tøj var kikset – og så var jeg fed. Jeg lignede heller ikke fotomodellerne dengang, og jeg følte mig aldrig god nok. Hvis jeg fik et kompliment, hørte jeg ikke de venlige ord, men kun de ting, der ikke blev sagt. Jeg var så absorberet af mine egne usikkerhed, at jeg slet ikke kunne se alt det, der var fint ved mig.

    Og sådan er det stadig. Jeg kan bruge uendelig tid på at fat-shame mig selv. Jeg har endnu ikke oplevet at andre folk har været modbydelige overfor mig på grund af min bagdels størrelse, men jeg går hele tiden rundt med en følelse af at det kunne ske hvert øjeblik, det skulle være. Jeg bruger tid på Instagram og Facebook, mens jeg sukker over at alle andre har bedre liv og tyndere lår end mig. Jeg tænker på, hvad jeg burde spise, i stedet for at nyde det, jeg spiser. Og det er et problem. Desværre fornemmer jeg at det ikke kun er mig, der i stilhed sidder bag skærmen og hader sig selv.  Det er en helt industri at få (især) kvinder til at føle selvhad. Jeg og vi er aldrig gode nok. Magasinforsiderne er fyldte med overskrifter a la “Bliv dit perfekte jeg”, “Sådan gør du din mand tilfreds” samt det sidste nye skrig inden for slankekure. Den ene uge skal du kun spise kål, ugen efter skal du prøve suppekuren og endelig kan du tabe 2 kilo på fem dage, hvis du hopper med på Keto-kuren.

    Men hvorfor? Hvorfor overhovedet jagte et uopnåeligt billede af skønhed og tyndhed? Hvorfor er tynd i det hele taget lig med smuk? Hvorfor ikke accepetere at vi alle får flere folder på maven som tiden går? Hvorfor skal du ligge søvnløs fordi du har et BMI over 25, når det intet siger om din generelle sundhed?

    Jeg var for nylig til en såkaldt KRAM-samtale hos min læge. Jeg hverken ryger eller drikker, jeg motionerer ikke specifikt, men jeg rører mig dagligt og jeg spiser også nogenlunde sundt (når man ser bort fra førnævnte glæde for sukker). Alle blodprøver peger på “sund”. Sygeplejersken, der havde samtalen sagde alligevel ord-ret “Jamen, det lyder jo altsammen fint. Men du har jo et højt BMI, så du må have et problem?”.

    Og jo, det har jeg. Men problemet er ikke min vægt. Mit problem er forventningerne til min vægt og den idiotiske tro på at der venter et bedre liv på mig lige efter den næste slankekur. Problemet er at jeg (og mange andre) ikke tror, at vi er gode nok. Eller smukke nok, for den sags skyld. Det fortæller vi til os selv og hinanden hver dag. Og helt ærligt?

    Jeg vil hellere veje 25 kilo for meget og spise min chokolade og skindet på kyllingen, hvis det betyder at jeg nyder livet i mens. Hellere det, end at kontrolveje mig selv hver anden dag, mens jeg længes efter et urealistisk taljemål. Jeg vil egentligt også hellere lære at elske mine folder, mine grå hår og mine skæve tænder, end jeg vil pakke mig ind i stram-ind-bukser, bruge 2500 kr hos frisøren eller smile med lukket mund. Det ville måske bringe mig tættere på det photoshoppede ideal, som vi alle spejler os i, men det ville ikke gøre mig lykkelig i længden.

    Jeg siger ikke, at du ikke skal gøre noget ved det, hvis du er oprigtigt ked af det, du ser i spejlet. Det styrer du helt selv. Hvis du kan leve *sundere*, hvis du har lyst til at træne mere eller du gerne vil have glattet ting ud, så skal du endelig gøre det.

    Min eneste råd er at du spørger dig selv om hvorfor du ikke er tilfreds? Hvad eller hvem er det, der ikke får dig til at føle dig smuk? Drømmer du om at tabe dig, så du bedre kan danse, have det sjovt og lege med dine børn? Eller er det fordi samfundsdebatten og de skønhedsidealer der er sat op, fortæller dig at du er forkert?

