Follow:
    familie

    Siden sidst…

    Det er et stykke tid siden, jeg skrev nogenlunde fast i et blogformat. Derfor er det måske meget passende med et lille resume. Ikke mindst for min egen hukommelses skyld. Så værsgo:

    Siden sidst har jeg:

    • Fået en fast stilling som garnsælger/kommunikatør/kundeservicemedarbejder/lagermedarbejder/grafiker/administrerende leder/blæksprutte.
    • Arbejdet så meget at jeg er en måned fra at have genoptjent min dagpengeret. Det er STORT!
    • Flyttet. Igen, igen, igen.
    • Drømt om at flytte noget mere. Island, Norge eller Irland virker som oplagte nye destinationer.
    • Begravet en kat.
    • Fået en ny kat. Den er en skuffelse.
    • Luntet en enkelt tur med intentionen om at lære at løbe 5 kilometer. Det var som altid ret optimistisk af mig.
    • Kigget på utallige huse, som vi kan købe. Vi kan ikke blive enige om hvad vi vil have. Hvis man kender os, ved man at det er typisk.
    • Drømt om at få en have med gigantiske frugttræer, nyttehave og høns. Alle der kender mig ved at sådan en have ville dø. Hurtigt.
    • Endelig fået verdens største bogreol og lært at det er svært at finde et hus, der har plads til verdens største bogreol.
    • Været til bryllup i Rumænien. Det var anderledes og kan godt anbefales.
    • Blevet kaldt for landsforræder og venligbo-so, fordi jeg blandede mig i en politisk debat. Jeg tog åbenbart fejl.
    • Fået grå hår. Det er hårdt at passere de 30.
    • etableret en læseklub, hvor der pt. er 33 medlemmer. Det er fedt!
    • Blevet medlem af et forældreråd. Det havde jeg ikke troet skulle ske. Nogensinde.
    • Lært at drikke kaffe. Med mælk, karamelsirup og sukker. Så jeg har mest lært at drikke mælk, karamelsirup og sukker.
    • Strikket alt for meget. Og set for meget HBO. Det er der dog ikke noget nyt i.
    Bøger

    #septemberbøger

    Jeg er ret sikker på at mine følgere på Instagram er trætte af mig i øjeblikket. Jeg har nemlig kastet mig ud i lidt af en udfordring. En udfordring, der kort og godt går ud på at poste et dagligt billede af bøger i hele september.

    Det er ikke første gang denne udfordring med #septemberbøger kører, men de andre år er det ikke blevet til andet end et par enkelte opslag fra mig. Livet har en tendens til at sætte en stopper for mine gode intentioner, men i år forsøger jeg at gøre en ekstra indsats.

    Men hvorfor, egentligt? Jeg har enormt travlt i hverdagen, og jeg får ikke læst nær så meget, som jeg gerne vil. På trods af at jeg har en fem meter lang bogreol, står bøgerne ofte urørte hen. For mig er det dermed en chance for at komme i kontakt med litteraturen igen.

    Det er dog også et princip om almen dannelse. Det er jo ikke kun os herhjemme, der har alt for travlt. Når vi endelig kommer hjem, har vi travlt med madlavning, vores telefoner og Netflix. Altid Netflix. Vi glemmer samtalen og vi glemmer fordybelsen. Hvornår har du sidst brugt aftenen på en god bog? Hvornår har du snakket med en anden om noget, du har læst? Altså udover den der “artikel” på bt.dk, der handlede om en reality-stjernes saftige skandaler og sexliv?

    Nej, vel? Vi har så travlt at vi ikke får snakket med hinanden. Vi mister vores koncentrations- og fordybelsesevne. Vi glemmer at kede os. Vi holder op med at være nysgerrige. Vi er ikke længere kreative. Og ved du hvad? Jeg fornemmer også at vi mister en stor del af vores empati for de personer, der omgiver os. Måske ikke empatien for dem, der står os nærmest; Jeg mener ikke at du er ligeglad med dine børn, ægtefælle eller forældre. Men du risikerer at miste empatien for dem, der ikke er 100% som dig selv. Og det er en bombe under de dyder, vores samfund er bygget op om.

    Litteraturen indeholder eventyr, nye verdener og unikke indblik i andre personers følelsesliv. Og når jeg skriver litteratur, så mener jeg ikke den der skabelonskrimi, du kan købe for 99,00 kroner i Bilka. Den giver lige så meget næring til din hjerne som en BigMac giver til din mave. Det er et seriøst tvivlsomt valg. Og jo, jeg vil gerne lege smagsdommer, når det kommer til litteratur. Du må også gerne tænke at jeg lyder som en hellig ko, men det er helt ok.

