Follow:
    Uncategorized

    En ny start

    Jeg har aldrig været god til at springe ud i det ukendte. Man kan vel næsten kalde mig for en bangebuks. Jeg vil helst blive i det vante og ikke risikere noget.

    Til tider er det dog også nødvendigt at gøre det alligevel. I hvertfald for mig, der til tider er ved at drukne lidt i det kedsommelige familieliv, hvor dagene alligevel er så hektiske at der aldrig er tid til at stoppe op og tænke sig om. Der er ikke mange åndehuller i sådan en hverdag, der er fyldt med arbejde, madlavning, børnehavearrangementer og familiefester.

    Jeg savner at være kreativ. Jeg savner at fortælle. Jeg savner at være mig.

    Så her er jeg. Det er et projekt, og jeg har ingen forhåbninger om at der nogensinde er nogen, der vil falde over disse ord. Derfor er det også min legeplads. En scrapbog på nettet. Et katalog over det gode i livet. Mit liv. Det liv, som jeg holder så frygteligt meget af.

    Velkommen til!

    Norge

    På min væg

    På min væg hænger en tegning.

    Med tanke på de bjerge af kunstværker, vi bliver begavet med af D. og de andre børn, der kommer i vores hus, er det imponerende at der kun er et enkelt, der er kommet i glas og ramme.

    Det er en helt almindelig tegning, som ikke adskiller sig fra det, normale seksårige ville lave. Alligevel har den fået en speciel plads i mit hjerte.

    Den er tegnet af Tilde.

    Tilde skulle starte i skole og jeg skulle flytte hjem til Danmark. Tilde var ked af det, og det var jeg også.

    Så jeg tegnede en tegning til Tilde. Jeg husker ikke hvad, men jeg ved, hun blev glad for den. Jeg bilder mig ind, at det var noget med et slot og en hundehvalp. Det er nemlig de to ting, jeg er ret god til at tegne.

    Den sidste dag i barnehagen kom Tilde hen til mig og rakte mig et stykke papir. Hun havde tegnet sig selv, et træhus og fjelde i horisonten. “Så du ikke glemmer, hvordan Norge ser ut eller hvem jeg er”.

    Nu hænger Tilde på min væg. Så jeg ikke glemmer Norge, træhusene eller fjeldene. Eller Tilde.

     

     

     

    Danmark, Jobsøgning

    Når alting går… Stille.

    Min hjerne er kogt i smadder. Sådan føles det i hvertfald. Jeg har før været nedlagt med stress, men det er ikke det.

    Det føles bare som om alting omkring mig går i slow-motion. Måske er det fordi sommeren er her og alle andre er gået på sommerferie. Jeg er alene på kontoret og har ingen at snakke med.

    Måske er det fordi jeg er jobløs lige om lidt og jeg ikke kan overskue den tilværelse. Igen.

    Det kan også være fordi jeg hele tiden har lidt for travlt og jeg har brug for at sidde lidt ned. Helst med en stor kop te og noget stilhed. Gerne med en udsigt.

    Måske er det faktisk det. Jeg har så travlt, at alt omkring mig går i slowmotion..

    Jeg skal huske at arbejde. Jeg skal huske at nå bussen. Jeg skal huske at tjekke bestillingssedlerne. Jeg skal huske at tælle rigtigt. Jeg skal huske at spise. Jeg skal huske at D. skal have en drikkedunk med i børnehave. Jeg skal huske at lave aftensmad. Jeg skal også huske at slappe af. Og strikke. Og jeg skal huske at katten skal have mad. Jeg skal huske at lukke min norske konto. Jeg skal huske at svare på den der mail. Jeg skal huske at ringe til de der veninder, jeg ikke har ringet til i en evighed. Jeg skal huske at invitere på besøg. Jeg skal huske at tage på besøg. Jeg skal huske at træne. Jeg skal huske at ringe til min familie. Jeg skal huske at købe fødselsdagsgave. Jeg skal huske at finde et job. Jeg skal huske at overføre penge. Jeg skal huske at betale regninger. Jeg skal huske at sove. Jeg skal huske at tjekke chatten. Jeg skal huske at sende billeder. Jeg skal huske at tage billeder. Jeg skal huske at gøre rent. Jeg skal huske at være charmerende og venlig. Jeg skal huske at ligne et menneske. Jeg skal huske at lyde som et menneske. Jeg skal huske at tømme opvaskeren. Jeg skal huske at nippe tomatplanterne. Jeg skal huske at huske.

