Follow:
    Uncategorized

    Om Dagpengeland og (u)farlige jobkonsulenter

    Jeg har åbenbart lige været til mit sidste møde i Jobcentret og nu sidder jeg lettere vantro og stirrer ud i luften. Sagen er nemlig den, at jeg nu har fået dagpenge i 99 uger og jeg derfor har dagpengeudløb om to minutter. Se, det er skræmmende!

    99 ugers dagpenge betyder også, jeg har været til et utal at møder med alle mulige aktører, der skulle hjælpe mig i job. Jeg har været på kurser, jeg har været i praktik, jeg har været i løntilskud (selvom det til helt galt og derfor slet ikke burde tælle). Jeg har været til møder med A-kassen og jeg har været til møder med Jobcentret. Jeg har været bange, jeg har tudet, jeg har været deprimeret… Og jeg har leet over det fuldstændigt absurde i situationen. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sidde i denne situation. Jeg troede virkelig, det ville blive nemt at finde et job, for det har jeg aldrig haft problemer med før.

    Værst har altid været møderne med Jobcentret. Jeg har det dårligt med autoriteter og min gamle jobkonsulent var en ældre herre, der ikke lagde skjul på, hvad han syntes om mig og andre i min situation. Han havde dårlig ånde, stor mave og nød at lave powerpoint-shows, der med Comic Sans pædagogisk forklarede, hvor nemt man kunne få et job, hvis man bare gad gøre en indsats. Hans succes-historier gik altid på tømreren, der fik job ved at lave et CV og personligt aflevere det til et tømrerfirma, og historien om den udenlandske kvinde, der fik arbejde ved at skifte sit navn i ansøgningen. Hvis hun kunne få job som kantinemedarbejder ved at bruge sit kælenavn i stedet for sit fornavn, så kunne jeg gøre det samme ved at skrotte mine umulige mellemnavne.

    For et par måneder siden kom jeg dog ind til en ny konsulent, og så åbnede en ny verden sig for mig, for hun var venlig og ja… Ufarlig! Hun interesserede sig ikke specielt for antallet af søgte jobs og gjorde det klart, det ikke var min skyld, jeg er endt i den her situation. Hun spurgte ind til hvordan jeg havde det og interesserede sig rent faktisk for mit svar… Hun var fuld af komplimenter til de ting, jeg præsenterede hende for og hun kunne rent faktisk huske mig fra møde til møde… Og hun jublede næsten da jeg idag fortalte om Norge og gav udtryk for at det var det næstbedste, der kunne være sket. Som hun sagde, så giver det heller ikke mening at sende mig ud i flere møder, kurser eller anden form for aktivering, for nu skal jeg fokusere på at pakke og finde et job deroppe…

    Og ved I hvad? Den jobkunsulent er det bedste, der er sket for min jobsøgning i de 99 uger, jeg hidtil har været fanget i Dagpengeland. Så tak – tak fordi du ikke talte ned til mig, var forstående og tak fordi du var ganske ufarlig!

    Uncategorized

    Første møde med Haugesund

    I starten af november var jeg oppe at besøge M. i Norge. Vi var enige om, det nok er meget godt, jeg rent faktisk har set byen inden vi skal flytte derop. Samtidig kunne vi godt bruge lidt tiltrængt kærestetid sammen. Jeg overlod derfor lille D. til sin farmor og drog afsted. En del har spurgt, hvordan det gik og hvad jeg synes om byen, så her er et svar:

    Byen mindede mig umiddelbart om Nørresundby.

    Det er en joke, du sikkert kun forstår, hvis du kommer fra Aalborg, så undskyld til alle ikke-aalborgensere. For jer, må jeg nok hellere uddybe.

    Der var gråt, det regnede og samtlige huse så lettere nedslidte ud. Det var en omvæltning at 9/10 huse var af træ og at de (typisk) var hvidmalede. Det kommer hurtigt til at se slidt og trist ud. Især når man har med en havneby at gøre… Der er meget lidt modernistisk byplanlægning deroppe og det eneste betonbyggeri, der er at finde, er i trist 70’er-stil.

    Men, men, men… Det viste sig faktisk ikke at være så slemt igen. Vi fandt en lejlighed, vi allesammen skal bo i. Den ligger på en lille ø lige overfor midtbyen og det ligger lige ned til fjorden.

    Lige der, skal vi bo

    Den er i to etager og har en stor terrasse, som vi må indrette med højbede (agurker er jo voldsomt dyre!). Men mere om lejligheden senere…

    Byen er ikke specielt stor, men der er overraskende mange (fine!) butikker og der er voldsomt mange bog- og strikkebutikker. Da det gik op for mig, glemte jeg ret hurtigt de hvide, triste huse.