    Hvis det er det sidste, der gør sig gældende for dig, vil jeg slutte af med følgende ord:

    Du er smuk, du er fantastisk og du fortjener at at elske dig selv.

    Det var bare det.

    (billede via @femalecollective )

     

     

     

     

     

     

     

     

    Uncategorized

    Den sårbare type

    I dag gik jeg en lang tur rundt i byen. Det er der ikke noget specielt usædvanligt ved. Jeg var alene, solen skinnede og luften var frostklar. Det var i bund og grund en smuk tur.

    Det var dog alligevel lidt usædvanligt, for i dag er en fredag.

    Fredag formiddage og gåture plejer ikke at være kompatible størrelser, men det er de for mig i øjeblikket.

    Jeg har nemlig sluttet mig til flokken af folk, der kan gøre (næsten) som de vil.

    Jeg er blevet sygemeldt fra mit arbejde.

    Hvorfor?

    Tjo, det viser sig at man kan blive syg af at arbejde for meget. Det er vel efterhånden almen viden. Jeg havde bare ikke troet at det skulle ske for mig. Ikke i dette job.

    Man kan jo ikke blive syg af noget man elsker, vel?

    Men jo, det kan man så. Det kunne jeg.

    Jeg tænkte på arbejde, når jeg var på arbejde.

    Jeg tænkte på arbejde, når jeg købte ind.

    Jeg tænkte på arbejde, når jeg var sammen med min familie.

    Jeg tænkte på arbejde, når jeg lavede mad.

    Jeg tænkte på arbejde, når jeg strikkede eller læste.

    Jeg tænkte på arbejde, når jeg skulle sove.

    Hvis jeg faldt i søvn, drømte jeg om arbejde.

    Når jeg vågnede om natten, tænkte jeg på arbejde.

    Og ja, sådan kan det gå galt.

    Jeg har været sygemeldt i to uger, og jeg tænker stadig på arbejde. Men jeg går ture. Og jeg strikker. Og jeg tager lure midt på dagen, for nattesøvn er der stadig ikke meget af. Der er til gengæld meget hjertebanken, tankemylder, svimmelhed, mørke rande under øjnene og mange bange anelser.

    Men i dag var turen pæn. Jeg var alene, solen skinnede og luften var frostklar.

    Det kunne være værre.

    familie

    I stiv modvind

    Ja, sådan føles det engang imellem her i vores liv; Som om vi konsekvent er i modvind. Der er sjældent noget der går nemt for os. Hver gang vi tror, vi er kommet videre, kommer der en ny forhindring, som vi er nødt til at forholde os til. Som regel er det økonomien, der spænder ben for os – og det er det også i øjeblikket.

    Vi har nemlig kigget på hus. Det har vi gjort længe, og vi var endda blevet godkendt til lån af banken. For sådan nogle useriøse mennesker som os er det en stor ting. Vi har kigget på et hav af huse, vi har budt på tre forskellige og vi var endelig blevet enige om prisen på et af dem. Jeg var allerede begyndt at indrette det med smukke Pinterest-boards og vi snakkede om hvor nemt og dejligt det hele ville blive. Lige indtil i dag, da det sådan rigtig gik op for os at banken nok ikke er med på legen alligevel. M. har nemlig ikke fast arbejde, og vikartimer og dagpenge er ikke stabilt nok til at understøtte et huskøb – heller ikke selvom jeg har fast arbejde. Hvad værre er at der skulle komme nye direktiver, der sætter grænser for hvor meget studiegæld man må have, når man skal godkendes til boliglån. For os betyder det højst sandsynligt at vi kan vinke mere eller mindre permanent farvel til husdrømmen eller at vi i hvertfald må udskyde det i mange år.