    Jeg har før været nedlagt med stress, men det er ikke det.

    Det er ikke det.

     

    Norge

    Norges-blues

    For et år siden landede vi i Danmark igen. Forinden havde vi pakket bilen med kat og løsøre, kysset hinanden og vinket farvel til det lille grå og hvide træhus i Norge. Tiden er fløjet og jeg har svært ved at forstå at det allerede er et år siden. Folk spørger ofte om ikke det er dejligt at være “hjemme” igen – og jeg har altid svært ved at komme med et overbevisende “ja!”.

    For jo, det et er skønt at være hjemme. Det er fantastisk at have vores netværk tæt på. Alt er nemmere her. Vi kender det hele, vi skal ikke spekulere på om andre forstår, hvad vi siger og vi ved, hvordan systemet fungerer. Vi kan hurtigt tage på besøg hos venner, bede bedsteforældre om hjælp til pasning og vi er aldrig i tvivl om indkøb, når vi står i supermarkedet. Eller jo, det er vi, men det er mere på grund af manglende inspiration end på grund af forvirring om madens indhold.

    Alligevel er jeg lidt ked af det. Måske endda en anelse bitter. Når det kommer til stykket føler jeg at gulvtæppet blev revet væk under os i Norge. Inden M. underskrev kontrakten med klubben, og da vi snakkede om hvordan flytningen til Norge skulle foregå, sagde jeg halvt i spøg, at jeg ikke ville rykke teltpælene op for kun at tilbringe et halvt år i Norge. Det skulle være et eventyr – vores eventyr. Og det skulle vare meget længere end det.

    Vi gjorde det – vi flyttede, det var en kamp, vi græd og vi lo. Det var pissehårdt. Jeg var frustreret og jeg længtes hjem. Men pludselig faldt tingene i hak. D. passede ind i barnehagen. Jeg fik et (nogenlunde fast) job, og M. fik lov til at arbejde med sin håndbold. Jeg var lykkelig og troede fuldt og fast på at dette ville være vores fremtid. At vi havde fundet vores plads i livet på lillebitte Risøy. Øen der, på trods af øgenavnet “Den polske ø” og det kæmpemæssige værft, var idyllisk, smuk og som skrevet ud af en Astrid Lindgren-fortælling. Øen, hvor vi kastede sten i vandet og ledte efter krabber hver eftermiddag.

    Det blev ikke til seks måneder. Det blev til seks måneder og syv dage.

    Og jeg savner det – hver eneste dag.

     

     

    Danmark

    *Ahem*

    Okay, så det her er lidt pinligt. Sidst jeg skrev noget herinde var det et indlæg á la “Jeg tager mig sammen, starter forfra og lover at skrive oftere”. Det er 5,5 måned siden.

    Der skete bare det at livet kom lidt i vejen. Noget med et fuldtidsarbejde, der skulle passes, et barn der skulle bringes og hentes og en kronisk tilstand af kaos, der åbenbart bekæmpes bedst ved at sove i sofaen fra 19.00-22.00 til noget formålsløst Netflix.

    Jeg kan i øvrigt anbefale den nye udgave af “Anne fra Grønnebakken”. Skuespilleren, der spiller en meget splejset Anne er godtnok en anelse irriterende, men hey – det er smukt filmet.