    Vi var på biblioteket (M. kender mig vist lidt for godt efterhånden), og han insisterede på at jeg skulle hive en absurd mængde brochurer med hjem. Det viser sig nemlig at Haugesund har en kulturel kalender, der nok kan få VisitAalborg til at dø af misundelse. Der er litteraturfestival, sildefestival, filmfestival og en million andre spændende tiltag… Og der er en fin lille byhave, der egentlig bare er møghamrende bedårende.


    Selve byen er altså ikke specielt spændende, men naturen er pæn og selvom der desperat mangler en Starbucks (Waynes’ Coffee er IKKE det samme selvom deres logo er næsten magen til), så går det nok alligevel. Det viser sig nemlig at nordmænd har sans for detaljer – f.eks. har det lokale hotel eksklusiv barnevognsparkering


    Kloakdækslerne hylder fiskerne:


    Og (det her er min favorit!) Marilyn Monroe-statuen (WTF!) på Lyserød Lørdag er blevet doneret en perfekt neon-pink bh!

    Så ja… Det kommer til at kræve lidt tilvænning, men mon ikke det går alligevel…

    Uncategorized

    Overskudsminus

    Hej… Jeg er hende med evig dårlig samvittighed. Hende, der ikke skriver tilbage på sms’er, hende der ikke altid tager telefonen og hende, der alt for ofte aflyser aftaler. Hvorfor?

    Fordi jeg ganske enkelt ikke har overskuddet til at forholde mig til verden udenfor.

    Jeg vidste godt at det her alenemor-show ville blive hårdt, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, jeg kunne blive så træt. Vi snakker zombie-træt. Det øjeblik D. er blevet puttet om aftenen, ligger jeg i fosterstilling på sofaen mens fjernsynet larmer i baggrunden. En led kombination af efterår (Hej, hej lys og glæde!), astmatisk bronkitis (barnet, ikke mig) og mareridt (igen afkom, ikke mig. Altså på trods af genkomne drømme om min 1. G. eksamen i latin), gør at søvn ikke er så populært herhjemme… Og så er der katten, der miaver desperat hver morgen klokken 5. Den er tæt på at få en kugle for panden (på bedste Maren-vis).

    Jeg nærer en illusion om at det hele bliver bedre i Norge. Jeg forestiller mig faktisk bare at M. overtager forælderansvaret i et halvt år, mens jeg tager på ferie et sted, hvor jeg kan sove dagen lang. Ret skal være ret – hvis han får et halvt års sabbat, så gør jeg vel også?

    Indtil da, så undskyld til alle familiemedlemmer og venner, der må finde sig i mit fravær. Jeg kan virkelig godt lide jer (faktisk kunne jeg ikke klare mig uden jer!) men jeg orker jer bare ikke…

     

    Uncategorized

    Google Translate og fri fantasi

    Jeg har altid været ok til det med sprog. Jeg havde tysk og engelsk på højniveau i gymnasiet og jeg kan også skraldefransk. Jeg kan i hvertfald sige “je m’appelle Lea”  og “Je suis affamé”. I min optik behøver jeg ikke mere. Men så er der lige det der med norsk. Alle siger, det er SÅ nemt.

    “Du skal bare stave det, som du udtaler det” og “Drik dig fuld og skriv – så bliver det korrekt norsk!” er ting, jeg ofte har hørt, når jeg har luftet min bekymring. Det første er sikkert rigtigt, det andet er bare halvt fornærmende (men typisk dansk og lattervækkende på samme tid!). Problemet er bare, at jeg er detaljerytter og direkte pernittengryn, når det kommer til mit sprog. Det er ikke uden grund, jeg er kommunikationsuddannet.  Jeg kan ikke lide fejl og når det kommer til norsk, føler jeg mig klart på udebane.

    Så nu har jeg allieret mig med en uvant partner: Google Translate.

    Der kan intet godt kan komme ud af det, men det er sikkert bedre end at drikke sjusser og skrive ansøgninger på samme tid. Når jeg er i tvivl, gætter jeg. Det lyder lemfældigt og jeg håber virkelig ikke, nordmændene der modtager mine ansøgninger korser sig alt for meget. Jeg synes i hvertfald selv, jeg burde få point for i det mindste at forsøge…

    Skærmbillede 2015-10-20 kl. 10.52.21

    Uncategorized

    Om drømme og jobmuligheder

    Da jeg var barn, skiftede jeg drømmejob hvert halve år. Først ville jeg være arkæolog, men den ide droppede jeg hurtigt igen, da jeg kom i tanke om mængden af insekter, der lever i jorden – det var en klar dealbreaker. Derefter ville jeg være modedesigner. Jeg kreerede dog aldrig andet end tegninger af stumpede trøjer med Union Jack på. Det var selvsagt i Spice Girls’ storhedstid. Så ville jeg være jurnalist og jo, sådan skulle dét staves.