    Vi er ikke glade for vores lejlighed. Den er lille, mørk og klaustrofobisk. Der er pushere og misbrugere uden for vores bygning og vi kan selvsagt ikke bare lade D. lege alene udenfor. Hun har heller ikke lyst til at være i vores baggård, og det kan jeg sagtens forstå. Den er om noget endnu mere trist og grå end lejligheden. D.s værelse er også så lille og smalt at hun ikke kan lege derinde. Der er plads til hendes seng, men heller ikke mere end det. Det betyder at resten af lejligheden flyder med legetøj, og at jeg er mere eller mindre kronisk irriteret over mængden af rod. Lejligheden er heldigvis billig, men vi føler os ikke hjemme. Vi vil videre, men har ikke et sted at tage hen. Huset skulle være det endelige hjem; Et sted med hygge, gode lysindfald og en stor have. Så vi endelig kunne føle os hjemme. Så vi endelig kunne blive som alle andre. Så vi endelig kunne være os.

    Jeg er voldsomt indebrændt over det, selvom jeg ved det er det mest fornuftige for os lige nu. Det føles uretfærdigt at vi aldrig når målstregen – at ting åbenbart er nemmere for alle andre familier. Her taler jeg ikke kun huskøb, men livet generelt. Det er så slemt at jeg efterhånden føler at vi er forbandede. Måske er det faktisk rigtigt at fiasko følger fiasko – og at succes følger succes. Når man først har fået en dårlig hånd i livets pokerspil, så vinder man ikke i de efterfølgende spil.

    Det er en  frustrerende situation at stå i, og jeg har mest lyst til at give det hele fingeren og gøre noget helt andet. Måske skal vi bare acceptere at “normal” ikke er noget for os. At vi ikke er det gennemsnitlige par med 2,5 barn, villa i forstaden og faste indkomster. Der er vel også en styrke i at sige “fuck” til det hele og tage ud på eventyr i stedet. At være stolt af “kun” at have et barn*, at bruge pengene på at rejse og holde i hånd i stedet og skide den traditionelle far-mor og barn et stykke. Vi vinder alligevel aldrig i det spil – og så er der vel ikke nogen grund til at prøve.

    Det værste er egentligt følelsen af blikkene fra andre mennesker. Det er højst sandsynligt noget jeg bilder mig ind, men jeg har følelsen af at andre ikke forstår os, eller værre endnu; at de dømmer os. At de ikke kan sætte sig ind i at vi er i 30’erne, men at vi endnu ikke har styr på karriererne. At vi ikke har fulgt linjen og gjort D. til storesøster da hun var 22 måneder gammel. At vi stadig slæber rundt på store studielån. At vi ikke er som dem.

    Ja, kort sagt: Jeg føler at vi er den grimme ælling, der aldrig bliver pæn.

    Kh

    Nedturs-Lea

    *) Jeg stikker en lammer til den næste, der spørger om familieforøgelse. Det er et voldsomt uhøfligt spørgsmål og bare fordi du knaldede din mand en enkelt gang efter en glemt p-pille, så er det ikke sikkert at det er lige så nemt for alle andre.

    familie

    Siden sidst…

    Det er et stykke tid siden, jeg skrev nogenlunde fast i et blogformat. Derfor er det måske meget passende med et lille resume. Ikke mindst for min egen hukommelses skyld. Så værsgo:

    Siden sidst har jeg:

    • Fået en fast stilling som garnsælger/kommunikatør/kundeservicemedarbejder/lagermedarbejder/grafiker/administrerende leder/blæksprutte.
    • Arbejdet så meget at jeg er en måned fra at have genoptjent min dagpengeret. Det er STORT!
    • Flyttet. Igen, igen, igen.
    • Drømt om at flytte noget mere. Island, Norge eller Irland virker som oplagte nye destinationer.
    • Begravet en kat.
    • Fået en ny kat. Den er en skuffelse.
    • Luntet en enkelt tur med intentionen om at lære at løbe 5 kilometer. Det var som altid ret optimistisk af mig.
    • Kigget på utallige huse, som vi kan købe. Vi kan ikke blive enige om hvad vi vil have. Hvis man kender os, ved man at det er typisk.
    • Drømt om at få en have med gigantiske frugttræer, nyttehave og høns. Alle der kender mig ved at sådan en have ville dø. Hurtigt.
    • Endelig fået verdens største bogreol og lært at det er svært at finde et hus, der har plads til verdens største bogreol.
    • Været til bryllup i Rumænien. Det var anderledes og kan godt anbefales.
    • Blevet kaldt for landsforræder og venligbo-so, fordi jeg blandede mig i en politisk debat. Jeg tog åbenbart fejl.
    • Fået grå hår. Det er hårdt at passere de 30.
    • etableret en læseklub, hvor der pt. er 33 medlemmer. Det er fedt!
    • Blevet medlem af et forældreråd. Det havde jeg ikke troet skulle ske. Nogensinde.
    • Lært at drikke kaffe. Med mælk, karamelsirup og sukker. Så jeg har mest lært at drikke mælk, karamelsirup og sukker.
    • Strikket alt for meget. Og set for meget HBO. Det er der dog ikke noget nyt i.
    Bøger

