Follow:
familie

TabuTorsdag: Når storken ikke kommer tilbage

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der sidder med følelsen af at tingene aldrig falder helt i hak. I håb om at følgende ikke kommer til at lyde alt for selvynkende, så er jeg alligevel nødt til at slippe et par ord om noget, der driller mig.

Der er det helt åbenlyse: Det jeg før har skrevet om her og her.

For at gøre ondt værre, er jeg også fyldt med varig bitterhed over min egen krop. Billedet over dette indlæg er nemlig ikke en annonce rettet imod dig. Det er et screendump fra min Facebook-side, og det er jeg træt af.

Vi skal ikke have flere børn

Desværre er det et valg, vi af naturen er blevet påtvunget. Vi kan kun få flere børn, hvis vi betaler ufatteligt mange penge for behandling. Penge, vi ikke har.

Det har taget mig tre år at blive nogenlunde ok med den beslutning, og jeg har lært at leve med (og svare ærligt på ) folks nysgerrige spørgsmål.

Og her er jeg, ganske uhøfligt, nødt til at indskyde en bemærkning: Det er fint at være nysgerrig, men det er faktisk ikke okay at spørge.

Især hvis du ikke er tæt ven og ikke allerede har set mig græde over livets uretfærdighed.

For eksempel har de fleste forældre i børnehaven efterhånden spurgt ind til vores situation. Selvom jeg normalt kækt svarer tilbage med sandheden og jeg kun sjældent bliver irriteret, så er det stadig sårbart. Jeg kommer aldrig til at forstå at sådan et spørgsmål er accepteret smalltalk på linje med vejrudsigten. Ikke mindst fordi der i spørgsmålet “Skal I ikke snart have endnu et barn?”, ligger en antydning af at det er unormalt og forkert kun at få et enkelt barn.

Det er simpelthen en sætningsstruktur med indbygget skam.

Selvom spørgsmålet bare bliver stillet af almindelig interesse og er et forsøg på hyggelig smalltalk, og på trods af at jeg ikke er stor fan af tabu’er, så er det alligevel en akavet snak at tage der, henover gummistøvler, trætte børn og instruktioner om at tage termotøj på.

Det er det samme som hvis du er i tvivl om en kvinde er gravid: Lad være med at spørge! Måske er hun i virkeligheden bare tyk.

Og jo, her føler jeg mig også lettere truffet, for jeg er tyk, og bliver derfor endnu oftere spurgt ind til indholdet af min mave.

Jeg er så heldig at spørgsmålene og det ærlige svar har været med til at danne grobund for spirende venskaber til (i denne situation) andre forældre, men det er kun undtagelser.

Normalt bliver det ekstremt akavet, og det er flere gange endt ud i dårlige jokes og pinlige tilbud om både sæd- og ægdonationer. Og nej, det er ikke noget jeg finder på.

De opmuntrende historier om “din kusines sterile kusine, der fik et barn efter fem års intensive behandlinger, og så blev naturligt gravid hurtigt bagefter”, hjælper heller ikke. Det samme gælder med råd om vitaminer og mineraler. Historierne gør det værre, for når andre oplever mirakler, hvorfor gør vi så ikke? Og hvis jeg var i tvivl om vores kostsammensætning, så ville jeg spørge en læge.

Jeg tænker stadig dagligt på det manglende barn, men det føles med som et afsluttet kapitel. Jeg er kommet til det punkt, hvor det er okay, når M. sætter vores gamle babyting til salg. Jeg ved også at D. alligevel er ved at være for gammel til at blive storesøster. Det er okay. Man kan ikke få alt i livet, og vi er ufatteligt heldige med den datter, vi har fået.

Kan du fornemme at der er et “men” på vej? Og at det nu bliver virkelig tungt?

Der er, og vil nok altid være, en varig følelse af tab ved ikke at kunne få flere børn. Vi fik også hjælp til at blive forældre første gang, men det slog mig slet ikke ud på samme måde. I dag ved jeg, det var fordi jeg slet ikke havde en ide om, hvad vi ville gå glip af, hvis behandlingen ikke resulterede i en baby. Jo vist, vi havde en drøm og en stor længsel efter at blive en familie, men vi ville nok godt kunne have fundet os tilrette i en anden form for liv. Dermed slet ikke sagt at det er tilfældet for andre barnløse, men sådan var det for os.

Nu ved vi til gengæld, hvad vi går glip af.

For hver måned der går, snyder min krop mig og selvom jeg ved at chancen for at blive gravid er nogenlunde lig nul, så når jeg altid at få en lille gnist af håb. Det føles med andre ord som at blive kvast måned efter måned. I går greb jeg mig selv i at overveje fordelene ved at blive steriliseret. Så kunne jeg da i det mindste helt lægge drømmen fra mig.

Det er en dramatisk tanke, men infertilitet har for vane at traumatisere, samtidig med at du dagligt bliver mindet om alt det, der ikke er.

Jeg er ikke længere ved at falde omkuld af sorg og misundelse når venner og bekendte annoncerer familieforøgelse. Det har ellers altid været noget af det sværeste for mig. Jeg er oprigtigt glad på andres vegne, men det har været en seriøs øvelse at mestre.

Jeg har de sidste par år følt mig som et lillebitte menneske, fordi jeg netop har haft så svært ved at acceptere at babylandet er lukket for os, mens alle andre åbenbart skyder børn ud med raketfart. Jeg har følt mig som et utaknemmeligt skarn, der burde være taknemmelig for det vi har. Vi er jo ikke barnløse. Vi er børneløse. Det har i sig selv været et kæmpe tabu og ekstremt ensomt. Det er først fornyligt at det er gået op for mig at vi ikke er alene og at “secondary infertility” rent faktisk er noget, der rammer mange. Vi snakker bare ikke om det. Det burde vi gøre.

Men hov, skrev jeg ikke lige at I skulle lade være med at stille det der spørgsmål med “Hvornår kommer der endnu en baby?”. Jo, det gjorde jeg.

Men der må jo være andre måder at tage snakken på, ikke?

Kh, Lea

Share on
Previous Post Next Post

Du vil måske også sætte pris på

1 Comment

  • Reply Fantasifabrikken

    Kan kun sende en kæmpe krammer jeres vej. Var selv i behandling med vores ældste, Freja, i flere år. Fuck det var hårdt! Var heldigvis en af de heldige hvor det efterfølgende er gået af sig selv.
    Life is a bitch

    oktober 25, 2019 at 12:43 pm
  • Leave a Reply