Follow:
    Uncategorized

    Google Translate og fri fantasi

    Jeg har altid været ok til det med sprog. Jeg havde tysk og engelsk på højniveau i gymnasiet og jeg kan også skraldefransk. Jeg kan i hvertfald sige “je m’appelle Lea”  og “Je suis affamé”. I min optik behøver jeg ikke mere. Men så er der lige det der med norsk. Alle siger, det er SÅ nemt.

    “Du skal bare stave det, som du udtaler det” og “Drik dig fuld og skriv – så bliver det korrekt norsk!” er ting, jeg ofte har hørt, når jeg har luftet min bekymring. Det første er sikkert rigtigt, det andet er bare halvt fornærmende (men typisk dansk og lattervækkende på samme tid!). Problemet er bare, at jeg er detaljerytter og direkte pernittengryn, når det kommer til mit sprog. Det er ikke uden grund, jeg er kommunikationsuddannet.  Jeg kan ikke lide fejl og når det kommer til norsk, føler jeg mig klart på udebane.

    Så nu har jeg allieret mig med en uvant partner: Google Translate.

    Der kan intet godt kan komme ud af det, men det er sikkert bedre end at drikke sjusser og skrive ansøgninger på samme tid. Når jeg er i tvivl, gætter jeg. Det lyder lemfældigt og jeg håber virkelig ikke, nordmændene der modtager mine ansøgninger korser sig alt for meget. Jeg synes i hvertfald selv, jeg burde få point for i det mindste at forsøge…

    Skærmbillede 2015-10-20 kl. 10.52.21

    Uncategorized

    Om drømme og jobmuligheder

    Da jeg var barn, skiftede jeg drømmejob hvert halve år. Først ville jeg være arkæolog, men den ide droppede jeg hurtigt igen, da jeg kom i tanke om mængden af insekter, der lever i jorden – det var en klar dealbreaker. Derefter ville jeg være modedesigner. Jeg kreerede dog aldrig andet end tegninger af stumpede trøjer med Union Jack på. Det var selvsagt i Spice Girls’ storhedstid. Så ville jeg være jurnalist og jo, sådan skulle dét staves.

    Sidst, men ikke mindst, kom den tid, hvor jeg gerne ville være forfatter. Jeg så mig selv bo i et lille hummer i Paris’ Latinerkvarter. Jeg skulle bruge mine dage på at gå lange ture i Jardin des Plantes og langs Seinen, se på kunst, drikke espresso’er på fortorvscaféerne, finde mit livs kærlighed (med halvlangt hår og drømmende øjne) og bruge aftenerne på at skrive en kommende klassiker.

    Sådan er det nok for de fleste børn og unge, men i den gode alder af 28 år ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg vil med mit liv. Jeg har fået indsnævret feltet en del, men sikker er jeg ikke.

    Jeg har altid sagt, jeg ville være en virkelig god evighedsstuderende. Det har aldrig været en mulighed og derfor er jeg endt med en uddannelse, der er dejlig bred og som giver mig mulighed for at lave rigtig mange forskellige ting. Jeg kan både undervise, jeg kan skrive og jeg kan koordinere alt mellem himmel og jord. Problemet med sådan en uddannelse er bare, at den er for bred. Hvis jeg havde læst Medicin, havde jeg truffet et aktivt valg og var blevet læge (i en eller anden form). Det samme hvis jeg havde valgt et praktisk håndværk. Men næ, her sidder jeg med min pæne Cand. Mag.-titel og er lige så rådvild som for 15 år siden. Nu har jeg bare dagpengeudløb om fem minutter og der er tilsyneladende ikke mange, der kan se perspektivet i at have en humanist ansat. Se, det er problematisk.

    En ting, jeg aldrig forestillede mig, da jeg voksede op, var at jeg en dag skulle flytte til Norge. Norge er, i min verden, den komplette modsætning til Paris. Men ved du hvad? Måske er Haugesund bedre end Paris. Der er også vand, der er mange caféer og mit livs kærlighed er der i hvertfald med garanti (dog med rødt kort hår og meget lidt poetisk mindset). Jeg er ligeglad med, hvad jeg skal lave og jeg har i sinde at glemme alt om den der cand. mag.-titel. I hvertfald for en tid. For hvis nu de har brug for en hjælpende hånd til noget kommunikation på kommunen, hvis biblioteket har brug for en formidler eller de kan bruge en, der kan koordinere kulturelle events, så jeg egenligt MEGET gerne hjælpe dem. Hvis ikke,  så serverer jeg også gerne espresso’er for håbefulde forfatterspirer i Haugesund City.

    Uncategorized

    Et sted midt imellem alting og ingenting

    Hej…

    Er der nogen derude?

    (indsæt selv skeptisk og nervøs latter)

    M., den røde håndboldtræner, er i Norge. Jeg er stadig i Danmark. Sammen med mig er lille D., den lille pige, der savner sin far og som ikke kan forstå hele FaceTime-konceptet. Forleden forsøgte hun f.eks. at række sin far en kiks og hun blev sur, da han ikke kunne tage den. Det er ikke kun hende, der savner ham. Det gør jeg sgu også.

    Forhåbenligt er vi snart sammen igen. I Norge, forståes. Måske kan jeg finde et job deroppe, for det kan jeg ikke herhjemme. Det skyldes den ærketypiske kombination af en håbløs humanistisk uddannelse, manglende erhvervserfaring (selvom jeg har et pænt CV) og triste Nordjyske jobtal. Måske er Norge svaret. Jeg håber ved Gud at Norge er svaret…

    Uncategorized

    Såeh, Norge… Hva´?

    Folk omkring os virker nærmest uægte begejstrede på vores vegne. Det er de samme smil og de samme halvbekymrede blikke jeg møder overalt. Og jeg kan godt forstå det. For det er ikke nemt.

    Det er ikke nemt at sidde alene tilbage med en 1,5 årig på armen, mens M. lige afprøver Norge, inden vi også springer ud i eventyret.

    Det er ikke nemt at forsøge at fjernstyre sit fremtidige liv, mens man sidder i et andet land.

    Det er ikke nemt at savne.

    Det er ikke nemt at planlægge en flytning, at pakke ned (lige om lidt!) og give videre ting videre… (“Får jeg brug for den her citruspresser i Norge? Lejligheden er møbleret, men der er vel ikke en citruspresser? Jeg har aldrig brugt den før, men det kan jo ske at jeg skal presse en citron, appelsin eller en meget stor lime… Ikea ligger jo ikke rundt om hjørnet i Norge!)

    …Og det er især ikke nemt at sige farvel og på gensyn. Især ikke hvis man er en stor tryghedsnarkoman som undertegnede, der helst bare vil blive, hvor alt er sikkert og rart.

    Så når folk spørger interesserede ind til fremtiden, smiler jeg så overbevisende, jeg overhovedet kan og fyrer nogle flotte floskler af om hvor godt det hele bliver. Og så går folk videre, halvt overbeviste, halvt foruroligede. Jeg ville gøre det samme, hvis jeg var dem.


Warning: Use of undefined constant custom_pagination - assumed 'custom_pagination' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/fabulea.dk/public_html/wp-content/themes/alexandra/index.php on line 37