    Der er sket vilde ting siden sidst, og alligevel er der sket meget lidt. Jeg er fyldt 30. Det gjorde lidt ondt på selvfølelsen. Jeg har fået et vikariat (der udløber lige om lidt, så det er der faktisk ikke noget at råbe hurra for). D. er startet i børnehave og M. leder efter et job. Vi skal flytte, men heldigvis ikke helt så snart som vi havde frygtet. Så ja, kaos.

    Jeg håber, jeg får lidt tid til at skrive mere. Noget mere om at være rund. Noget om at være så gammel at garn er blevet interessant og noget om at være lidt rådvild, for det ændrer sig øjensynligt aldrig. Så, bliv hængende – det bliver vildt spændende!

    (sagde hun til et gabende tomt lokale, for alle var for længst skredet)

    Danmark, familie, Jobsøgning

    2017

    Hej

    Ja, det er mig igen. Jeg ved det godt – det er længe siden. Det var vist engang sidste år, jeg sidst kiggede forbi. Mangt og meget er sket siden – eller faktisk ingenting af betydning.

    Et kort recap:

    • Min praktik udløb i midten af december og jeg har været lettere trist lige siden. Jeg følte at jeg endelig havde fundet drømmejobbet – bare for at blive hældt ud på gaden igen (Det passer faktisk ikke: Jeg blev overdynget med venlige ord og store kram og derefter hældt ud på gaden igen).
    • M.´s barselsvikariat udløb også til nytår, så nu er vi to jobsøgende herhjemme *yay*.
    • Vi overlevede en hektisk jul og et meget stille nytår. Næste år satser jeg personligt på en stille jul og et lidt mere hektisk nytår. Bare fordi.
    • Lille D. fylder snart tre år og skal begynde i børnehave til februar. Moderen her er curlet og forstår slet ikke hvor tiden blev af.
    • Får jeg nu jævnligt breve i min e-boks med dumme ord som “bevillingsskrivelser”, “225-timers regel” og “kontanthjælpsloft. Det giver mig lyst til at lægge mig i fosterstilling med en dyne over hovedet.
    • I øvrigt viser det sig at mine optjente timer i praktik ikke tæller ifht ovennævnte 225-timers regel. For selvom jeg arbejdede gratis i 13 uger i en stilling, min jobkonsulent skaffede mig, så er det ikke rigtigt “ustøttet” arbejde. Jeg skulle altså have arbejdet gratis 37,5 timer om ugen, have et ordinært lønnet deltidsjob OG have været almindeligt jobsøgende med minimum to jobsøgninger om ugen, for ikke at blive skåret i min kontanthjælp, når/hvis jeg stadig er i Kontanthjælpsland til august. Av, siger jeg bare!
    • Der er ingen, der svarer positivt på mine ansøgninger. Ingen. Men så gider jeg da heldigvis bare heller ikke til samtale. Nå.
    • Alle mulige kendte er døde siden sidst. Det er trist. Personligt tudede jeg i badet, mens jeg hylede med på “Heal the Pain”, efter jeg læste at George Michael var død.

    Så med andre ord: Sidste halvdel af 2016 var omtrent lige så shitty som en stor del af første halvår. Men… Nu er det 2017, og det kan kun blive bedre! Ik´?

    Uncategorized

    Hvem klokkerne ringer for

    Der var godt nok lidt stille ude på gangen. Jeg tænkte ikke nærmere over det, pakkede min taske, slukkede computeren, smed æbleskroget ud.

    Jeg gik ud på gangen og undrede mig over at lyset var slukket. “Nå”, tænkte jeg. Jeg gik ned ad trappen og kom til en lukket dør. “Hm”, sagde jeg for mig selv. Men jeg fandt mine nøgler, åbnede døren og gik videre. Endnu en lukket dør. Jeg rystede på hovedet af fjolleriet og kom til hovedtrappen.