    Sidst, men ikke mindst, kom den tid, hvor jeg gerne ville være forfatter. Jeg så mig selv bo i et lille hummer i Paris’ Latinerkvarter. Jeg skulle bruge mine dage på at gå lange ture i Jardin des Plantes og langs Seinen, se på kunst, drikke espresso’er på fortorvscaféerne, finde mit livs kærlighed (med halvlangt hår og drømmende øjne) og bruge aftenerne på at skrive en kommende klassiker.

    Sådan er det nok for de fleste børn og unge, men i den gode alder af 28 år ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg vil med mit liv. Jeg har fået indsnævret feltet en del, men sikker er jeg ikke.

    Jeg har altid sagt, jeg ville være en virkelig god evighedsstuderende. Det har aldrig været en mulighed og derfor er jeg endt med en uddannelse, der er dejlig bred og som giver mig mulighed for at lave rigtig mange forskellige ting. Jeg kan både undervise, jeg kan skrive og jeg kan koordinere alt mellem himmel og jord. Problemet med sådan en uddannelse er bare, at den er for bred. Hvis jeg havde læst Medicin, havde jeg truffet et aktivt valg og var blevet læge (i en eller anden form). Det samme hvis jeg havde valgt et praktisk håndværk. Men næ, her sidder jeg med min pæne Cand. Mag.-titel og er lige så rådvild som for 15 år siden. Nu har jeg bare dagpengeudløb om fem minutter og der er tilsyneladende ikke mange, der kan se perspektivet i at have en humanist ansat. Se, det er problematisk.

    En ting, jeg aldrig forestillede mig, da jeg voksede op, var at jeg en dag skulle flytte til Norge. Norge er, i min verden, den komplette modsætning til Paris. Men ved du hvad? Måske er Haugesund bedre end Paris. Der er også vand, der er mange caféer og mit livs kærlighed er der i hvertfald med garanti (dog med rødt kort hår og meget lidt poetisk mindset). Jeg er ligeglad med, hvad jeg skal lave og jeg har i sinde at glemme alt om den der cand. mag.-titel. I hvertfald for en tid. For hvis nu de har brug for en hjælpende hånd til noget kommunikation på kommunen, hvis biblioteket har brug for en formidler eller de kan bruge en, der kan koordinere kulturelle events, så jeg egenligt MEGET gerne hjælpe dem. Hvis ikke,  så serverer jeg også gerne espresso’er for håbefulde forfatterspirer i Haugesund City.

    Uncategorized

    Et sted midt imellem alting og ingenting

    Hej…

    Er der nogen derude?

    (indsæt selv skeptisk og nervøs latter)

    M., den røde håndboldtræner, er i Norge. Jeg er stadig i Danmark. Sammen med mig er lille D., den lille pige, der savner sin far og som ikke kan forstå hele FaceTime-konceptet. Forleden forsøgte hun f.eks. at række sin far en kiks og hun blev sur, da han ikke kunne tage den. Det er ikke kun hende, der savner ham. Det gør jeg sgu også.

    Forhåbenligt er vi snart sammen igen. I Norge, forståes. Måske kan jeg finde et job deroppe, for det kan jeg ikke herhjemme. Det skyldes den ærketypiske kombination af en håbløs humanistisk uddannelse, manglende erhvervserfaring (selvom jeg har et pænt CV) og triste Nordjyske jobtal. Måske er Norge svaret. Jeg håber ved Gud at Norge er svaret…

    Uncategorized

    Såeh, Norge… Hva´?

    Folk omkring os virker nærmest uægte begejstrede på vores vegne. Det er de samme smil og de samme halvbekymrede blikke jeg møder overalt. Og jeg kan godt forstå det. For det er ikke nemt.

    Det er ikke nemt at sidde alene tilbage med en 1,5 årig på armen, mens M. lige afprøver Norge, inden vi også springer ud i eventyret.

    Det er ikke nemt at forsøge at fjernstyre sit fremtidige liv, mens man sidder i et andet land.

    Det er ikke nemt at savne.

    Det er ikke nemt at planlægge en flytning, at pakke ned (lige om lidt!) og give videre ting videre… (“Får jeg brug for den her citruspresser i Norge? Lejligheden er møbleret, men der er vel ikke en citruspresser? Jeg har aldrig brugt den før, men det kan jo ske at jeg skal presse en citron, appelsin eller en meget stor lime… Ikea ligger jo ikke rundt om hjørnet i Norge!)

    …Og det er især ikke nemt at sige farvel og på gensyn. Især ikke hvis man er en stor tryghedsnarkoman som undertegnede, der helst bare vil blive, hvor alt er sikkert og rart.

    Så når folk spørger interesserede ind til fremtiden, smiler jeg så overbevisende, jeg overhovedet kan og fyrer nogle flotte floskler af om hvor godt det hele bliver. Og så går folk videre, halvt overbeviste, halvt foruroligede. Jeg ville gøre det samme, hvis jeg var dem.


Warning: Use of undefined constant custom_pagination - assumed 'custom_pagination' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/fabulea.dk/public_html/wp-content/themes/alexandra/index.php on line 37