    #septemberbøger

    Jeg er ret sikker på at mine følgere på Instagram er trætte af mig i øjeblikket. Jeg har nemlig kastet mig ud i lidt af en udfordring. En udfordring, der kort og godt går ud på at poste et dagligt billede af bøger i hele september.

    Det er ikke første gang denne udfordring med #septemberbøger kører, men de andre år er det ikke blevet til andet end et par enkelte opslag fra mig. Livet har en tendens til at sætte en stopper for mine gode intentioner, men i år forsøger jeg at gøre en ekstra indsats.

    Men hvorfor, egentligt? Jeg har enormt travlt i hverdagen, og jeg får ikke læst nær så meget, som jeg gerne vil. På trods af at jeg har en fem meter lang bogreol, står bøgerne ofte urørte hen. For mig er det dermed en chance for at komme i kontakt med litteraturen igen.

    Det er dog også et princip om almen dannelse. Det er jo ikke kun os herhjemme, der har alt for travlt. Når vi endelig kommer hjem, har vi travlt med madlavning, vores telefoner og Netflix. Altid Netflix. Vi glemmer samtalen og vi glemmer fordybelsen. Hvornår har du sidst brugt aftenen på en god bog? Hvornår har du snakket med en anden om noget, du har læst? Altså udover den der “artikel” på bt.dk, der handlede om en reality-stjernes saftige skandaler og sexliv?

    Nej, vel? Vi har så travlt at vi ikke får snakket med hinanden. Vi mister vores koncentrations- og fordybelsesevne. Vi glemmer at kede os. Vi holder op med at være nysgerrige. Vi er ikke længere kreative. Og ved du hvad? Jeg fornemmer også at vi mister en stor del af vores empati for de personer, der omgiver os. Måske ikke empatien for dem, der står os nærmest; Jeg mener ikke at du er ligeglad med dine børn, ægtefælle eller forældre. Men du risikerer at miste empatien for dem, der ikke er 100% som dig selv. Og det er en bombe under de dyder, vores samfund er bygget op om.

    Litteraturen indeholder eventyr, nye verdener og unikke indblik i andre personers følelsesliv. Og når jeg skriver litteratur, så mener jeg ikke den der skabelonskrimi, du kan købe for 99,00 kroner i Bilka. Den giver lige så meget næring til din hjerne som en BigMac giver til din mave. Det er et seriøst tvivlsomt valg. Og jo, jeg vil gerne lege smagsdommer, når det kommer til litteratur. Du må også gerne tænke at jeg lyder som en hellig ko, men det er helt ok.

    Når jeg poster billeder af mine bøger på Instagram er det altså også en opfordring til andre om at genopfriske et bekendtskab med de støvede, gammeldags romaner. Det er en reminder om at tage en pause, slukke for fjernsynet og en opfordring til at trække vejret dybt ind. En opfordring til at mærke efter. En opfordring til at se andre i øjnene, og en klar opfordring til at begynde at bruge ordet “dannelse” igen. Det er gammeldags, det lugter af 1800-tallet og det er det bedste, du kan gøre for dig selv. Det er “work in progress” – ikke mindst for sådan en som mig, der også alt for nemt falder over streamingtjenesterne det øjeblik vores datter er blevet puttet om aftenen.