    Jeg kom ud i foyeren. *klik* sagde det og en høj, gennemtrængende hyletone gjorde opmærksom på sig selv. “Pis!”, råbte jeg og gik i panik. Jeg overvejede at smide mig på gulvet – ja, måske endda at lave et Tom Cruise-inspireret rullefald.

    I stedet løb jeg hen til alarmen, men kom i tanke om at jeg ikke havde koden. Jeg trippede på stedet mens sekunderne tikkede afsted. Hvad var chancen mon for, at jeg kunne nulstille alarmen med en tilfældig kode? Hvad var sandsynligheden for at koden var 1-2-3 eller min fødselsdato?

    Jeg styrtede ud af museet i det øjeblik, tyverialarmen gik i gang.

    DING, DING, DING, DING, DING, DING, DING, DING, DING!

    Jeg stoppede op uden for bygningen og forestillede mig kort politiet og vagtfirmaet komme kørende med blink på deres patruljebiler. Jeg så for mig, at jeg ville blive smidt på jorden – at jeg ville blive lagt i håndjern og jeg ville blive dømt for tyveri af ældgamle skeletter, selvom jeg intet havde taget med mig.

    Jeg løb over til administrationsbygningen, halsede op af trappen og råbte efter hjælp. To forvirrede kolleger kom mig til undsætning. Den ene løb tilbage til museet og den anden ringede til alarmselskabet for at berolige dem.

    Ingen skade sket, sagde de.

    Men det kunne de jo sagtens sige – for det var ikke dem, klokkerne havde ringet for.

     

     

    Danmark, Jobsøgning

    En kontanthjælpssynders dementi

    Det viser sig at jeg åbenbart ikke kender ret mange liberale, der hader mig eller mine kontanthjælpskolleger. Hvis jeg gør, skjuler de sig godt og har undladt at kommentere mit sidste indlæg. Om nogen har stukket mig til EkstraBladet, ved jeg ikke endnu.

    Folk er søde og jeg elsker dem for det. Knuselsker, faktisk. Men…

    1. D. skal nok få vinterstøvler
    2. Vi får mad på bordet hver dag. Endda en fornuftig andel grøntsager. Det er bare ikke mig, der skal købe ind.
    3. Det hele skal nok gå. Jeg finder (måske) et job på et tidspunkt også kan jeg holde op med at være bange for min bankmand, min telefon og min e-boks.
    4. Jeg kan godt leve uden nyt tøj, cafe-besøg og ture til frisøren. Så længe min familie har det godt, har jeg det også.

    Når jeg skrev som jeg gjorde igår, var det ikke for at opnå ynk eller hjælp. Det var ren og rå frustration over at være endt i et system, jeg altid har svoret, jeg ikke skulle i nærheden af.

    Jeg er 29 år og jeg har en lang uddannelse. Jeg har arbejdet ved siden af mine studier siden jeg var 15 år og jeg har altid tænkt på mig selv som en mønsterbryder. Jeg skulle ikke ende på sociale ydelser – mine børn skulle have et bedre liv. Og alligevel sidder jeg her og selvom jeg gør alt i min magt for at komme videre, finder jeg ikke andet end lukkede døre på min vej. Det er i sig selv ubærligt, men den retorik, der bliver brugt om folk i min situation gør det værre. Det var det, jeg ville frem til.

    Hvordan jeg lige skal finde seks timers arbejde om ugen udover mine 37 timers praktik og den obligatoriske jobsøgning, ved jeg ikke. Jeg har ingen anelse. For det er svært nok at finde et fuldtidsjob – deltidsjobbene er umulige at finde. Men det må jeg finde ud af.

    Så tak for kram, søde beskeder og tilbud om hygge, måltider og sko. Jeg siger gerne ja tak til hyggen og til krammene. Og jeg vil altid også meget gerne spise sammen med folk. Men vi skal nok klare os. Men næste gang du, kære læser, læser en Facebook-kommentar, hører på en politiker (blå såvel som en del røde), eller falder over en “artikel” fra en “avis”, så vær sød at tænke på mig og alle andre der sidder i lignende situationer (eller det, der er værre). Det er ikke sjovt og det er ikke af fri vilje. Bare husk det.

