Follow:
Bøger, Uncategorized

Stakkels Arthur Less

Anmeldelse: Less, skrevet af Andrew Sean Greer. 272 sider, Lee Boudreaux Books. 239,00 kr hos Saxo (billigere hvis du er Saxo-kunde)

For et par måneder siden blev Pulitzer-priserne uddelt. Jeg må indrømme at jeg er en sucker for prisuddelinger og rosende boganmeldelser – samt altid på jagt efter noget nyt at læse.

Derfor endte jeg med at bestille vinderen af roman-kategorien: Romanen Less, af forfatteren Andrew Sean Greer. At jeg også bestilte vinderen af biografi-kategorien, kan jeg fortælle mere om en anden gang. Uheldigvis for mig, havde alle andre i denne verden åbenbart også fulgt med og havde klikket romanen hjem, og derfor var jeg nødsaget til at vente en del uger, før et eksemplar landede frisk fra trykkeriet på min dørtærskel.

Less is more

Arthur Less er på mange måder en klassisk anti-helt. Han er en amerikansk, hvid andenrangsforfatter med en buldrende midtlivskrise. Hans tidligere elsker skal giftes med en anden mand, og selvom Arthur er inviteret med, kan han ikke bære tanken om at deltage i brylluppet. Less´50 års fødselsdag nærmer sig med hastige skridt, og kombinationen af det, hans forlags afvisning af hans splinternye roman og det forestående bryllup, sender ham ud på lidt af en verdensturné.

Turen er nøje planlagt: Først et interview med en hyperpopulær forfatter i New York, en litteraturkonference i Mexico, en kvik tur til Torino, hvor han er med i opløbet til en litterær pris, efterfulgt af et månedslangt undervisningsjob på et universitet i Berlin, hvor Less, på ynkeligt tysk skal undervise. Og nå, ja – så er planen at han skal en tur til Marokko for at fejre sin 50 års-fødselsdag midt ude i Sahara. Som en sidste trumf er planen at  han afslutter turen med at skrive en artikel om det traditionelle kaiseki-måltid i Japan.

Alt i alt; En verdensomspændende tur, der skal få Arthur Less til at glemme sine kvaler, og genoprejse ham som det misforståede geni, han er.

Geniet Less

Less er en overmåde sympatisk mand. Han er Don Quioxte-agtig, uden en Rosinante ved sin side, uden storhedsvandvid og helt bestemt uden opgør med vindmøller. Arthur Less famler sig nemlig gennem livet, og vakler fra den ene metropol til den næste uden at være bevidst om det indtryk han gør på verden eller de mennesker, der omgiver sig. Når han endelig reflekterer over sig selv, er han den første til at underkende og minimere sig selv. Og deri består Arthur Less’ geni: Man kan som læser ikke gøre andet end at elske denne hvide, midaldrende, ynkelige mand. Som læser lider man med ham, man krummer tæer over ham, man hulker af grin og man græmmes over alt det han må udstå. Først og fremmest elsker man ham dog, og krydser fingre og tæer for at tingene dog snart må vende for ham.

Længe leve Less

Less er uden tvivl en af de bedste romaner, jeg længe har læst. Det tog mig lidt tid at komme ind på livet af historien, og først var jeg jævnt irriteret over den fodslæbende Arthur Less, der skal så frygteligt meget igennem og som ikke kæmper imod, når livet er uretfærdigt. Som en ven i ørkenen fortæller til Arthur, så er det bare svært at fatte sympati for en priviligeret, hvid mand, hvis eneste reelle udfordring på papiret er at han er homoseksuel. Men Less er intet mindre end uimodståelig. Han er charmerende, elskværdig og ufrivilligt morsom. På sidste side havde jeg lyst til at kramme Less og aldrig give slip. Romanen er så godt skrevet og sproget så præcist at jeg bare krydser fingre for at den også får en smuk oversættelse til dansk.

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

No Comments

Leave a Reply