    Når jeg poster billeder af mine bøger på Instagram er det altså også en opfordring til andre om at genopfriske et bekendtskab med de støvede, gammeldags romaner. Det er en reminder om at tage en pause, slukke for fjernsynet og en opfordring til at trække vejret dybt ind. En opfordring til at mærke efter. En opfordring til at se andre i øjnene, og en klar opfordring til at begynde at bruge ordet “dannelse” igen. Det er gammeldags, det lugter af 1800-tallet og det er det bedste, du kan gøre for dig selv. Det er “work in progress” – ikke mindst for sådan en som mig, der også alt for nemt falder over streamingtjenesterne det øjeblik vores datter er blevet puttet om aftenen.

    Bøger, Uncategorized

    Stakkels Arthur Less

    Anmeldelse: Less, skrevet af Andrew Sean Greer. 272 sider, Lee Boudreaux Books. 239,00 kr hos Saxo (billigere hvis du er Saxo-kunde)

    For et par måneder siden blev Pulitzer-priserne uddelt. Jeg må indrømme at jeg er en sucker for prisuddelinger og rosende boganmeldelser – samt altid på jagt efter noget nyt at læse.

    Derfor endte jeg med at bestille vinderen af roman-kategorien: Romanen Less, af forfatteren Andrew Sean Greer. At jeg også bestilte vinderen af biografi-kategorien, kan jeg fortælle mere om en anden gang. Uheldigvis for mig, havde alle andre i denne verden åbenbart også fulgt med og havde klikket romanen hjem, og derfor var jeg nødsaget til at vente en del uger, før et eksemplar landede frisk fra trykkeriet på min dørtærskel.

    Less is more

    Arthur Less er på mange måder en klassisk anti-helt. Han er en amerikansk, hvid andenrangsforfatter med en buldrende midtlivskrise. Hans tidligere elsker skal giftes med en anden mand, og selvom Arthur er inviteret med, kan han ikke bære tanken om at deltage i brylluppet. Less´50 års fødselsdag nærmer sig med hastige skridt, og kombinationen af det, hans forlags afvisning af hans splinternye roman og det forestående bryllup, sender ham ud på lidt af en verdensturné.

    Turen er nøje planlagt: Først et interview med en hyperpopulær forfatter i New York, en litteraturkonference i Mexico, en kvik tur til Torino, hvor han er med i opløbet til en litterær pris, efterfulgt af et månedslangt undervisningsjob på et universitet i Berlin, hvor Less, på ynkeligt tysk skal undervise. Og nå, ja – så er planen at han skal en tur til Marokko for at fejre sin 50 års-fødselsdag midt ude i Sahara. Som en sidste trumf er planen at  han afslutter turen med at skrive en artikel om det traditionelle kaiseki-måltid i Japan.

    Alt i alt; En verdensomspændende tur, der skal få Arthur Less til at glemme sine kvaler, og genoprejse ham som det misforståede geni, han er.

    Geniet Less

    Less er en overmåde sympatisk mand. Han er Don Quioxte-agtig, uden en Rosinante ved sin side, uden storhedsvandvid og helt bestemt uden opgør med vindmøller. Arthur Less famler sig nemlig gennem livet, og vakler fra den ene metropol til den næste uden at være bevidst om det indtryk han gør på verden eller de mennesker, der omgiver sig. Når han endelig reflekterer over sig selv, er han den første til at underkende og minimere sig selv. Og deri består Arthur Less’ geni: Man kan som læser ikke gøre andet end at elske denne hvide, midaldrende, ynkelige mand. Som læser lider man med ham, man krummer tæer over ham, man hulker af grin og man græmmes over alt det han må udstå. Først og fremmest elsker man ham dog, og krydser fingre og tæer for at tingene dog snart må vende for ham.

    Længe leve Less

    Less er uden tvivl en af de bedste romaner, jeg længe har læst. Det tog mig lidt tid at komme ind på livet af historien, og først var jeg jævnt irriteret over den fodslæbende Arthur Less, der skal så frygteligt meget igennem og som ikke kæmper imod, når livet er uretfærdigt. Som en ven i ørkenen fortæller til Arthur, så er det bare svært at fatte sympati for en priviligeret, hvid mand, hvis eneste reelle udfordring på papiret er at han er homoseksuel. Men Less er intet mindre end uimodståelig. Han er charmerende, elskværdig og ufrivilligt morsom. På sidste side havde jeg lyst til at kramme Less og aldrig give slip. Romanen er så godt skrevet og sproget så præcist at jeg bare krydser fingre for at den også får en smuk oversættelse til dansk.