     

    Danmark, Jobsøgning

    En kontanthjælpssynders bekendelser

    Jeg sidder her, tre måneder efter vores hjemkomst til Danmark, på kontanthjælp. Ja, jeg er en af dem.

    “Hvem?”, tænker du måske. I så fald er du måske ikke en af dem, der støtter regeringens politik.

    Hvis du til gengæld allerede nu har fnyst hånligt ned i dit tastatur og har hvislet “nasser!” for dig selv, så er du nok mere liberal end det normalt er socialt acceptabelt at give udtryk for.

    Og det er okay. Virkelig. Det er din demokratiske og grundlovssikrede ret at tænke om mig, hvad du vil.

    Det skøre er, at jeg i øjeblikket kan præsentere mig med en egenlig jobtitel i stedet for “Arbejdsløs” når det obligatoriske spørgsmål som det første bliver stillet i sociale sammenhænge. Jeg er i praktik på den mest fantastiske arbejdsplads i Danmark og når jeg drømmer om natten handler det altid om at blive fastansat lige der.

    Det kommer ikke til at ske, for det er en offentlig arbejdsplads og sådan nogle er notorisk kendte for ikke at have nogen penge. I sær ikke inden for kulturlivet.

    Min chef gentog flere gange til praktiksamtalen at han ikke kunne give mig et job. Og det er fint. Det meste er fint for mig i de her dage. Som Jobkonsultenten også flere gange har sagt, med en kombination af et snøft og et grin, så “Ja, sårn’ nog’n cand.mag’ere som dig, ka’ man jo fodr’ griiis me'” og det er lige før han kan få det til at lyde som et kompliment. Så mange gange har han sagt det.

    Når jeg ikke griner er det fordi jeg her den 7.oktober har minus på min konto. Faktisk var min konto allerede i minus den 1. da der blev trukket udgifter til budgetkontoen. Vi snakker ikke 10 kroners minus, men et minus, der kan mærkes. For udgifterne er ikke væk, selvom jeg nu er på den mest ydmygende ydelse i hele Kongeriget. Heldigvis har M. et barselsvikariat, så vi kan få mad på bordet, men det hjælper ikke på min stolthed.

    Da jeg fik fri fra arbejde i dag gik jeg i supermarkedet for at købe ind. Slagteren havde brandudsalg på ribeye-steaks, mørbrade og alskens smukke udskæringer. Selv havde jeg lagt et net klementiner, en squash og en aubergine i min kurv. Jeg stod foran mælkemontren, da jeg i et svagt øjeblik besluttede mig for at tjekke mine konti på netbanken. Da jeg havde gjort det, stillede jeg kurven fra mig og gik ud af butikken uden at købe noget.

    På vej hjem plingede min telefon og jeg havde fået ny e-post fra jobcentret. Den meddelelse fortalte mig at jeg ikke havde været “tilstrækkeligt jobsøgende”, at jeg ikke havde opdateret min joblog tilstrækkeligt og at jeg omgående skulle kontakte jobcentret og afgive forklaring, som de ville tage i betragtning når kommunen skulle vurdere om jeg skulle trækkes i min ydelse.

    Det lå også en anden meddelelse om at jeg lige skulle huske at skaffe mig selv 225 timers ordinær beskæftigelse udover over min fuldtidspraktik for ikke at blive trukket i min ydelse.

    … Og så fortsatte jeg ellers min vej hjem med bøjet hoved og bævrende læber.

    Men her er dagens bekendelse: Jeg glemmer ofte at jeg er på kontanthjælp.

    Ja, du læste rigtigt og du må gerne fluks kontakte EkstraBladet, B.T. og Den Korte Avis og sladre om mig.