    Bøger, Uncategorized

    Stakkels Arthur Less

    Anmeldelse: Less, skrevet af Andrew Sean Greer. 272 sider, Lee Boudreaux Books. 239,00 kr hos Saxo (billigere hvis du er Saxo-kunde)

    For et par måneder siden blev Pulitzer-priserne uddelt. Jeg må indrømme at jeg er en sucker for prisuddelinger og rosende boganmeldelser – samt altid på jagt efter noget nyt at læse.

    Derfor endte jeg med at bestille vinderen af roman-kategorien: Romanen Less, af forfatteren Andrew Sean Greer. At jeg også bestilte vinderen af biografi-kategorien, kan jeg fortælle mere om en anden gang. Uheldigvis for mig, havde alle andre i denne verden åbenbart også fulgt med og havde klikket romanen hjem, og derfor var jeg nødsaget til at vente en del uger, før et eksemplar landede frisk fra trykkeriet på min dørtærskel.

    Less is more

    Arthur Less er på mange måder en klassisk anti-helt. Han er en amerikansk, hvid andenrangsforfatter med en buldrende midtlivskrise. Hans tidligere elsker skal giftes med en anden mand, og selvom Arthur er inviteret med, kan han ikke bære tanken om at deltage i brylluppet. Less´50 års fødselsdag nærmer sig med hastige skridt, og kombinationen af det, hans forlags afvisning af hans splinternye roman og det forestående bryllup, sender ham ud på lidt af en verdensturné.

    Turen er nøje planlagt: Først et interview med en hyperpopulær forfatter i New York, en litteraturkonference i Mexico, en kvik tur til Torino, hvor han er med i opløbet til en litterær pris, efterfulgt af et månedslangt undervisningsjob på et universitet i Berlin, hvor Less, på ynkeligt tysk skal undervise. Og nå, ja – så er planen at han skal en tur til Marokko for at fejre sin 50 års-fødselsdag midt ude i Sahara. Som en sidste trumf er planen at  han afslutter turen med at skrive en artikel om det traditionelle kaiseki-måltid i Japan.

    Alt i alt; En verdensomspændende tur, der skal få Arthur Less til at glemme sine kvaler, og genoprejse ham som det misforståede geni, han er.

    Geniet Less

    Less er en overmåde sympatisk mand. Han er Don Quioxte-agtig, uden en Rosinante ved sin side, uden storhedsvandvid og helt bestemt uden opgør med vindmøller. Arthur Less famler sig nemlig gennem livet, og vakler fra den ene metropol til den næste uden at være bevidst om det indtryk han gør på verden eller de mennesker, der omgiver sig. Når han endelig reflekterer over sig selv, er han den første til at underkende og minimere sig selv. Og deri består Arthur Less’ geni: Man kan som læser ikke gøre andet end at elske denne hvide, midaldrende, ynkelige mand. Som læser lider man med ham, man krummer tæer over ham, man hulker af grin og man græmmes over alt det han må udstå. Først og fremmest elsker man ham dog, og krydser fingre og tæer for at tingene dog snart må vende for ham.

    Længe leve Less

    Less er uden tvivl en af de bedste romaner, jeg længe har læst. Det tog mig lidt tid at komme ind på livet af historien, og først var jeg jævnt irriteret over den fodslæbende Arthur Less, der skal så frygteligt meget igennem og som ikke kæmper imod, når livet er uretfærdigt. Som en ven i ørkenen fortæller til Arthur, så er det bare svært at fatte sympati for en priviligeret, hvid mand, hvis eneste reelle udfordring på papiret er at han er homoseksuel. Men Less er intet mindre end uimodståelig. Han er charmerende, elskværdig og ufrivilligt morsom. På sidste side havde jeg lyst til at kramme Less og aldrig give slip. Romanen er så godt skrevet og sproget så præcist at jeg bare krydser fingre for at den også får en smuk oversættelse til dansk.


Warning: Use of undefined constant custom_pagination - assumed 'custom_pagination' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/fabulea.dk/public_html/wp-content/themes/alexandra/index.php on line 37