    Uncategorized

    En ny start

    Jeg har aldrig været god til at springe ud i det ukendte. Man kan vel næsten kalde mig for en bangebuks. Jeg vil helst blive i det vante og ikke risikere noget.

    Til tider er det dog også nødvendigt at gøre det alligevel. I hvertfald for mig, der til tider er ved at drukne lidt i det kedsommelige familieliv, hvor dagene alligevel er så hektiske at der aldrig er tid til at stoppe op og tænke sig om. Der er ikke mange åndehuller i sådan en hverdag, der er fyldt med arbejde, madlavning, børnehavearrangementer og familiefester.

    Jeg savner at være kreativ. Jeg savner at fortælle. Jeg savner at være mig.

    Så her er jeg. Det er et projekt, og jeg har ingen forhåbninger om at der nogensinde er nogen, der vil falde over disse ord. Derfor er det også min legeplads. En scrapbog på nettet. Et katalog over det gode i livet. Mit liv. Det liv, som jeg holder så frygteligt meget af.

    Velkommen til!

    Norge

    På min væg

    På min væg hænger en tegning.

    Med tanke på de bjerge af kunstværker, vi bliver begavet med af D. og de andre børn, der kommer i vores hus, er det imponerende at der kun er et enkelt, der er kommet i glas og ramme.

    Det er en helt almindelig tegning, som ikke adskiller sig fra det, normale seksårige ville lave. Alligevel har den fået en speciel plads i mit hjerte.

    Den er tegnet af Tilde.

    Tilde skulle starte i skole og jeg skulle flytte hjem til Danmark. Tilde var ked af det, og det var jeg også.

    Så jeg tegnede en tegning til Tilde. Jeg husker ikke hvad, men jeg ved, hun blev glad for den. Jeg bilder mig ind, at det var noget med et slot og en hundehvalp. Det er nemlig de to ting, jeg er ret god til at tegne.

    Den sidste dag i barnehagen kom Tilde hen til mig og rakte mig et stykke papir. Hun havde tegnet sig selv, et træhus og fjelde i horisonten. “Så du ikke glemmer, hvordan Norge ser ut eller hvem jeg er”.

    Nu hænger Tilde på min væg. Så jeg ikke glemmer Norge, træhusene eller fjeldene. Eller Tilde.

     

     

     

    Danmark, Jobsøgning

    Når alting går… Stille.

    Min hjerne er kogt i smadder. Sådan føles det i hvertfald. Jeg har før været nedlagt med stress, men det er ikke det.

    Det føles bare som om alting omkring mig går i slow-motion. Måske er det fordi sommeren er her og alle andre er gået på sommerferie. Jeg er alene på kontoret og har ingen at snakke med.

    Måske er det fordi jeg er jobløs lige om lidt og jeg ikke kan overskue den tilværelse. Igen.

    Det kan også være fordi jeg hele tiden har lidt for travlt og jeg har brug for at sidde lidt ned. Helst med en stor kop te og noget stilhed. Gerne med en udsigt.

    Måske er det faktisk det. Jeg har så travlt, at alt omkring mig går i slowmotion..

    Jeg skal huske at arbejde. Jeg skal huske at nå bussen. Jeg skal huske at tjekke bestillingssedlerne. Jeg skal huske at tælle rigtigt. Jeg skal huske at spise. Jeg skal huske at D. skal have en drikkedunk med i børnehave. Jeg skal huske at lave aftensmad. Jeg skal også huske at slappe af. Og strikke. Og jeg skal huske at katten skal have mad. Jeg skal huske at lukke min norske konto. Jeg skal huske at svare på den der mail. Jeg skal huske at ringe til de der veninder, jeg ikke har ringet til i en evighed. Jeg skal huske at invitere på besøg. Jeg skal huske at tage på besøg. Jeg skal huske at træne. Jeg skal huske at ringe til min familie. Jeg skal huske at købe fødselsdagsgave. Jeg skal huske at finde et job. Jeg skal huske at overføre penge. Jeg skal huske at betale regninger. Jeg skal huske at sove. Jeg skal huske at tjekke chatten. Jeg skal huske at sende billeder. Jeg skal huske at tage billeder. Jeg skal huske at gøre rent. Jeg skal huske at være charmerende og venlig. Jeg skal huske at ligne et menneske. Jeg skal huske at lyde som et menneske. Jeg skal huske at tømme opvaskeren. Jeg skal huske at nippe tomatplanterne. Jeg skal huske at huske.