    Jeg husker det kun hver gang, jeg ser en avisoverskrift, hver gang jeg kigger på mine konti, hver gang jeg sender en jobansøgning, hver morgen når  jeg vågner, hver gang jeg kommer forbi en butik, hver gang en af mine venner på Facebook skriver en politisk kommentar, hver gang jeg tjekker min mail, hver gang jeg køber ind, hver gang jeg kommer i tanke om at lille D. snart skal have nye vinterstøvler, hver gang jeg kommer i tanke om julens komme, hver gang jeg bliver inviteret til forskellige arrangementer, hver gang jeg bliver spurgt hvad man *egentligt* får i kontanthjælp, hver gang jeg får en regning, hver gang der er fødselsdag i min familie eller blandt mine venner, hver gang jeg bliver spurgt om jeg ikke snart skal finde mig et job, hver gang jeg får et jobafslag, hver gang jeg skal forklare, hvorfor jeg ikke bare kommer på besøg i en anden by og hver gang jeg ligger søvnløs om natten.

    Resten af tiden har jeg det fint og er nærmest lykkelig.

     

    Danmark

    At blive voksen

    Jeg har altid vidst, jeg ikke var rigtig voksen og jeg har altid ventet på at blive det. Milepæl efter milepæl har ramt mig og hver gang har jeg tænkt “Uhhhh, nu er det nu!” med en kildren i maven og en klar fornemmelse af nyt eventyr.

    Jeg nævner i flæng:

    • Da jeg blev kysset for første gang som 15-årig
    • Da jeg fik min første rigtige kæreste som 16-årig og begyndte at hænge ud med folk, der var ti år ældre end mig
    • Da jeg kort derefter hjemmefra
    • Da jeg startede på universitetet
    • Da jeg flere år senere lavede mit første budget
    • Da jeg lige så mange år senere betalte licens for første gang
    • Da jeg mødte M.
    • Da jeg blev færdiguddannet

    Sjovt nok havde jeg ikke fornemmelsen da vi fik D. Det var mere en følelse af at ligge på barselsgangen med en snigende panik, fordi der snart ville komme en voksen ind på stuen, anklage mig for bedrageri og fjerne hende. Du ved, fordi jeg ikke var sådan rigtig voksen.

    Det var også vildt at flytte til Norge. Mindre vildt at flytte tilbage.

    Men i går! I går skete det!

    I går var jeg nemlig sådan rigtig voksen og ansvarlig og købte en cykelhjelm.

    Ja, du læste rigtigt: En cykelhjelm.

    Jeg har aldrig ejet en – heller ikke da jeg som barn lærte at cykle. Eller da jeg før det sad bag min mor i cykelsædet. Det var start-halvfemserne, så jeg gætter på at man ikke gik så meget op i trafiksikkerhed.

    Jeg har været en af de der idioter, der har undret sig over de virkelig grimme hjelmedesign folk køber og jeg har aldrig skænket det en tanke at min hjerne potentielt kunne splatte ud i mødet med noget asfalt. Heller ikke dengang en bilist overså mig, da hun ville svinge til højre og jeg dermed endte med at rutsche hen over hendes kølerhjelm.

    Men så fik jeg installeret et barnesæde bag på cyklen og begyndte at transportere barnet frem og tilbage til vuggestuen hver dag. Og pludselig virkede det en anelse uansvarligt at proppe en hjelm på hovedet af D., mens mit hoved var skrøbeligt som en æggeskal. Det hjalp heller ikke at D nægtede at tage hjelmen på for “Mor ihsje hjlm”. Hvilket i øvrigt minder mig om at vi skal øve vokaler med hende.

    Så ja, nu er jeg cykelhjelmsmor. Ansvarlig og voksen. Sådan rigtig voksen.


Warning: Use of undefined constant custom_pagination - assumed 'custom_pagination' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/fabulea.dk/public_html/wp-content/themes/alexandra/index.php on line 37