Den to-årige D. kalder mig jævnligt for “mama”, kigger på mig og retter sig selv ved at sige “mor”. Ofte efterfulges det dog af et meget tvivlende “mama?”.

Værre er det dog for M., der i øjeblikket konsekvent bliver kaldt for “farfar”.

Men det giver god mening. Hvis mor er mama, må far jo være farfar. Simpel børnelogik når det er bedst!