    Jeg har før været nedlagt med stress, men det er ikke det.

    Det er ikke det.

     

    Norge

    Norges-blues

    For et år siden landede vi i Danmark igen. Forinden havde vi pakket bilen med kat og løsøre, kysset hinanden og vinket farvel til det lille grå og hvide træhus i Norge. Tiden er fløjet og jeg har svært ved at forstå at det allerede er et år siden. Folk spørger ofte om ikke det er dejligt at være “hjemme” igen – og jeg har altid svært ved at komme med et overbevisende “ja!”.

    For jo, det et er skønt at være hjemme. Det er fantastisk at have vores netværk tæt på. Alt er nemmere her. Vi kender det hele, vi skal ikke spekulere på om andre forstår, hvad vi siger og vi ved, hvordan systemet fungerer. Vi kan hurtigt tage på besøg hos venner, bede bedsteforældre om hjælp til pasning og vi er aldrig i tvivl om indkøb, når vi står i supermarkedet. Eller jo, det er vi, men det er mere på grund af manglende inspiration end på grund af forvirring om madens indhold.

    Alligevel er jeg lidt ked af det. Måske endda en anelse bitter. Når det kommer til stykket føler jeg at gulvtæppet blev revet væk under os i Norge. Inden M. underskrev kontrakten med klubben, og da vi snakkede om hvordan flytningen til Norge skulle foregå, sagde jeg halvt i spøg, at jeg ikke ville rykke teltpælene op for kun at tilbringe et halvt år i Norge. Det skulle være et eventyr – vores eventyr. Og det skulle vare meget længere end det.

    Vi gjorde det – vi flyttede, det var en kamp, vi græd og vi lo. Det var pissehårdt. Jeg var frustreret og jeg længtes hjem. Men pludselig faldt tingene i hak. D. passede ind i barnehagen. Jeg fik et (nogenlunde fast) job, og M. fik lov til at arbejde med sin håndbold. Jeg var lykkelig og troede fuldt og fast på at dette ville være vores fremtid. At vi havde fundet vores plads i livet på lillebitte Risøy. Øen der, på trods af øgenavnet “Den polske ø” og det kæmpemæssige værft, var idyllisk, smuk og som skrevet ud af en Astrid Lindgren-fortælling. Øen, hvor vi kastede sten i vandet og ledte efter krabber hver eftermiddag.

    Det blev ikke til seks måneder. Det blev til seks måneder og syv dage.

    Og jeg savner det – hver eneste dag.

     

     

    Danmark

    *Ahem*

    Okay, så det her er lidt pinligt. Sidst jeg skrev noget herinde var det et indlæg á la “Jeg tager mig sammen, starter forfra og lover at skrive oftere”. Det er 5,5 måned siden.

    Der skete bare det at livet kom lidt i vejen. Noget med et fuldtidsarbejde, der skulle passes, et barn der skulle bringes og hentes og en kronisk tilstand af kaos, der åbenbart bekæmpes bedst ved at sove i sofaen fra 19.00-22.00 til noget formålsløst Netflix.

    Jeg kan i øvrigt anbefale den nye udgave af “Anne fra Grønnebakken”. Skuespilleren, der spiller en meget splejset Anne er godtnok en anelse irriterende, men hey – det er smukt filmet.

    Der er sket vilde ting siden sidst, og alligevel er der sket meget lidt. Jeg er fyldt 30. Det gjorde lidt ondt på selvfølelsen. Jeg har fået et vikariat (der udløber lige om lidt, så det er der faktisk ikke noget at råbe hurra for). D. er startet i børnehave og M. leder efter et job. Vi skal flytte, men heldigvis ikke helt så snart som vi havde frygtet. Så ja, kaos.

    Jeg håber, jeg får lidt tid til at skrive mere. Noget mere om at være rund. Noget om at være så gammel at garn er blevet interessant og noget om at være lidt rådvild, for det ændrer sig øjensynligt aldrig. Så, bliv hængende – det bliver vildt spændende!

    (sagde hun til et gabende tomt lokale, for alle var for længst skredet)

    Danmark, familie, Jobsøgning

    2017

    Hej

    Ja, det er mig igen. Jeg ved det godt – det er længe siden. Det var vist engang sidste år, jeg sidst kiggede forbi. Mangt og meget er sket siden – eller faktisk ingenting af betydning.

    Et kort recap:

    • Min praktik udløb i midten af december og jeg har været lettere trist lige siden. Jeg følte at jeg endelig havde fundet drømmejobbet – bare for at blive hældt ud på gaden igen (Det passer faktisk ikke: Jeg blev overdynget med venlige ord og store kram og derefter hældt ud på gaden igen).
    • M.´s barselsvikariat udløb også til nytår, så nu er vi to jobsøgende herhjemme *yay*.
    • Vi overlevede en hektisk jul og et meget stille nytår. Næste år satser jeg personligt på en stille jul og et lidt mere hektisk nytår. Bare fordi.
    • Lille D. fylder snart tre år og skal begynde i børnehave til februar. Moderen her er curlet og forstår slet ikke hvor tiden blev af.
    • Får jeg nu jævnligt breve i min e-boks med dumme ord som “bevillingsskrivelser”, “225-timers regel” og “kontanthjælpsloft. Det giver mig lyst til at lægge mig i fosterstilling med en dyne over hovedet.
    • I øvrigt viser det sig at mine optjente timer i praktik ikke tæller ifht ovennævnte 225-timers regel. For selvom jeg arbejdede gratis i 13 uger i en stilling, min jobkonsulent skaffede mig, så er det ikke rigtigt “ustøttet” arbejde. Jeg skulle altså have arbejdet gratis 37,5 timer om ugen, have et ordinært lønnet deltidsjob OG have været almindeligt jobsøgende med minimum to jobsøgninger om ugen, for ikke at blive skåret i min kontanthjælp, når/hvis jeg stadig er i Kontanthjælpsland til august. Av, siger jeg bare!
    • Der er ingen, der svarer positivt på mine ansøgninger. Ingen. Men så gider jeg da heldigvis bare heller ikke til samtale. Nå.
    • Alle mulige kendte er døde siden sidst. Det er trist. Personligt tudede jeg i badet, mens jeg hylede med på “Heal the Pain”, efter jeg læste at George Michael var død.

    Så med andre ord: Sidste halvdel af 2016 var omtrent lige så shitty som en stor del af første halvår. Men… Nu er det 2017, og det kan kun blive bedre! Ik´?

    Uncategorized

    Hvem klokkerne ringer for

    Der var godt nok lidt stille ude på gangen. Jeg tænkte ikke nærmere over det, pakkede min taske, slukkede computeren, smed æbleskroget ud.

    Jeg gik ud på gangen og undrede mig over at lyset var slukket. “Nå”, tænkte jeg. Jeg gik ned ad trappen og kom til en lukket dør. “Hm”, sagde jeg for mig selv. Men jeg fandt mine nøgler, åbnede døren og gik videre. Endnu en lukket dør. Jeg rystede på hovedet af fjolleriet og kom til hovedtrappen.

    Jeg kom ud i foyeren. *klik* sagde det og en høj, gennemtrængende hyletone gjorde opmærksom på sig selv. “Pis!”, råbte jeg og gik i panik. Jeg overvejede at smide mig på gulvet – ja, måske endda at lave et Tom Cruise-inspireret rullefald.

    I stedet løb jeg hen til alarmen, men kom i tanke om at jeg ikke havde koden. Jeg trippede på stedet mens sekunderne tikkede afsted. Hvad var chancen mon for, at jeg kunne nulstille alarmen med en tilfældig kode? Hvad var sandsynligheden for at koden var 1-2-3 eller min fødselsdato?

    Jeg styrtede ud af museet i det øjeblik, tyverialarmen gik i gang.

    DING, DING, DING, DING, DING, DING, DING, DING, DING!

    Jeg stoppede op uden for bygningen og forestillede mig kort politiet og vagtfirmaet komme kørende med blink på deres patruljebiler. Jeg så for mig, at jeg ville blive smidt på jorden – at jeg ville blive lagt i håndjern og jeg ville blive dømt for tyveri af ældgamle skeletter, selvom jeg intet havde taget med mig.

    Jeg løb over til administrationsbygningen, halsede op af trappen og råbte efter hjælp. To forvirrede kolleger kom mig til undsætning. Den ene løb tilbage til museet og den anden ringede til alarmselskabet for at berolige dem.

    Ingen skade sket, sagde de.

    Men det kunne de jo sagtens sige – for det var ikke dem, klokkerne havde ringet for.

     

     


Warning: Use of undefined constant custom_pagination - assumed 'custom_pagination' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/fabulea.dk/public_html/wp-content/themes/alexandra/index.php on line 37